Et voila, Grand Ensemble!
Det er juni måned i København, og blandt fredagsstemning, sommervibrationer, VM i fodbold og Nordvest Festival, under en gavmild aftensol og duften af shish kebab der sitrer over grillkul, har en mangfoldig gruppe mennesker fundet vej til Emaljehaven i Københavns Nordvestkvarter. Her serveres der nemlig en udendørs kulturoplevelse der har det hele: musik, overraskelser og gode siddepladser.
Af Maja Holtze
Der er de parate ældre gæster, som tålmodigt har fundet sig til rette i en de opstillede campingstole med en cardigan draperet over skuldrende. De forberedte familier og unge, der spreder vattæpper og pakker sølvpapiret af deres durumruller. Børn der tosser rundt på naturlegepladsen. Og så er der de lettere forsinkede, der febrilsk forsøger at finde en ledig campingstol på den bedst tænkelige plads. De må lede længe, for det er svært at determinere netop hvor den bedste plads er. Emaljehaven flugter sine lange 220 meter boligblok i en mild bue om en enorm plæne. Selvom bygningen er 18 meter høj, titter et halvfærdigt højhus fra Uptown Nørrebro sit hoved frem i det fjerne. Her er ubegrænset højt til loftet.
Koncerthus skiftet ud med boligblok
Det er 45 altaner der danner ramme om aftenens koncert. Her er 65 klassiske musikere fra Copenhagen Phil placeret, og under kyndig ledelse af den franske komponist Pierre Sauvageot, får deres toner frit spil ud over den enorme græsplane og de hundredvis af forventningsfulde publikummer der er mødt op.
I 45 minutter lang lydkulisse der består af smukke toner fra strygere, trompeter, slagtøj og alt derimellem, inviteres vi indenfor i livet i Emaljehaven. En mosaik af stemmer og lyde fra hverdagen i boligblokken klippes legende og elegant ind i Copenhagen Phils klassiske univers. Vi kan både se, høre og forstå musikken, og relatere til det den fortæller os. Det klæder orkestret at træde ud af institutionen: koncerthuset, og komme ud til det brede publikum, der både bliver eksponeret for noget nyt og velkendt, og hele koncerten igennem sidder med skarpe ører og et saligt smil på læben.
Fra pinlig tavshed til sød musik
Men inden forløsningen, skulle Grand Ensemble lige i gang. Fra et mildt kaos af løbende børn og dåseøl der skulle på plads i den effektive kopholder i campingstolen, fandt et lynhurtigt fokus sted, da aftenens vært, leder af Metropolis Katrien Verwilt, greb mikrofonen og lod sin stemme runge ud over plænen fra alle sider. Flere vendte hovederne i et forsøg på at lokalisere hende, men måtte opgive, da lyden var allestedsnærværende. Og så… stilhed.
Akavet stilhed. Mild usikkerhed. Ved de hvornår de skal starte? Trygheden fra koncertsalens traditionelle opstilling er revet væk under os, når vi befinder os udenfor uden en (synlig) dirigent. Men i gang kom de. Først strengeinstrumenterne. Dernæst slagtøj. Bækkenet. Blæseinstrumenter. Og sørme også en harpe oppe på 4 sal. Der var fuldstændig styr på det. Flere elementer supplerede den søde musik: Stemmer. Nærmere bestemt Emaljehavens beboere. Vi hilser på Anne Marie, Mathias, Stefan, Nadin, Pablo, René, Abuena, Elena og mange flere. En virkelighedsfuld drømmeverden åbner sig for ørene, idet abstrakte toner får besøg af ægte mennesker, der minder os om netop hvor smuk og mangfoldig verden er.
Liv i kulissen
Fra de højere luftlag bliver vi taget helt ned på Jorden igen, som blikket vandrer fra altan til altan til altan til… terrasse. Lige ud for undertegnedes placering sidder fem venner fra 9A st.tv. fuldstændig ublu og nyder kogle kartofler og grillede koteletter på terrassen foran flere hundrede mennesker. Man kan se hvilke genboer der har PH lamper i loftet og cykeldele på væggene. Lejlighedernes store glasfacader giver et blik behind the scenes, og på sin vis bliver bagscenen en del af scenariet på lige fod med orkesteret på altanerne. Det giver mening at vi får et indblik i beboernes liv, når de også er en del af symfoniens lydkulisse.
