BRAVE NEW BRITAIN

The British are Coming 1987 & 1989
New Words, New Language, New Theatre 1998

The British Are Coming var det første projekt, hvor KIT valgte at fokusere på et klart afgrænset tema. Valget af Storbritannien faldt ikke svært. Der var i midten af 80’erne en markant, ny generation af britiske kunstnere, som vi gerne ville bringe til Danmark, også i håb om at stimulere en dialog med den danske scenekunst, der ikke mindst i 80’erne kiggede mod vest.

10 år senere kom der for alvor gang i denne dialog med projektet New Words, New Language, New Theatre, hvor danske og britiske kunstnere mødtes både på og uden for scenen.

The British Are Coming var samtidig et resultat af et nyt og usædvanligt samarbejde mellem en selvstændig organisation som KIT og en national organisation som The British Council, der var enige om, at tiden var inde til at præsentere et relevant modbillede til de etablerede West End-teatre og popmusik. Briterne kom, spillede og sejrede i København i 1987. Rygtet bredte sig til Århus og Odense og på The British Councils initiativ kom et nyt kulturelt samarbejde i stand mellem de tre byer, der blev af stor betydning for de senere Images of Africa-festivaler.

The British Are Coming viste nyskabende og oftest selvstændigt producerende kunstnere inden for teater, dans, performance, musik og film. Det velkendte og etablerede måtte vige pladsen – med Royal Court, Cheek by Jowl og Royal Shakespeare Company som de fornemme undtagelser.

The Royal Court Theatre’s Road med rocksangeren Ian Dury i hovedrollen – kåret til årets forestilling i England – var den første festivals hit. Det var et scoop at få Royal Court, dramatikernes teater, til at forlade Storbritannien for første gang, men også Cheek by Jowls sprudlende, moderne fortolkning af Shakespeares Twelfth Nights var en fuldtræffer i Østre Gasværk. De forholdsvis få, der så lille grotesk-komiske geni-streg A Minute Too Late af Theatre de Complicité var vidne til et af de første udspil fra et kompagni, der kom igen i 1989 og i dag er et af Storbritanniens toneangivende. Deltagelsen af Royal Shakespeare Companys (RSC) i den anden britiske festival gav ikke kun festivalen et statusmæssigt løft, men også publikum, anført af dronning Margrethe, en grusomt betagende oplevelse. Titus Andronicus, iscenesat af den kun 29-årige Deborah Warner, modtog umiddelbart inden Danmarksbesøget, ikke færre end tre Laurence Oliviers Awards.

 

Teatret vakte ubestrideligt mest opmærksomhed, men nogle overbevisende eksempler på unge britiske koreografer, udvalgt i samarbejde med Dance Umbrella i London, ikke mindst DV8s My Sex, Our Dance med Lloyd Newson og Nigel Charnock – begge kunstnere, der siden fik stor betydning for den danske dansescene, Rosemary Butchers samarbejde med komponisten Michael Nyman og Flag af Lea Anderson, bekræftede, at her var begyndelsen til en helt ny æra, udsprunget af såvel Dartington College som af kreativiteteten i Londons barske randområder.

På performance-området fandt Bow Gamelan magien i postindustrielle billeder og rytmer, mens Test Department leverede et rasende opgør med thatcherismen, som delte publikum i to. Et musikprogram, der inkluderede Reggae Philharmonic Orhestra, Loose Tubes, der med Django Bates i spidsen gav en formidabel koncert på Louisiana, og det nye jazz-talent Courtney Pine i Montmartre samt et filmprogram i Grand-biografen fuldendte programmet.

New Words, New Theatre, New Language I 1998 tog The British Council, Café Teatret og KIT initiativ til at se nærmere på det britiske dramatikerteater, der ikke siden Look Back in Anger-generationen midt i 50’erne havde oplevet en lignende kreativ energi inden for dramatikken.

I Danmark sporede man samme grøde. Projektet lå ligefor, og med Radioteatret og en række københavnske teaterscener som samarbejdspartnere blev der præsenteret en lang række produktioner både engelske og danske, med Café Teatrets opsætning af Mark Ravenhills Shopppnig and Fucking i Alexa Thers iscenesættelse, Sarah Kanes Crave og Howard Barkers Ursula, som tre af højdepunkterne.

Hertil kom en præsentation af Performance Poetry, hvor digtere fra Belfast, Bristol, Edinburgh og London for første gang vovede sig uden for Storbritannien for at udfordre hinanden på ord. New Words afspejlede ikke mindst, at Storbritannien – ikke Fools-festivalernes England – havde mange kraftcentre – geografisk set.

Bogen “New Words…” udkom i forbindelse med seminaret, redigeret af Hans Christian Gimbel i samarbejde med Janus Kodal og Filmhuset (Tiderne skifter).

The British Council og danske partnere The British Are Coming viste, at det var muligt at finde finansieringspartnere til usædvanlige kulturprojekter og understregede endnu engang, at et samarbejde
mellem lokale og internationale organisationer er i stand til at flytte milepæle.

