Byen hacked med malertape
Af Siri Astrup
Kunstnerkollektivet ASPHALT PILOT indtager denne weekend fire forskellige lokationer i Københavns gader. Legende går de i dialog med byen og viser nye perspektiver gennem tapens fortællinger, byens lyd og dansernes bevægelser.
Der er noget helt specielt ved at opholde sig på transitområder. Der er en mangfoldighed af mennesker, som man ikke finder andre steder. Det skaber kontrastfulde møder mellem forskellige verdener, som dog alle har det tilfælles at de er på vej. I dag er jeg på vej hen for at se TAPE RIOT, som har mødested ved Frederiksberg Metro midt i myldretid en fredag eftermiddag. En lille gruppe indviede er samlet ved indgangen i ly for den silende regn, mens strømmen af rejsende hurtigt bevæger sig forbi os. Det rykker i gruppen, og vi siver langsomt ned mod perronen.
Det er sgu da et underligt sted at dyrke yoga
En kvinde med grå hættetrøje begynder langsomt at bevæge sig. Målrettet skabes der streger og former med tape på gulvet som følger kvindens bevægelser. Hun ligger ned. En anden kvinde kommer dansende frem, og placerer sig med front mod en af dørene, som i det samme åbner sig. Metroens lydlandskab former soundtracket til performernes bevægelser. Tog i spor 1 til lufthavnen kører pludselig på repeat fra en skrattende højtaler. Passagerer skynder sig ud af toget, og bliver forsinkede af mødet med de uventede kropsbevægelser på perronen. De tvinges ind i det legende univers, som performerne skaber. Flere ankommer med kufferter direkte fra lufthavnen, og strander forbløffet i det voksende kunstværk. Undrende, grinene og nysgerrigt ser de til, og prøver at finde mening og sammenhæng. En kvinde træder ud af toget, mens hun uinteresseret skæver til danserne, og mumler Det er sgu da et underligt sted at dyrke yoga.
Huse af tape
Tapen afmærker former på gulvet og bevæger sig ned langs perronen. Nogle prøver at undvige tapen, dansende hopper de rundt mellem gaffa og malertape på betongulvet. En af performerne hænger livløst over check ind automaten. En rejsende prøver famlende at komme til og bliver ufrivilligt en del af performancen. Ved elevatoren er danserne klistret op af glasset. Som magneter hænger de fast, mens der bygges nye streger omkring de dansende kroppe. Fra tapen tårner nye perspektiver op på en parallel by i byen. Lydlandskabet forvandles og smelter sammen med larm fra metrodørenes mekaniske rytmer. Bevægelserne er stringente, balancerede og kontrollerede nøjagtig som de former, der vokser frem på betonen og får liv gennem tapen. Sammen bygger performerne nye rum og perspektiver.
Fortællingen har trukket streger til den modsatte ende af perronen og bevæger sig op af rulletrapperne med andre forbipasserende. Folk kigger opslugt til og glemmer hvor de er. Det skaber tumult og sammenstød for enden af rulletrappen, og de lokkes ud af deres målrettede rutiner for en kort stund. Midt i handlingen står pludselig en gruppe unge drenge og skændes højlydt og aggressivt. De forsvinder hurtigt, men deres stemmer vibrerer videre sammen med lyden af tape der rives af muren og hunde der gør. Ud af det grå forsvinder performerne ned i landskabet af øde bygninger. Tapen ligger tilbage som spor fra en parallel verden, der peger mod nye fortællinger om byen.
