En rejse i tid og rum – refleksioner over Performing Landscapes Bornholm / Klippekroppe

af Bente Larsen

Det er midt på dagen, og vi har allerede haft tre stop på vej rundt om Bornholm for at opleve den bornholmske udgave af Performing Landscapes, Klippekroppe. Vi har taget turen højre rundt og står nu midt i billedkunstneren Ben Woodhams installation i Halleklipperne ved Nexø, hvor en forkastningszone skærer Bornholm midt over. Men den ene fod plantet i den gamle Svanekegranit og den anden fod i den meget yngre sandsten, som udgør øens sydlige del, skræver vi over 1,2 milliarder år. Det er en vild tanke! Men det går fra vildt til magisk, da de okkerfarvede pletter, som Woodhams har malet på klipperne, samler sig til en svævende, retvinklet firkant, når man betragter dem fra et bestemt punkt. Vores evne til at aflæse farver og linjer i et landskab er nemlig kulturbestemt, forstår vi nu.

Ved at vælge dette sted og dette illusionsbrydende greb formår Woodhams at pinpointe, hvad dagens møder mellem krop og klippe handler om: Vi er på en rejse i tid og rum, hvor dagens otte steds- og situationsspecifikke performances hver på deres måde giver os mulighed for at sanse og begribe de omgivende landskaber på nye måder og samtidig reflektere over vores på én gang tillærte og utrænede måde at tilgå naturen. Undervejs bringes vi ud af tid og ind i nye universer, hvor vi forbindes med Bornholms uudtømmelige, gådefulde skatkammer af sagn, formationer og fortællinger, som det hedder i præsentationen af dagens program.

Det oplever vi allerede tidligt på dagen, da Ilon Lodewijks tager os med på en vandring i det smukkeste morgenlys ved helleristningerne ved Allinge. Forbindelsen mellem krop og klippe er til stede med det samme: Før vi begynder vores bevægelse rundt i landskabet, modtager vi en sten, som vi skal bære på vores håndryg. Vi er nu en del af et kollektiv, der sammen skal sætte vores midlertidige aftryk på dette særlige sted. Vi bevæger os langsomt ud af tid, mens vi først passerer det nedlagte stenbrud, der står som et menneskeskabt ar i landskabet, og dernæst bevæger os rundt i cirkler på græsset. Syv cirkler bliver det til, inden vi sætter os i en cirkel, ryg mod ryg i morgenlyset, og lytter til vidnesbyrd om stedet og dets betydning. Dette forløb bliver som en rituel proces, hvor vi gradvist lægger hverdag og individualitet bag os og indtræder i en fælles væren og åbenhed over for naturen og stedet, som kulminerer, da vi lægger os på klipperne mellem helleristningerne. Vi mærker nærværet af de mennesker, der en gang satte deres tags her – ikke for at ødelægge naturen, men for at dyrke den. Idet vi går i et med naturen, hører vi Ilons messende stemme, der bliver svagere i takt med, at den fjerner sig. Lydlig og kropslig sansning spiller perfekt sammen i denne fine afslutning af dagens første performance, som også introducerer en kritisk skelnen mellem fortidens fejring af naturen og nutidens rovdrift på den.

Den rituelle indvielse til performance går igen i Dorte Bjerre Jensens poetiske formidling af Helligdomsklipperne og stedets hellige kilde: Mens vi står i en cirkel, læser hun en kort, lyrisk tekst for os, mens hun – præstinde eller heks – serverer en urtedrik for os, inden hun leder os tilbage til en mytisk tid og hen til det sted, hvorfra vi kan betragte nøgne kroppe vokse frem og vride sig hen over klipperne. I nogle øjeblikke er både kilde og klippe vakt til live i kroppenes flydende bevægelser, som mimer naturens flow og struktur. Kroppene bliver næsten ét med klippen, inden de opløser sig og forsvinder. Over for de statiske og urgamle klipper er mennesket bare en skrøbelig eksistens. Selvom vi er blevet indviet til dette magiske sted og denne fine oplevelse, indtager vi en anden position, end vi gjorde på morgenens vandring. Vi er tilskuere til den performance, vi kan følge på afstand, mere end vi er aktive deltagere. Vi lader vores opmærksomhed glide i retning af de andre tilskueres aktivitet, der i momenter forstyrrer oplevelsen og bringer os i meta.

