Den Umulige Samtale på Refshaleøen – Talking Landscapes
af Dorthe Walther Brogård, arkitekt Planværkstedet
Vi er en gruppe på ca. 15, der har valgt Den Umulige Samtale. Selve samtalen foregår på et asfalteret areal bag ved de store, forfaldne værftshaller. Rundt om asfalten står en grøn væg af træer og buske, som insisterer på at genindtage dette forladte sted.
Vi sidder på hver sin skammel i en rundkreds. Samtalen starter med, at vi hver især indånder stedet for at bringe minder og erindringer om naturen og landskabet til live. Vi skriver ned, ånder ud, og så pibler fortællingerne frem. Vi hører om storslåede landskaber i Grønland, bellis og biller, fornemmelsen af varme klipper på Bornholm og om at ligge på jorden og kigge op i træerne, dufte græsset og mærke, at man er ét med det hele. Og vi bader mentalt, i grødis om vinteren og i søer om sommeren, hvor vandet vækker os til live og giver ro. Sanserne er i den grad bragt i spil med naturen og landskabet som omdrejningspunkt.
Næste del af samtalen foregår ved, at de første fortællinger i fællesskab bliver til nye. Dufte, farver og fornemmelsen af at være en del af noget større går igen. Vi taler om, at naturen er en del af os, selv om vi for længst er holdt om med at opføre os, som om vi er en del af den. ”Der er børn, der aldrig har prøvet at hoppe i en vandpyt”, får vi at vide. Og vi taler om trangen til at styre, programmere og designe alting – selv vandpytterne. Og at det, som naturen kan, netop er det vidunderligt ustyrlige og uforudsigelige, også selv om det indimellem gør os utrygge og nervøse for fremtiden.
I sidste samtale taler vi bare. Om at klatre på klipper og finde fodfæste og give glæden ved naturen videre til næste generation. Om at frygte naturens kræfter ved at være på afveje og møde lugten af bjørn. Én sammenligner forholdet til naturen med forholdet til familien. ”Hvad betyder det at være i familie, hvis vi alligevel aldrig ringer?”.
Vi konkluderer ikke noget. Men vi vender hele tiden tilbage til, at naturen og landskabet gør noget grundlæggende ved os. At vi har brug for, at den er der – fra mos og svampe til trætoppe, ubrudte kyster og storslåede landskaber.
Den Umulige Samtale er ikke spor umulig. Den bringer os langt væk fra den varme, sorte asfalt på Refshaleøen og viser, at bag det, vi ser, er der oplevelser og historier, der præger de øjne, vi ser med. Den Umulige Samtale vokser tålmodigt frem og giver ikke nødvendigvis svar på noget. Og det er måske lige dét, vi trænger til indimellem.