Det gjorde et flot indtryk – refleksioner over Performing Landscapes Aalborg -KALKLAND

Jeg bor nede i Volsted, som ligger umiddelbart syd for Mjels Kalkværk, og jeg er medlem af Volsted Borgerforening, og på hjemmesiden blev der fortalt om forestillingen.

Det første er selve Performing Landscape, der lyder smadderspændende, og så foregår det i Mjels Kalkværk. Jeg har boet her i 30 år, og har set de store kridtflader, og at der kører store maskiner, når jeg er kørt forbi på landevejen. Men jeg ved i grunden ikke, hvad det er, og det var der en grund til at finde ud af her med denne forestilling.

Jeg var en lille smule høj, da jeg kom hjem. Jeg overvejede alvorligt, om jeg skulle tage op og søndag og tage turen en gang mere. Af tidsmæssige årsager måtte jeg nøjes med den ene gennemgang.

Det fascinerende var hele den måde, det var sat op på med forskellige akter. Første akt var baggrunden, jeg forstod ikke helt symbolikken i den med, at hun delte kalk rundt til de forskellige publikummer og hylder den ind i et stykke stof. Men pyt med det.

Scene to var på toppen af skrænten, hvor vi skulle samle blomster, og en af de medvirkende lavede en dans helt ude på kanten. Jeg sad med jævne mellemrum og tænkte, om hun mon hopper hun ud til sidst? Men jeg kunne se, at der ikke var en blød sliske ned…

Så var der de tre ringe med sted med påmalede tekster. Den yderste ring var med flora og fauna, man finder på stedet, den midterste ring var med sjældne arter, og den inderste var med det, der har været. Sådan opfattede jeg det i hvert fald i et stort kridtleje, med forskellige fossiler, man kunne finde.

Så stod vi oppe på toppen, og så var der tegninger, lidt som på runesten eller dyr på hulemalerier. Næstsidste seance var et nummer i den gamle lade, som var foderstoflade oprindeligt. Her var damen, der tæller om kalkens forskellige muligheder.

I går meget ind i den aktuelle klimadebat som overordnet tema, fornemmer jeg. Det går dybere ned, her er noget, man er opmærksom på. Til afslutningen arbejdede Sonja Strange med forholdet mellem mennesker og maskiner. Det eneste, jeg var ked af, var, at hun ikke direkte brugte motorlyden fra de store maskiner. Jeg har en fortid som fagjournalist, hvor jeg lavede prøvekørsler med tunge maskiner, så jeg har kørt dem alle sammen. Der fik jeg så afklaret bagefter, at det var fordi, hun ikke syntes, at lydbilledet var godt nok.

Jeg fik en dejlig travetur. Jeg fik først og fremmest fundet ud af, at kalkværket dækker over flere hundrede hektar. Den oplysning har jeg sendt rundt til mit netværk, og reaktionerne har været: Hold da op! Er det så stort?

Jeg har kommet her, og har boet tæt på siden 1953. Når jeg er kørt forbi, har jeg altid været klar, at man i gåseøjne høster jordbrugskalk.

Heldigvis blev det kun til nogle få dråber vand, og havde det været det store regnskyl, havde det været træls, men det undgik vi. Jeg har oplevet opera i Rebild nogle gange og Verdensballetten, som også er udendørs, når de har haft forestillinger oppe i Skagen. Men det her var i høj grad noget nyt.

Jeg synes, det er super. Det kunne have været sjovt at få en kort introduktion til første akt, hvad ligger der af tanker bagved. Den med at samle blomster, den var god nok, og tilsvarende også den med stenringene midt på fladen. Det var helt klart, hvor dan det fungerede. Den første har jeg spekuleret meget på, for der er noget symbolik i det hele.

Det er jo teater med en kulisse, der er anderledes i alle henseender. Jeg var gift med Lise, der er uddannet i Teatervidenskab med opera som speciale. Jeg er jo ingeniør, så alene det at møde en kulturperson var jo en øjenåbner af format. Jeg er meget fascineret af regiet. Her var der så et nyt regi, der var formidabelt spændende, de store vidder og det store bagtæppe og den forholdsvis simple regi i den enkelt akt.

Jeg bor selv, så jeg har udsigt over en ådal, og en af de ting, der er meget charmerende ved det, er, at regiet skifter hele tiden. Der er nye belysninger og årstider, og det er samme fornemmelse, når jeg går rundt i kridtgraven, hvert sted er en ny udsigt. Det var en fremragende regi, lad mig sige det på den måde.

Den sidste akterne, men også nummer to på skrænten, hvor vi samlede blomster og kiggede på sten. Specielt den sidste satte sig rigtig flot. Jeg opfattede det som om, det handlede om mennesker og maskiner. Efter dansene, da hun tager et stykke klæde og former det, som viste det en døende eller en død. Det gjorde rigtig flot indtryk på mig. Jeg kan ikke definere, hvad det var

Med min baggrund og kulissen med de store maskiner bagved og musik, og så ligger der en tøjklump på gulvet foran. Så kommer der variationer i musikken, så begynder De Syv slørs dans fra Salome… det skulle have været musikken derfra, der var med, synes jeg, og så former hun denne dukke, og så til slut hvor hun tager den store kalksten og smadrer den. Det gjorde et flot indtryk på mig. Det er diffust, hvad der præcist gjorde det – det er helheden.

Bagefter var det dejligt at komme ud og se kunstnerne, give dem applaus, og de kom frem, så vi kunne snakke lidt med dem.

Jeg er ret sikker på, at jeg nok tager til Skagen mellem den 5. og den 9. september (til Flydende Landskaber af Pernille Garde Stage Art). Den beslutning er inspireret af, hvad jeg har oplevet hernede. Jeg har halvanden times kørsel til Skagen, men det er jeg indstillet på. Jeg synes, det var super godt.

Af Niels Henriksen fortalt til Metropolis

Foto: Hans Ravn