Meta er også til stede i Lene Degetts visuelt smukke og tankevækkende overbringelse af nutidens artefakter til fremtidens forundring ved Frennemark, hvor bautastene står som mindesmærker over oldtidens levede liv. I opgravede huller står Degett og tre kunsthåndværkere og bringer i et kort glimt mindelser om Beckets absurde drama ”Glade dage”. Kunsthåndværkerne er dog hverken absurde i deres tilstedeværelse eller uden mission. De træder på skift op af deres huller og præsenterer hhv. morsomt og rørende deres værker til eftertiden, inden de begraver dem. Rundt om disse handlinger svøber Degetts italesatte iscenesættelse sig, og den afsluttes med en symbolsk overrækkelse af værket til Bornholms Kunstmuseum. Vi bringes frem og tilbage mellem det poetisk fortolkningsåbne og den symbolsk styrende udlægning, og det slår skår i den skrøbelige forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid, som ellers påkaldes i bautalunden.

Eftermiddagen begynder i Dueodde, hvor Peter Vadim vokser frem af sandet som en vred og truende dæmon i slægt med E.T.A Hoffmans Sandmand. Truslen om mareridt glider over i dagdrøm og lethed i takt med, at Vadim bevæger sig gennem klitterne, hvor han til sidst får følgeskab af endnu en poetisk ånd i skikkelse af Dorte Bjerre Jensen. Solen og lyset bidrager til det poetiske intermezzo i sandet, et fatamorgana, der langsomt opløses for øjnene af os og minder os om, at mennesket er et sandkorn i naturens uendelighed. Og vi sidder tilbage med vakte drømme og med ønsket om, at denne fine og nærværende performance kunne have varet længere.

 

Der er et stykke vej til næste stop ved Klintebakkens geologiske aflejringer, og i bilen fortsætter vi samtalen om de performances, vi har set. Rejsen rundt i det bornholmske landskab giver således anledning til eftertænksomme snakke om, hvordan velkendte landskaber kan fremkaldes på ny gennem kunstnerisk aktion, og hvor afgørende det er, at publikum bliver en aktiv del af denne proces. Vi taler om, at det bedst lykkes, når der indgås en tydelig kontrakt mellem publikum/deltager og performer i det allerførste møde mellem de to, sådan som vi oplevede det hos Ilon Lodewijks.

På Klintebakken møder vi et nyt format, et vandredrama i tre akter, kunne man kalde det. Eller måske snarere tre forløb uden anden sammenhæng end den, stedet skaber. Først en vandring med ordleg med mindelser om legen til te hos kejseren: Et ord hviskes og går fra mund til øre gennem rækken af deltagere, og undervejs transformeres ordet til et nyt ord eller en lyd uden betydning. Dagens tematiseringer af kroppens skrøbelighed følges her af en tematisering af sprogets flygtighed. Så følger en dans og en masen med sten, en kamp mellem krop og klippe, som til sidst falder til ro i ét billede. Et kort øjeblik tænker vi, at det må være afslutningen på Katinka Wissing og hendes partners performance. Men så skifter de to performere gear og danser hen over stedets forstenede havbund, inden de forsvinder af syne i teenage-legende løb. Vi er efterladt i dette særprægede og mytiske natursceneri, der på mange måder taler for sig selv.

Teenagerne møder vi i andre skikkelser på havnen i Rønne, hvor Manon Duquesnay har valgt at fokusere på sin egen tid og sin ungdoms erfaring af ø-isolation og udlængsel. Hun har lagt længsel og skrøbelige følelser i mund og krop på tre unge bornholmere, som vi møder i havnens industrielt forarbejdede landskab, hvor sprængte klippeblokke mødes med havet og lyden af blæst og bølger. Faktisk er vindens susen så voldsom, at den er ved at tage magten fra de unges søgende, sarte og sprøde udtryk. Men vi forstår udlængslen, og vi genkender de unges følelse af usikker identitet og retningsløshed.

Urtid og industrialisering mødes for alvor i Ringebakkebrudene i en afsluttende fejring af efterårsjævndøgnet. Det er blevet mørkt, og på himlen markeres jævndøgnet af en perfekt halvmåne. Dagens artister står på bunker af sten – de industrielle rester af stenbrydningen på Bornholm – og markerer med fælles messen og taktfaste rytmer, at dette industrielle landskab nu er generobret og overgivet til naturen. Som deltagere inddrages vi som lyttende og lydlige aktører i dagens sidste aktion: Vi ledsager artisternes rytmiske klap ved at slå sten mod sten, og vi bliver også lyttere og formidlere, da et ord går fra mund til mund i en gentagelse af et element fra Katinka Wissings performance tidligere på dagen. Dagen samler sig, da artisterne på skift leverer glimt fra deres performances. Der er grund til at fejre en rigtig fin dags oplevelser og også anledning til at reflektere over det hele, som jeg har gjort det her.

 

Om Klippekroppe – Performing Landscapes Bornholm / 23.-24. sept. 2023

Fotos: Verner Kjærsgaard