Buk og stræk i regn og slud – Reportage og refleksioner fra Screws

Midt i et skybrud en tirsdag eftermiddag tilbød Alexander Vantournhout og hans trup gennem fem mikroforestillinger en hypnotiserende og ærefrygtindgydende undersøgelse af menneskekroppens potentiale, grænser og forbindelse til de objekter og øvrige kroppe, der omgiver den.

af Niels Kristian Bonde Jensen

Alle os, der står samlede foran Marinestation Holmen på Nyholm, har en trussel, nærmest et løfte, hængende over hovedet i form af de enorme, dirrende regnskyer, der om lidt skal splitte himlen ad. Et andet løfte er, heldigvis, at forestillingen, vi er kommet for at se – belgiske Alexander Vantournhouts Screws, der består af fem mindre forestillinger i en blanding af akrobatik og dans, alle udendørs på flådens område på Nyholm – vil blive gennemført uanset vind og vejr. De fleste af mine medpublikummer er da også mødt forberedt op: man ville skulle have fingrene i nøglen til flådens lager af våddragter, hvis man skulle finde en større koncentration af vandresistent tekstil i det givne område på det givne tidspunkt. Personligt er jeg gået med paraplyen. Den kommer til, uden at afsløre for meget, at spille en hovedrolle senere.

Men nu er vi på vej, om bag Marinestationen, forbi en parkeringsplads, til et lille grønt område, hvor Vantournhout og hans trup af fire sportstøjsklædte medartister venter os. De deltager alle i den første forestilling, der bedst kan beskrives som en serie af synkrone og asynkrone parvise øvelser. Der er en forfriskende humor og legesyge til stede; som børn, der tumler rundt i reb, ribber og redskaber i idrætssalen, der får denne selvfølgelig stramt koreograferede og totalt indstuderede serie til at glide umiddelbart og kropsligt intuitivt. Mange af øvelserne er ellers alt andet end intuitive. På et tidspunkt svinger én artist to af de andre, hvad der må svare til små 150 kilo, rundt, så han løfter dem begge med hovederne hængende mod jorden og benene strittende lige op i luften. Menneskekroppen optræder på én gang suspenderet – nærmest trodser ens instinktive forståelse af naturens love – og tydeligvis funktionel. Specialiseret, som et værktøj, toptrænet og i unison med de andre arbejdende kroppe om disse grænsesøgende bevægelser.

Vi bliver guidet videre. Ned til en lille grusvej, der går ned mod havnen, hvor der på midten er opstillet et stort stativ. To kvindelige artister hænger sig i anklerne, hovedet igen hængende nedad, og optræder med en serie, der trækker endnu tydeligere på Vantournhouts cirkusbaggrund. Det grænser til ren akrobatik, når de svinger rundt med urværkspræcis timing, griber fat i hinanden eller barren, hvor de er fastspændt, klikker det ene ben fri, snurrer rundt og finder et hængende udgangspunkt på ny. Men der er også her en ekspressiv ynde og fornemmelse af ømhed til stede i bevægelserne, der må være lånt fra dansens verden. Serien af øvelser er også en serie af to kroppe, der skiftevis tiltrækkes – omfavner hinanden – og fravristes – skubber hinanden væk igen. Der er meget på spil, mens himlen over os endnu kun har kastet lette og hurtigt passerende byger af sig.

Som vi går ned til kajen, indfrier skyerne imidlertid deres løfte: store, eksplosive regnskyl danner sammen med kraftige vindstød over havet en aggressiv ramme om den tredje forestilling, der i sig selv indeholder en vis aggressivitet, men også stor elegance. Foran museums-ubåden SÆLEN, der står til skue på kajen med et torpedomissil udstillet nedenunder skroget, gør Vantournhout klar til sin soloserie. Akkompagneret af klassisk klaver fra anlægget løfter han en bowlingkugle i den ene hånd og begynder at svinge den. I en indfølt dans med kuglen snurrer han, hopper, knæler – alt sammen centreret omkring kuglens rotationsakse. I vores interview med Vantournhout forud for forestillingen forklarer han om sin fascination af ”specialiserede objekter”: objekter, der på overfladen kun har ét specifikt formål, og som er blevet designet til at fuldføre netop dette formål så gnidningsfrit som muligt. Sådan et objekt er bowlingkuglen, men i denne balletlignende seance får den helt nyt liv. Mere nøjagtigt: den bevægelse, som kuglens tyngde og aerodynamik fordrer, giver nyt liv til den dansende krop.

Som jeg overværer kugledansen, bliver jeg pludselig opmærksom på det specialiserede objekt, der i samme nu er en forlængelse af min egen krop. Paraplyen er på papiret vel en af de mere geniale specialiserede objekter? Mobil og med et design, der netop opfylder sit formål: at beskytte mod regnen. Desværre er paraplyens design også et design, der har det med at afsløre sin akilleshæl: vinden. Ligesom bowlingkuglen hiver i armen på den optrædende krop foran mig, hiver paraplyen – som et sejl, der fyldes af vinden – i min. Men ligesom den optrædende krop foran mig tilpasser sig, stritter imod objektets vilje eller indgår i dialog med det, gør jeg instinktivt det samme. Jeg finder på en løsning, hvor paraplystangen sættes i spænd bag min nakke, så skærmen stadig beskytter mod regnen, men vinden ikke får lov til at løbe afsted med det hele. Det handler en del om modstand i det øjeblik på kajen, blandt torpedomissiler, bowlingkugler og paraplyer.

I den fjerde og sidste forestilling (der skulle have været fem, men til den ene, involverende nogle sylespidse issko, udgør vejrforholdene trods alt for stor en risiko) handler det mest om forsoning. Alle fem optrædende artister samles på en plads bag nogle barakker og udfører en serie, der har fokus på sammenfletningen af alle kroppene. Bevægelserne er cirkulære, flydende og konstant transformerende og indgår igen i et form for opgør med vores almene forestillinger om kroppens udformning og formåen: det ene øjeblik en kollektiv armbøjning, hvor kun armene er på jorden, mens alle fem sæt underkroppe er viklet ind i hinanden, hævet op i luften, det andet øjeblik en udvidet herremølle (du ved, den fra lanciersundervisningen i gymnasiet), hvor den ene artist bliver løftet i anklerne og hænger og dingler som en menneskelig klokke, mens de andre roterer rytmisk om hende.

Da truppen har bukket af, og vi har klappet og sætter næsen tilbage mod gennemblødte cykelsadler, stopper uvejret for en stund. En kvinde bag mig kommenterer på vejrforholdene, men indrammer på en måde også forestillingen ret præcist: ”Det skifter godt nok meget, hvad?”.

 

Læs interview med Alexander Vantournhout her

Fotos: Marine Gastineau