Og som livet i en boligblok blomstrer og ændrer sig med tiden, skifter det musikalske arrangement også organisk fra sats til sats. Efter en præsentation af beboerne, introduceres vi til Emaljehavens historie. Fra en ny fortællerstemme viser det sig, at det slet ikke er Katrien Verwilt og Metropolisfestivalen der er værter på arrangementet. Nu byder Madam Blå kaffekanden nemlig velkommen gennem en Google translate-stemme – et i øvrigt genialt virkemiddel, der et kort øjeblik gør fortællingen maskinel, så det ikke er en person med et sprog, køn eller en etnicitet der bliver den dominerende fortæller. Alle er lige. Historien om Madam Blå er historien om materialet emalje, der har lagt navn til bebyggelsen. Fra et kort historisk oprids, spiller orkestret videre over fakta om stedet vi befinder os i nu og her. Emaljehaven indeholder bl.a. 187 lejligheder, 1 guldfisk, 5 kaniner og har 46 forskellige sprog repræsenteret blandt beboerne.
Dyr som mennesker og sprog giver sig til kende gennem musikken, der ledsages af optagelser fra altaner, lejligheder og opgange. Dørtelefoner, trin på trappen, knirkende døre og hundes gøen, bliver under kyndig behandling af Copenhagen Phil til musikalske elementer. Selv ringetoner fra telefoner og den 90’er-typiske modemlyd bliver til sød musik. En mosaik af Emaljehavens sporadiske og hverdagslige lyde bragt i orden.
Barnegråd man ikke vil slukke for
Som intensiteten stiger i musikken, står en tyk røgstråle op fra 9A st.tv., der blæser henover violinisterne på 7B 1.th. Grillen er ved at være klar, og det er publikum i den grad også.
En særlig fin sats der høster smil fra tilskuerne, gør brug af barnegråd. Efter en umiddelbar panik fra alle forældre, hvis afkom kunne være kilden til den voldsomme lyd, går det op for os at det blot er en optagelse. Gradvist bliver det tydeligt, at komponisten har dissekeret gråden og leget med de toner den afstedkommer. Den velkendte barnegråd akkompagneres af strygere og går fra at være et irriterende element man ville ønske man kunne slukke for, til at være humoristisk og legende, og give mening rent tonalt. Til sidst kan dog end ikke den bløde, klassiske musik trøste det utrøstelige barn, og alle musikkerne afbryder for et øjeblik forestillingen, lader deres instrumenter falde til side og pumper i stedet i takt med et plastictøjdyr, der giver pive-lyde fra sig. Det var straks bedre, og gråden transformeres til pludrende grin.
Signalforvirring
Som intensiteten stiger, toner Beyonces Run the World sig pludselig frem ovre fra nr. 21. Man fristes til tro, at nogle ballademagere laver ravage under koncerten, men selvfølgelig viser det sig bare at komponisten Pierre Sauvageot er en modigere mand end forventet. Der er ingen der skal tro at populærmusik og klassisk koncert ikke kan gå hånd i hånd. Beyonce gør sin entré fuldstændig efter planen. Et højlydt dommerfløjt dømmer hende ude, men først efter hun har kæmpet mod en tyrkisk popsang, en fransk folkevise og gode gamle Kim Larsen. Mangfoldigheden er repræsenteret i musikken der genklang fra altanerne, selvfølgelig ledsaget af intens underlægningsmusik fra CPH Phil, der giver kulturkampen episke dimensioner som man kender det bedst fra kulminerende krigsscener i biograffilm.
Der er sat det sidste store punktum på at alt og alle kan være med, når den klassiske musik bevæger sig ud fra sine vante rammer og møder et publikum dér hvor de bor. I mødet med en boligblok, gadeteater, en juniaften, åben himmel, aftensol, festivalstemning og 47 nationaliteter, kan alt lade sig gøre.
Goodbye, farvel, wadaeaan, au revoir, arrivederci, güle güle, hasta luego, adios. CPH Phil, Metropolis og alle beboerne fra Emaljehaven takker af for i aften.