Bag om Engram – Et interview med Tomas Rajnai

Af Anne Nymark

I mandags fik jeg en god snak over en kop kaffe med Tomas Rajnai fra ”Osynliga Teatern”, om gruppens kunstneriske tanker og det omfattende arbejde med audiowalken Engram, som jeg oplevede i sidste uge (se mit tidligere indlæg fra d. 20.08).

Hverdagsøjeblikkets værdi

Jeg indleder samtalen med at spørge ind til konceptet bag Engram. Tomas fortæller, at manuskriptet dramaturgisk set er stykket sammen af forskellige interviews foretaget med mennesker, som er døende. Uden nogen tilføjelser er teksterne flettet sammen til én samlet historie om en døende mand og hans kvindelige pårørende indtalt på lydspor af to skuespillere. Igennem disse interviews opnåede Osynliga Teatern en ny indsigt, som de tog videre i det kompositoriske og stedsspecifikke arbejde med audiowalken: Det er ikke ekstraordinære oplevelser som at bestige Mount Everest eller se Grand Canyon, som døende mennesker vil huske og savne ved livet, men derimod hverdagsøjeblikke som en torsdag i februar med regn på ruden eller selv samme torsdags hektiske ulvetime med grædende børn slæbende efter sig.

Giv slip på din indre stemme

Giv slip på din indre stemme! Sådan udtrykker Tomas tanken bag forestillingens brug af den kvindelige guides rolige og behagelige stemme, som skal erstatte den kommanderende stemme, vi til daglig har i hovedet. Osynliga Teatern ønsker i Engram at skabe et frirum, hvor vi kan mærke den befriende følelse i at turde blive kontrolleret af en anden stemme end vores egen, så man til tider helt glemmer, man har høretelefoner på. Tomas placerer dermed Engram et sted imellem en hypnose og en radiodokumentar.

To forestillinger i én

Tomas forklarer, hvordan publikum ændrer deres forhold til hinanden: Fra en flok fremmede individer til en samlet gruppe, forbundet med hinanden via oplevelsen. Han understreger, hvordan Osynliga Teatern har leget med tanken om at skabe en film fra hverdagen, som publikum bliver en del af. Idéen er at gøre forestillingen til både din og min historie, hvilket fx sker, idet stemmen i øret beder dig om at tænke på én, du har mistet, samtidig med at du hører den døende mand fortælle sine tanker om livet og døden. Engram rummer så at sige to forestillinger i én: En primær, som er skabt til de deltagende, og en sekundær for folk i det daglige byliv, der undres over ”filmen”, der udspiller sig for dem. Engram opererer således med to forskellige publikummer, som gensidigt betragter og skaber billeder for og med hinanden.

Den kropslige hukommelse

Det handler ikke kun om at lytte til en historie i Engram, lader Tomas mig vide. I stedet har de bevidst arbejdet med, hvordan man rent fysisk mærker det, historien fortæller, ved at stimulere den kropslige hukommelse. Som skuespillere i en film bliver publikum instrueret til at lægge en kropslig investering i forestillingen for at skabe engrammer, mindespor, der med en reference til forestillingens titel er et minde, som bliver så virkeligt, at det efterlader spor – også i din krop.

Hjernen søger efter sandheden

Jeg spørger ind til komplikationerne ved det logistiske arbejde omkring en audiowalk, da jeg selv oplevede, hvordan stemmen og virkeligheden af og til ikke var i synk. Tomas mener, at i sådanne tilfælde søger hjernen efter sandheden, så der opstår en synkronisering med virkeligheden. Fx da man får at vide, at man skal observere parret, der går hånd i hånd, forklarer han, at 4 ud af 5 gange går der et par forbi, men hvis ikke, begynder hjernen at lede efter og skabe netop dette billede.

Hørte du kirkeklokkerne, der ringede?

Andre gange sker synkroniseringen helt af sig selv, når byens rum fungerer som levende kulisser. Som i gårsdagens forestilling hvor Tomas kan berette, at kirkeklokkerne helt tilfældigt begyndte at ringe, øjeblikket efter publikum havde åndet ud for sidste gang, hvilket samtidig får publikum til at lægge særligt mærke til kirkeklokkerne, som ellers ringer hver dag, uden man nødvendigvis hører dem. Den kunstneriske intention bag valget af den specifikke rute til Engram er styret af ønsket om, at give publikum mulighed for at gøre hverdagssteder og -situationer til et personligt og mindeværdigt sted i overensstemmelse med de døendes budskab til os levende – så vi sammen kan sætte uudslettelige spor i vores egen og hinandens hukommelse.