Den Umulige Samtale besøger Silkeborg – Talking Landscapes

Af Iben From, cand.mag. i kunsthistorie og religion

 

I en malerisk perle af en biotop er syv mennesker blevet ledt frem til lige så mange ens taburetter, som de skal opstille i en rundkreds på en eng beskyttet af høje træer. Der er en spændt, usikker åbenhed hos deltagerne. Der er fugtigt under fødderne. Hvad skal ske?

Kunstneren Annika B. Lewis guider deltagerne i ’Den Umulige Samtale’ – et hollandsk udviklet kunstnerisk koncept for nye samtaleformer, der følger et fast mønster inspireret af jesuitter-munke: Først sendes deltagerne igen væk fra rundkredsen for at reflektere over et markant naturmøde i eget liv. Så følger tre runder inde i cirkelkredsen, hvor der skiftevis skrives individuel nonstop-tekst og læses op for gruppen af samme. Deles, som guiden kalder det. Først den personlige historie, så hvad man har uddraget af at lytte til de andre medvirkende og til sidst den længere samtale om menneskets naturrelation mere generelt. Emnet er bredt.

Det konstateres hurtigt, at hver enkelt har sin relation til natur, at den er stærk, og at tilknytningen på en måde er livsledsagende. Det er noget, man kan vende til, noget man bærer i sig. Der kan være tale om familiært overdraget viden om at være i naturen, om at forstå naturen, om sansning og om at være ét med tid og rum – i barndommen eller voksenlivet. Flest går langt tilbage i tid for at udvælge deres punkter, en enkelt er her og nu. Få minutter inde i samtalen er nogle synligt bevægede ved disse egne erkendelser.

Der åbnes for posen over for ganske fremmede, hvis navn man ikke engang kender og måske ikke siden vil møde: Skelsættende naturmøder, forbindelse til eller væren i natur som vigtigt ankersted i tilværelsen. For den enkelte en zone, der er svær at beskrive, næsten religiøs, men samtidig er naturerfaringen meget konkret, oftest indlejret i den personlige erindring gennem følelseslivet og sanserne.

I den tredje og bredere del af samtalen ytrer deltagere bekymring for, hvordan det skal gå med naturen. Med menneskets overlevelse. To sider af samme sag, enes man om. Men ikke om vejen til at redde verden.

Der er vilje og ønske i hele kredsen af deltagere om gerne at ville tage ansvar. Samtidig er der en famlen – ingen har det endegyldigt forløsende svar, vi skal bare gøre sådan og sådan… Det er mere, end den enkelte kan overskue, og det i sig – den megen viden, vi konstant har adgang til om miljø- og klimaproblemer world-wide – er en udfordring af rumme. En siger, at det ’er en balance på en knivsæg på den ene side at tage ansvar og finde energi til at handle, på den anden ikke at lade sig synke ind i håbløsheden over de store, uoverskuelige udfordringer’.

Der er også så meget, de syv i rundkredsen ikke ved. Eller nogen ved et, andre ved noget andet. Og at ikke vi, men andre mennesker har forskellige interesser, er vi enige om.

Der tales om oplysningstiden/romantikken, hvor (det vestlige) menneske i filosofisk forstand blev afkoblet fra naturen. Set i det store perspektiv er det få hundrede år, det har været sådan. Men nu lever vi i et silo-opdelt samfund, hvor den enkeltes viden om at leve i og med naturen er gået tabt. Vi mærker, vi har mistet, og der famles.

Samtidig har deltagerne netop modtaget helt ny viden om dejlighed, historie og overvejelser om nutidig og fremtidig naturforvaltning i et privatejet naturområde – stedet med den største biodiversitet i hele Silkeborg Kommune, hvor de netop nu sidder i rundkreds. Ejeren, Magnus Errboe, der er kunstnerisk leder af performance-laboratoriet Hakkehuset, fortalte ved ankomsten om glæden, privilegiet, ansvaret og dilemmaerne ved at være ejer af en naturmæssig perle – der ikke, som man måske kunne tro, er uden forbindelser til omverdenen, men netop forbundet dermed, biologisk og i dyrelivet, gennem fredskovsregler og forvaltningslovgivning, via lokalsamfundets både (bygge)vækst og interesse i adgang og friluftsliv, flere jordejere med forskellige interesser i stedet og meget mere. Og derfor er det ikke bare idel idyl, men også konfliktområde. Hvordan forvalter man det?

Vi ser og hører om miljøtrusler. Der er en kø af konflikter mellem overlevelse og naturbeskyttelse lokalt og i hele verden. Og i nogle egne af verden er medmennesker så fattige og sultne, at der kun kan tænkes på overlevelse her og nu. Det opleves som en luksus at sidde i rundkreds og lade dagen flyde. Deltagerne taler om, hvorvidt specifikke politiske styreformer vil udgøre bedre beskyttelse for naturen end andre.

Det drøftes, om den private ejendomsret på den ene side er et demokratisk problem og på den anden side (måske) garant for en vis naturbeskyttelse – hos jordbrugere, private, fonde og statsejede arealer.

– Det er absurd, at danske landmænd køber deres mad til at fodre grise med, siger en med tanke på de fattige lande, mens en anden tænker, at i Mexico producerer man bioenergi til biler ud af dejlig majs. Samtalen går i mange retninger, men den går – hele tiden. Der lyttes.

Så siger guiden, der også selv er deltager, at vi hver især afsluttende bedes nedfælde en kort sætning eller et ord at tage med videre efter afslutning af samtalen. Vi drager ud i verden! Og som der stod på en seddel til sidst, så havde én gennem dette samtaleeksperiment lært noget om væsentligheden af ’at lytte til og respektere både det enkelte menneskes perspektiver og faglig viden’.

Samtalens iscenesættelse i et nærmest landskabsmæssigt guldaldermaleri netop denne dag og den kunstneriske aktivisme i projektet (”vi er nøglen”) var vist tydelig for enhver. Men en ting kan fastslås: Samtaleformatet, hvor der er god tid, leder, hvis man skulle have glemt det, til erkendelse af, at mennesker har noget til fælles. På den ene side var deltagernes gensidige respekt for de indledende personlige (grænsende til katharsiske) delinger nok medvirkende til, at der ikke var mange konflikter i samtalen, eller at man undlod at følge op på uenigheder, men i stedet søgte andre veje i samtalen. På den anden side gjorde netop samtalens metode, at deltagere i højere grad end normalt lyttede til de andres bekymringer, bevæggrunde og synspunkter.

Naturen omkring de syv mennesker var ligeglad, men den var der uanset med al sin friske luft, en duftende undergrund og enkelte insekter i septembers lette kølighed. Og vi var der.

Efterfølgende: En dejlig varm suppe og snak i solskin omkring træbordet ved søens bred. Tak for i dag.

 

Fotos: Sisse Carelse & Helle Winther