Remote Copenhagen: En terapeutisk rejse
Af Stine Karlsson
Den tyske performancegruppe Rimini Protokoll har i deres nye stedsspecifikke vandreforestilling “Remote Copenhagen” udstyret os, lige knap 40 deltagere, med høretelefoner og radiosender. Herfra instrueres vi af en mekanisk stemme gennem det sydlige København.
Gud er en GPS
Vi starter vandringen ved Nordre Kapel ved Sydhavn. Som en intelligent gps kender kvindestemmen hver en vej og detalje på vores tur gennem området, og stier, der normalt ikke befærdes eller findes på et kort. Jeg er dybt imponeret af timingen, der passer på sekundet. Stemmen har noget troværdigt og moderligt over sig. Jeg mærker fra første sekund den terapeutiske effekt ved at gå, ved at bevæge sig i en samlet flok, som en “horde”, som stemmen kalder os, fjernstyret direkte gennem øregangen. Gps-stemmen er nærmest guddommelig og almægtig. Den lader til at vide alt, men indrømmer alligevel i flere metakommentarer at være et produkt af moderne teknologi: “Jeg findes, når jeg taler. Når jeg er stille, er jeg her ikke.” Jeg tager stemmens tale til mig, som var det mine egne tanker. Undlader at tænke for meget selv. Der er jo én, der gør det for mig. Men alligevel er min hjerne på konstant arbejde, for går jeg nu den rigtige vej? Har alle i gruppen forstået beskeden ens? Men det har de – hver gang. Der er tjek på det. Der er ingen afvigere. Og dét er i sig selv tankevækkende.
Ud i byen og ind i kroppen
Vi går og går til det snurrer i lårene, op og ned ad trapper, hen over gravpladser, brosten, gangbroer og S-togsperroner. Imens fodres vores hjerner med gps-stemmens linde strøm af tankeassociationer og påstande, betragtninger om liv og død, om gruppemekanismer, når vi i fællesskab og helt uden ord eller fagter skal vælge at gå mod højre eller venstre på togperronen. Vi valgte højre uden at tøve! Vi ligger under for gruppepresset her og nu, når vi spadserer forbi legepladsen i et socialt boligbyggeri. Her bliver vi bedt om at gå baglæns, lægge alle fordomme bag os. Vi lystrer. Legende børn stopper op og kigger på os som dyr i Zoologisk Have. Eller er det os, der kigger på dem? På Hovedbanegården står vi samlet og kigger på de forbipasserende, som var de skuespillere på en stor teaterscene. Man skulle tro, det var planlagt, for et ungt par løber hinanden i møde og står og kysser med hovedet på skrå, længe. Hun vender sig pludselig væk fra ham og ser os i ét blik, og så blafrer de hurtigt væk i hinandens arme. De fleste går forbi os med bøjede hoveder over deres telefoner eller har blikket stift rettet mod afgangstavlerne med rullekufferter buldrende efter sig. Andre kigger perplekst, når de får øje på os, smiler skævt i en undren. Vi er de tavse statuer, som ganske upraktisk har taget opstilling her midt på en myldreplads. Forbipasserende kan se, at vi hører sammen, for vi har én ting tilfælles: Vi er tavse, lyttende og betragtende iført ens høretelefoner. Det føles som en hemmelighed, vi har.
Af jord er vi kommet….
Stemmens (og vores eget) tankemylder er ledsaget af et mangfoldigt lydunivers, der smører øregangen med både klassisk og moderne musik samt særligt knugende stemningstoner, der får mig til at føle, at jeg medvirker i en mørk thriller med et dystert soundtrack, når vi traver igennem Kødbyen op til Halmtorvet. Vi slår vejen forbi Mariakirken på Istedgade. Den trygge kvindestemme forvrænger sig pludselig og bliver til en mandspersons midt i den andægtige ro, der ellers var faldet over os alle under kirkens hvælvede loft. Det føles mærkeligt med en ny stemme. Som at starte forfra. Jeg vænner mig til det dybe, selvom den mest af alt lyder som en lidt for frisk telefonsælger. Vi smutter ind i en baggård på Reventlowsgade. En bagdør står åben til Grand Hotel. Vores tunge ben trasker det sidste stykke op ad en bred, plysset trappe. Hver etage ligner den forrige med lukkede døre til det ene hotelværelse efter det andet. Vi går hele livet igennem. For hver etage bliver vi mindet om, at vi engang blev født, at vi hele tiden bliver ældre, og at vi skal dø. Det kan mærkes i benene nu. Jeg er træt. Jeg tænker på kirkegården, græsset og jorden under mine sko, navnene på gravstenene. Det var dér, vi startede. Og nu er vi her. På toppen af Grand Hotel med udsigt over den firesporede Vesterbrogade overstrøet med små biler i lange rækker, der bevæger sig gnidningsfrit i et mylder af busser, cyklister og fodgængere. Nu er vi snart frie, på toppen af byens tage, hvor vinden kærtegner os mere ihærdigt end nede på jorden. Stemmen runder af og slutter legen. Følelsen af dens fysiske tilstedeværelse fordufter, og så står vi bare dér. Men den sidder stadig i kroppen. Længe endnu.
Læs om REMOTE COPENHAGEN af Rimini Protokoll / 14. sept.-4. okt. 2018
– foto: KØS