Når arkitektur bliver til lyd

Af Stine Karlsson

Ved Israels Plads truer regnen med at drukne eftermiddagens oplevelse af Décor Sonores vandrende koncert Urbaphonix. Men regnen kaster kun lidt støv på os, og det er helt okay, for det klæder faktisk Israels Plads, den enorme grå betonplads, der har eksisteret i sin nuværende form siden 2014 med sin bølgende arkitektur, at blive fugtet lidt vemodigt i regnen. Her mødes bløde kurver i stenhårde betonmaterialer, træer, der skyder pletvis op og fontæner, der flækker overfladen. Décor Sonore lader dette arkitektoniske paradoks komme til udtryk i den musikalske gåtur gennem pladsen, som for en stund omdannes til instrumentet i deres vandrekoncert. 

En stemningsrejse
Décore Sonore indleder vandrekoncerten i det friske hjørne. Ved et Q-Park-anlæg bliver der spillet tromme på toppen af anlægget ved ventilationskanalerne, og efterfølgende inddrages to publikummer. En af artisterne spiller elektrisk guitar med lyden af distortion på en simpel lynlåsjakke. Den anden spiller bas på en tilskuers snørebånd. Sammen danner de et rytmisk rockband. Jeg forundres over deres opfindsomhed, og over at så simple elementer kan skabe så meget lyd.

Ved boldbanen midt på Israels Plads udspiller en mere dyster del sig. Her omdannes den runde gitterkonstruktion til en enorm xylofon. Décor Sonore skaber en boblende og brusende fornemmelse af vand, der skyller ud, efterfulgt af en knugende lyd af ruder, der pudses. Jeg kommer til at tænke på rungende tunneller, våde brosten, og at det næsten altid er koldt, når det regner.

Mest berusende bliver musikken, da vi ledes over mod fontænerne. Her skærer vandet pladsens massive betonkonstruktion op, og bækkens vandmasser fusionerer i elegante tableauer med Ørstedsparken, dér hvor pladsen og parken mødes. Her udspiller sig et junglespil, en skovtur eller en regndans i fontænernes larmende brusen, som krydres med klimtende harpespil på cykeleger, da én af artisterne bringer en tilfældig cykel med ind i symfonikoncerten.

Improviseret håndværk
Det er tydeligt for enhver, at Urbaphonix det meste af tiden er improviseret. Deres fælles legesyge og lysten til at sætte mikrofonen på en hvilken som helst genstand, blot for at udforske materialet og dets evne til at afgive lyd, springer ud af de i alt fem optrædende artister. Den åbenlyse improvisation gør det samtidig tydeligt for mig hvor stort et håndværk, der ligger bag deres arbejde med denne form for rytmisk lyd. Det kræver stor teknisk snilde at placere de flade mikrofoner hensigtsmæssigt på gitre, jernbroer, beton, glasfacader og cykler. Hertil kommer den kunstneriske del, som handler om at skabe en følelse og stemning hos lytteren, hvor stedet indgår som scenografisk landskab og dermed får en kunstnerisk merbetydning. Décor Sonore formår at gøre begge dele. Hvis de fejler, eller rytmen pludselig halter, hvilket skete få gange, er det et naturligt vilkår, som man accepterer, hvis musikskabelsen samtidig skal være udforskende og legesyg.

Jeg tager lydfølsomheden med mig derfra
Som i et hvilket som helst andet orkester, der improviserer musik, kræver det fælles fodslag og en fornemmelse af at gå samme vej, hvis musikken skal harmonere. Selv vores applaus til slut bliver grebet af Décor Sonores hang til at fastholde lyd. Det lille publikum omkring fontænen klapper i takt. Men artisterne viser os, at vi skal klappe langsommere og langsommere, og pludselig ved vi ikke, hvornår dette klap skal lyde, men formår alligevel at klappe samtidigt. Sådan slutter Urbaphonix med en kollektiv følelse af at skabe lyd ved at være lydfølsom og dermed registrere impulsen. Jeg tager denne lydfølsomhed med mig derfra, da jeg siver væk fra pladsen og ud i nye lydterritorier ved Nørreport Station.

Urbaphonix kan opleves for sidste gang søndag d. 25. juni ved Nikolaj Plads kl. 16, 19 og 21.40

 

Foto: Maja Nydal Eriksen