The British Are Coming var gjort mulig takket være et samarbejde mellem The British Council, en række private sponsorer og fonde, Københavns Kommune og Kulturministeriet – og for The British Are Coming ’89s vedkommende – Odense og Århus Kommune.
Lukningen af Saltlageret betød, at vanskelige spillesteder, som Den Grå Hal og badmintonsbanerne i Ahlefeldtsgade Medborgerhus, måtte inddrages. Festivalerne ville absolut have vundet, både publikumsmæssigt og funktionsmæssigt, om de havde været koncentreret omkring ét spillested.

The British Council var ligeledes omdrejningspunktet for New Words, som var et forbilledligt bevis på, at når netværkssamarbejdet udføres med vision og konsekvens, efterlader det også dybe spor.

Publikum og presse

Festivalerne bekræftede publikums villighed til at “tage chancer”. En belægningsprocent på ca. 75 for uetableret scenekunst var et meget positivt resultat, som blev nået med begge festivaler. Endnu en gang oplevede vi dog den paradoksale (og for arrangører bekostelige) situation, grundet publikums lange reaktionstid, at der ikke var udsolgt til premieren på Titus Andronicus af RSC, men alligevel behov for at arrangere en ekstraforestilling. Pressen gav en kvalificeret og meget positiv dækning af festivalerne, som i høj grad var med til at stimulere den store interesse. Alene den første festival betød 200 artikler, 15 radioudsendelser plus tv-indslag.

New Words var med sin danske forankring sikret stor publikums- og presseinteresse.

Dette gjaldt også de to afsluttende seminarer, hvor danske og engelske teaterfolk havde sat hinanden stævne.
___________________________________________________________________________________

“Bravo, Britain. The British Are Coming har tiltrukket et stort, ungt publikum, som man sædvanligvis ikke møder på de etablerede danske scener. Der er snarere tale om det publikum, som tidligere fylkedes om Fools-festivalerne…The British Are Coming ligner noget usædvanligt. Nemlig et arrangement, der lykkes fornemt, fordi det ikke høfligt forsøger at behage sit publikum, men vover at udfordre det kunstnerisk.”
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende

“Briterne kom og sejrede. Vidt forskellige med hensyn til indhold, stil og arbejsvilkår har samtlige tilbud markeret sig ved et udadvendt, åbent engagement i samtiden. På den led har festivalen adskilt sig klart fra, hvad man tidligere har kunnet opleve af eksperimenterende, fornyende og avantgardistiske, udenlandske gæstespil… andre indfaldsvinkler og udtryksmåder i teatret end dem, vi er vant til at opleve. Og i den henseende har The British Are Coming levet op til de populære Fools-festivaler.”
Randi K. Pedersen, Land og Folk

“Bevægende og samtidig forunderlig humoristisk er denne skildring af livet i arbejdsløshedens og fattigdommens skygge. Og i Margaret Thatchers England er fattigdom ikke noget relativt, men en helt reel nød… (de) lader os opleve gadens liv som et billede af et helt urimeligt spild, som også er hverdag i dagens Danmark… Disse briter kom, spillede og sejrede. Road er stærkt og vedkommende teater.”
Birthe Johansen, Aktuelt

“Livet narrer, kærligheden driller, lykken griber vi forgæves efter eller fanger i nogle få uvirkelige øjeblikke. Men i denne engelske opførelse af Helligtrekongersaften falder alting – eller det meste – i hak. Pludselig ser vi den Shakespeare, vi troede, vi kendte. Det føles som en befrielse.”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

“Det er et fabelagtigt flot stykke, der bruger al mandsdansens sprælske dynamik… At England er lysår foran os i teknisk dygtighed og koreografisk spændvidde, bliver stjerneklart sådan en aften.”
Marie-Louise Kjølbye, Kristeligt Dagblad (om DV8)

“Bow Gamelan viste en seance, der bestemt ikke ligner andre. Industriens affald som lyd- og lysteater, olietønder som kirkeklokker, skærebrændere som hvæsende musikinstrumenter, fyrværkeri og forunderlige lyde – både skræmmende, skønt og poetisk. En symfoni i S – s for skrot.”
Mogens Garde, B.T.

“De engelske skuespillere kan et mirakuløst trick: at spille rollerne helt ud til den yderste grænse, og så alligevel, samtidig, holde dem tre skridt fra livet. Og lykkes det Deborah Warner gennem de første tre akter at rejse gennem gru til medfølelse, lykkes det hende gennem de to sidste at mobilisere en storslået humor gennem stilbrud og stedse sortere farce… Vi har Peter Brooks ord for, at der hér skrives historie.”
Michael Bonnesen, Politiken (om RSC)

“Brian Cox er med sin fabelagtige nuancering af titelrollen selve nødvendigheden for opførelsens niveau, men så fremragende spilles der i samtlige roller, at forestillingen er et lysende eksempel på ensemblets betydning for den sublime helhedsoplevelse.”
Viggo Sørensen, Jyllands-Posten

“Med sine tre klassiker-opsætninger for Royal Shakespeare Company er Deborah Warner en af dem, der klarest og mest overbevisende har demonstreret, hvor meget fortidens drama har at sige nutiden… Her får vi det chok i sjælen, som er teaterkunstens mening og mål. Og her nedbrydes de kunstneriske og moralske konventioner, der får Shakespeare til at stivne og dø.”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

_______________________________________________________________________________