af Susanne Schmidt – deltager i Talking Landscapes Guldborgsund

Vi blev budt velkommen med te og kaffe. Trevor Davies fra Metropolis fortalte om baggrunden for Talking Landscapes og om valget af Vild Park som landskab. Derefter fortalte Søren Lose og Thomas Seest om deres arbejde som huskunstnere i kommunen, om hvordan de bruger Vild Park i deres workshops med børn og unge og om deres ønske om, at Vild Park også kan bruges af kommunens medarbejdere.

Derefter guidede de os ned i kroppen ved at invitere os til at tage skoene af, vække kroppen med udstrækning og lette bank samt enkle åndedrætsøvelser. Så gav de ordet videre til performancekunstner Annika B. Lewis, der ville være vores guide for ”Den Umulige Samtale”.

Annika gav os først lidt tid til at møde og sanse naturen i Vild Park og førte os derefter om til pladsen, hvor samtalen skulle foregå. Her var der træskamler, tæpper, vand, dadler, papir og kuglepen til rådighed, og vi fik samlet os i en fin tæt ring dér midt i parken.

Inden vi gik i gang, blev vi alle spurgt, om vi ønskede at være med. Det ønskede alle. Der blev ikke lavet nogen navnerunde. Vi var blot mennesker i en cirkel.

Den Umulige Samtale bestod af 3 dele. I den første del blev vi bedt om at huske et minde om en gang, hvor vi havde en særlig oplevelse i naturen, et naturmøde, en forbindelse. Vi skulle genkalde os så mange sansninger som muligt. Derefter fik vi 10 minutter til at skrive dette minde ned.

Vi skulle skrive i lange sætninger og forsøge ikke at redigere i det, vi skrev. At lade det komme til os og flyde med det. Alle i cirklen læste det op, som de havde skrevet, mens de andre lyttede. Man måtte ikke kommentere på hinandens historier.

Der var ingen bestemt rækkefølge. Man bød ind, når man havde lyst. Det var tydeligt, at nogle blev berørte over deres minde, og at nogle minder vækkede genkendelse hos andre.

Derefter blev vi bedt om at skrive i 10 minutter igen. Denne gang inspireret af det, som vi havde hørt i cirklen, eller det, som dukkede op i nuet. Dette delte vi igen i cirklen.

Der kom nye historier, referencer til andres historier, tråde blev samlet, spørgsmål blev stillet. Igen var der ingen, der kommenterede på hinandens. Der blev blot lyttet.

Den tredje og sidste del var en åben dialog. Der var ingen agenda, alt kunne siges. Nogle rejste spørgsmål, som andre prøvede at besvare, der blev erfaringsudvekslet og givet luft for udfordrende oplevelser på arbejdet lige så vel som succeshistorier.

Jeg mærkede en fælles interesse for at trække naturen ind i arbejdet på mange forskellige måder. Der blev nævnt det at bruge musik og samtaler i cirkler som gode erfaringer, men der blev også nævnt, at det kunne være udfordrende at bringe natur, kunst, krop og bevægelse ind i et system, der ofte er meget firkantet. Hvor man ofte kan føle sig som en ressource frem for et menneske.

For nogle virkede det at integrere natur og arbejde, for andre var løsningen at dyrke natur, krop og bevægelse i fritiden for derigennem at skabe en balance.

Til sidst bad Annika os om at skrive et par guldkorn ned. Hvad kunne vi tage med os hjem fra i dag. De blev først delt i cirklen, og så blev vi bedt om at skrive dem med hvid skrift på sorte skilte, der senere ville blive affotograferet i naturen.

REFLEKSIONER FRA DELTAGERNE

Arrangementet sluttede rundt om kaffebordet, hvor der opstod en livlig summen. Der blev netværket og reflekteret over dagens samtaler. Nogle af deltagerne kendte hinanden, nogle arbejdede sammen, men mange var nye for hinanden eller kendte kun hinanden af navn.

Det lykkedes mig at snakke med flere af deltagerne bagefter. Jeg spurgte dem, hvad de syntes om denne måde at samtale på, og om der var noget, de kunne tage med sig fra dagen. De sagde:

”Det var rart at mødes som mennesker uden titel.”

”Det var dejligt at møde kolleger uden hensynstagen til position eller titel.”

”Jeg synes, det er smukt, at kommunen har rum for, at sådanne møder kan opstå. At vi har huskunstnere, der kan byde ind med oplevelser som dette.”

”Det har fået mig til at reflektere over, hvordan vi mennesker opretter systemer og hele tiden arbejder i systemer, selvom det ikke er naturligt.”

”Jeg er sikker på, at der er sået et frø imellem os. Der er opstået nye forbindelser.”

”Det er et fedt format.”

”Jeg kunne især godt lide metoden med at skrive først og så læse det op, man havde skrevet. Det gjorde, at man kunne nå at mærke efter først, inden man delte det, man ville sige. Det vil jeg tage med mig i mit arbejde.”

”Det har været en meget hjertevarmende oplevelse. Det har gjort mig glad.”

”Jeg følte en enhed med de andre i cirklen, da vi delte vores naturminder. Men det var lidt svært, da vi kom til den frie snak, for her blev det pludselig meget arbejdsrelateret, og man kom ligesom fra hjertet op i hovedet igen. Det var dog dejligt at høre, at vi alle syntes, at det at bringe naturen ind i vores arbejde er vigtigt, og at der faktisk er nogle, som har succes med at integrere nye, måske mere organiske måder at gå til deres arbejdsopgaver på.”

”Nænsomhed, tillid og ærlighed er de værdier, jeg tager med mig fra i dag. Nogle værdier, som jeg vil tage med mig ind i mit arbejde.”