Den Planetariske Grædemur – af Madame Nielsen
Vær med til at bygge Københavns nye monument
AFHOLDT:
lør. 23. juli fra solopgang til solnedgang: Byg Grædemuren sammen med Miss World
søn. 24. juli kl. 10.00-20.00: Besøg Grædemuren og Miss World
STED: Kongens Nytorv, Kbh. K
HVAD: Fælles opbygning af Grædemur og koncert i skumringen
Lad os sammen bygge en grædemur. En grænseoverskridende, planetarisk grædemur, så vi har et sted, hvor vi hver for sig og sammen kan græde vores sorg og fortvivlelse, raseri og oprør ud.
Ved solopgang lægger Miss World den første sten, grundstenen, og herfra og til solnedgang inviteres I til hver at lægge en sten. Som Teufelsberg i Berlin, et kunstigt bjerg skabt af ruinerne efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser, bygges grædemuren af rester af ødelagte bygninger i København og den danske provins.
Miss World binder det hele sammen med samtale, sang og naturmørtel. Som en engel i sin hvide kjole inviterer hun til at samtale om fænomenet en ”grædemur” – om dens relevans og måske sågar nødvendighed i vor tid som et sted, hvor alverdens mennesker uanset nationalitet og tro kan samles for at græde vreden og sorgen ud. Eller sidde alene for en stund med lukkede øjne og ryggen mod muren og bare være.
Ved solnedgang står muren færdig og er blevet præcis så stor eller lille, som den nu tilfældigvis er blevet, endegyldig i sin ufærdighed. I skumringen giver Miss World en stille, akustisk koncert.
Herefter får muren lov at stå som Den Planetariske Grædemur i København til evig tid. Så længe den nu får lov at vare.
Søndag 24. juli vogter Miss World ved Grædemuren, og du kan lægge en seddel ind i muren med dine tanker, følelser, sorger eller bønner til guderne.
VOR TIDS GRÆDEMUR
Da coronapandemien nåede Danmark i marts 2020, lukkede staten kirkerne. Da russiske styrker i februar i år invaderede og begyndte deres bombning af Ukraine, var et af de første mål kirkerne. I Jerusalem er Grædemuren blevet et af de mest betændte steder for konflikten mellem israelske jøder og palæstinensere. Orkaner raser, have stiger, ørkener breder sig dér, hvor regnskovene engang stod.
Hvor skal vi – de endnu levende væsener, dyr såvel som menneskedyr – gå hen med vores sorg, vores fortvivlelse, disse følelser, som dræber os, hvis vi holder dem for os selv bag hjemmets vægge, følelser, der er fælles for alle levevæsener, hvor skal vi gå hen for at græde?
Nu, endelig, i sidste øjeblik, som sendt fra himlen, det vil sige rejst med de bare hænder, i fællesskab og af nødvendighed, tager svaret form, snart er den her: Den Planetariske Grædemur. Kom!
OM MISS WORLD / MADAME NIELSEN
Miss World har i inkarnationer som Madame Nielsen, Agent Nielsen og som del af de verdensomspændende bevægelser Das Beckwerk og The Nielsen Movement siden årtusindeskiftet formuleret storpolitiske handlingsstrategier for den ellers magtesløse alverdensborger, bl.a. med interventioner i Irak, USA, Iran, Afghanistan, Egypten. De forsøger til stadighed at være et eksempel på, hvordan den enkelte verdensborger i fællesskab med andre magtesløse kan være med til at skrive verdenshistorien.
Som den forsonende engel, hun er, dukkede Miss World i 2014 op i det østlige Ukraine netop dér, hvor krigen nu igen raser mellem to søsterfolk, der taler næsten samme sprog, har de samme nationalretter og den samme ortodokse tro. Dér dukkede hun op midt i kampene og sang sine forsonende sange for russiske ”patrioter” og ukrainske ”nationalister”.
Nu er tiden kommet, hvor hun må vende tilbage til verden og forsone os på ny, med hinanden og med vores sorg og fortvivlelse. Thi i sidste ende skal fortvivlelsen forvandles til handling, men hvis sorgen ikke finder sted og den ro, den behøver, bliver handlingen krig og had og ikke skabelse.
www.nielsen.re / instagram: Madame Nielsen
Foto 1, 2, 4, 5: Emilia Therese