At udsende stille signaler – reportage og refleksioner fra Relay (extended)
”Jeg var lige bange for, at det var Islamisk Stat!”, siger en forbipasserende kvinde på vej mod havnebussen. Når man kigger på de tre sorte flag, der vajer i vinden, deres tre sortklædte bærere, forstår man referencen. Ula Sickles performance drager inspiration fra alverdens protestbevægelser, hvor flaget spiller en rolle som symbol og markør for et bestemt ideologisk tilhørsforhold. Og så alligevel: der er nemlig også noget umiskendeligt antimilitant over denne stille protest. De seks performere, der skiftevis bærer de tre flag, er ganske vist alle klædt i samme farve, men ikke i samme tøj. De er u-uniformerede, men alligevel del af en gruppe og et projekt. Og hvad med flagene? Blankt sorte – som tomme lærreder, hvorpå man kan projicere sit eget budskab, sin egen kamp eller sin egen frygt. Siger det noget om flagene, farven, koreografien eller måske mest om ”os”, at den forbipasserende kvinde instinktivt opfatter optrinnet som et faresignal?
Der er i hvert fald tid og plads nok til at lade tankerne vandre. Som i en art meditation eller tai chi bevæger performerne langsomt og hypnotisk flagene rundt i synkrone og asynkrone bevægelser i henhold til vinden. De fortsætter i tre timer. Markområdet mellem havnebusstoppet og Reffen er næsten demonstrativt øde her mellem madmarkeder, lagerhaller og elektroniske festivaler. Foruden vindens blafren i flagene omringes man af en skizofren akustik af lyde på afstand: maskinbippen, klonk fra fragtbilers på- og aflæsning, hamren og boren, skvulpende opbremsninger fra havnebussen, der lægger til og fra. Tilsæt en konstant baspumpen fra Karrusel Festival, der er i fuld gang rundt om hjørnet, og kirkeklokker i horisonten, der runger over vandet fra Det Gamle København. Med andre ord: Denne protest udspiller sig midt i en af byens mest undseelige mellemrum. Jeg tjekker Google Maps: cirka 4km til Christiansborg Slotsplads.
Kun sendinger af havnebuspassager kommer forbi her. En turist øver sig i at sige ”Refshaleøen”. To unge drenge med kursen sat målrettet mod streetfood krydser over marken, passerer flagene, siger hej. En mand sætter sig kortvarigt i græsset med sin Border Collie, der får en godbid. Jeg går en tur, tværs over marken, sætter mig på en bænk godt 100 meter fra flagene, hvor tre tomme vodkaflasker af tre forskellige discountmærker står placeret med en afstand, der næsten ligner, at den er afmålt. Sin egen lille installation i protest mod områdets høje barpriser? På vej tilbage over marken hakker en flok krager i sprækkerne i den golde jord, letter så og flyver over vores hoveder. Det er gråvejr, og i dette øjeblik får protesten for alvor et ildevarslende udtryk.
Performerne laver en udskiftning. Langsomt og disciplineret. Deres bevægelser er, får jeg fortalt, opbygget efter bestemte mønstre og spejlinger, men samtidig er de ikke dogmatiske. Hvert individ har sin egen autonomitet og identitet i gruppen, men er selvfølgelig bundet af vindretningen. De må tage til takke med det, den tilbyder. Det samme med marken – dens åbne areal, hvor flagene og deres bærere i løbet af performancen optræder i forskellige formationer; oprejst pegende, som vejvisere mod områdets seværdigheder eller som en velkomstkomite, eller horisontalt liggende, som et underlag, et sikkerhedsnet.
Som et relæ sender hver performers bevægelser et signal videre til de andre, der kan efterligne eller svare med et modsignal. Hvilket signal opfanger jeg fra de sorte flag denne eftermiddag? Hvilken protest projicerer jeg over på de tomme lærreder? Som jeg bevæger mig rundt på marken, omringet af bebyggelse og aktivitet på alle sider, tænker jeg over denne marks fremtid, der stensikkert vil byde på udbygning i beton og glas, der vil skærme for blæst, umuliggøre flagenes blafren. Måske er dette et oprør mod den systematiske udfyldning af verdens tomrum – tomrum, hvori protestbevægelser kan få vind i sejlene.
Læs mere om RELAY (extended) – Refshaleøen 24., 25., 26. aug. 2023
Foto: Marine Gastineau