Og så legede de videre…

Af Susanne Danig

Der er Metropolis i København, og vi er ført på nye spor ud i byen, men sporene fører også tilbage i tiden.

For 35 år siden gik Trevor Davies rundt og syntes, at København ligesom manglede noget – noget fest i gaden, noget internationalt islæt, noget teater der sparkede røv.

Jeg var lige blevet student samme år, og kan skrive under på, at København var en anelse kedelig. Men så kom Fools festivalerne – og det sparkede røv med de festivaler. Vi havde aldrig set noget lignende og København blev noget andet. Pludselig var der liv i gaderne, og man blev overrumplet af en enorm omgang legesyg kreativitet. Teater var pludselig ikke så støvet længere. For mig blev det moderen af alle festivaler, og min personlige åbning til scenekunsten.

Der er løbet meget vand i åen siden da, og i dag skal næsten enhver mellemstor by have en festival – det er stadig mest musik, men omfanget af især gadeteaterfestivaler har været stort i år. Waves i Vordingborg fører stadig an med ny scenekunst på gaden, Passagefestivalen i Helsingør er vokset stor, Bornholms Gadeteater Festival er blevet tilbageværende og Danmarks Internationale Gadeteater Festival har spredt sig til 10 byer. Der er kommet fest langt flere steder, scenekunsten er kommet ud til folk. Festivalerne samler folk i nye fællesskaber, som vi stærkt har brug for, og politikerne elsker festivalerne, forbi de sætter spot på deres by. Jo mere professionelle de er, jo mere vedvarende er det spotlys.

Og Københavns Internationale Teater med Trevor i spidsen er gået mange andre veje, og har igen og igen formået at sætte spot på den nye scenekunst: Dancin’ City, Images of Africa, europæiske byer, Britterne, århusianerne og alle de andre kom. Og til sidst kom cirkusartisterne i nye formater og revitaliserede en kunstform. KIT har altid været i front – og det er de stadig, når de præsenterer os for endnu en omgang Metropolis.

Metropolis har nok været en af de festivalformater, det har været sværest at forstå og udvikle til den folkelige opbakning mange af KITs andre festivaler har oplevet. Fordi den bevidst i de første år har haft karakter af en undersøgelse, med store kunstneriske forskningslaboratorier. Fordi den har tilladt sig selv at gå indaf (når nu alle de andre er gået udaf). Den gik i kreativt mode og tillod sig selv at lege. Det har været sådan en sjælden skat, de indviede har dyrket og plejet på eksotiske steder i byen.

Med de sidste omgange af Metropolis har det ændret sig. I 2013 skete det med det store Domino projekt, der bogstaveligt talt væltede sig igennem København og skabt folkefest på Rådhuspladsen. Hvor Rimini Protokols 100% København indtog de københavnske sjæle og skuespilhuset, og ikke mindst Le. G. Bistaki erobrede Refshaleøen og hjerterne. Og i år fortsætter den gode form. Vi er tilbage i folkemængder, hvor der er næsten slåskamp for at komme til at se, hvor man mærker hypet for at være med. Men samtidig tillader festivalen sig stadig at være eksklusiv; man har stadig fornemmelsen af at være indviet, være med til et projekt med en særlig form for åndelighed.

KIT er på mange måder tilbage ved sit udgangspunkt, hvor publikum møder scenekunsten i uvante omgivelser og på overraskende måder. Metropolis er en tilbagevenden til Fools højder. Vi er bare rykket ud fra byens mest oplagte torve – ud i de uudforskede områder, ud hvor vi ser verden på ny. Vi render rundt i en grusgrav og ser Bistaki-drengene gi’ den gas med 5 tons majs, mens sommernatten sænker sig over Nordhavnen. Vi udforsker den uspolerede Refshaleø i solnedgangen i mødet med 12 unge scenekunstnere under kyndig ledelse af Kitt Johnson. Vi skal på tur i en baggård på Enghaveplads, på Halmtorvet, ud i havnebassinet. Og de formater byens midte udsættes for er nye – som Dries Vanhoeven på Gammeltorv i en lukket boks, der lader os møde tiden tabuer.

Som publikum skal man opsøge det uventede, men det uventede sker også i møder med tilfældige mennesker, der pludselig befinder sig midt i et scenebillede. Scenekunsten er her ikke postulerende og anmassende, den er et tilbud af kreativitet. Den er et åbent rum, man kan vade ind og deltage aktivt i.

Og gennem det hele går der en legende kreativitet; det er de skøre påfunds tid, den finurlige poetik, overraskelser på stribe. Netop det har vi brug for – sådan at se det hele lidt foroven, fra en anden vinkel. Spejle os selv i det der er anderledes, for bedre at forstå vores egen historie. Gadeteaterfestivalerne har altid budt på netop råhed, en ligefrem tilgang til hvad scenekunsten er – Metropolis udvider feltet og giver legen og udforskningen fuld plads.

Fools startede som en leg, og heldigvis så leger de stadig videre.