Havets ekko gennem København – Reportage og refleksioner fra The Walking City

Af Metropolis

Havblik gennem en rude i Vestindisk Pakhus: Inderhavnen indrammes af Mærsks hovedkontor til venstre, Fregatten Peder Skram til højre. Her åbnes for tanker om havet som handelsvej og krigszone, dets historiske potentialer for udvidelse, herredømme, konstruktion, destruktion. I mellemrummet, på havet nu, sejler de gule havnebusser, der fragter turister fra Refshaleøen til Nyhavn og tilbage. Havet er også oplevelsesøkonomiens domæne, opdagelsesrejsens domæne, eventyrets. Ja, Odysseus drog ud på havet, senere Columbus. Uden deres blikke mod nye vandrette horisonter, spørger en stemme i rummet, havde vi så vendt blikket ret op mod stjernerne? Var vi landet på månen? Havet er essentielt for den lineære fortælletradition i den vestlige verden, forstår vi, for vores lineære selvfortælling.

I rummet, hvor vi står, forklares det, blev slavehandelen mellem den danske koloni på Guldkysten og De Dansk Vestindiske Øer planlagt og iværksat med stor merkantilisme – fra A til B. Tabet af menneskeliv på rejsen var del af datidens cost-benefit-analyser, last over bord. Skibe har også fragtet de afstøbninger, der står opmagasineret i bygningens samling og forbundet Danmark med kunsten fra Middelhavets store civilisationer. Det komplekse er kernen i denne lineære kunsthistorie, opsummeres det. Statuernes ansigter, der udtrykker både nydelse og lidelse.

Det giver næsten sig selv, at man dårligt kan fortælle noget særligt om København uden denne kredsen om havnen og havet. Så det gør vi – en tavs flok på cirka 20 – over de næste fire timers vandring gennem byen.

Vi bevæger os ud på vores egen odyssé, i ordets dagligdagsbrug; en lang rejse fra ét punkt til et andet. Men det er også en odyssé i klassisk forstand med bestemte rytmer, med temaer, udviklinger, modstand, kompleksitet, paradokser. Alt sammen faciliteret af en række protagonister, der vandrer stille og guider os på ruten. Én protagonist optræder med ryggen mod os – vandrende ud i bølgerne. En mytisk sirene, der kalder os ud i det brusende, skummende kaos? Eller en kropsliggørelse af nutidens apatiske flugt fra storbykulissen og alt nybyggeriet bag os? Higende efter en fysisk kontakt til naturen.

En anden guide synger, mens vi bevæger os samlet gennem nyopførte glas- og plæneoaser, hvor børnefamilier griller og lufter hunde. Vi kunne ligne et begravelseloptog, som vi vandrer dér gennem folks dagligdag. En sørgesalme over det døende, gamle København? En hyldestsang til den nye by og den, der altid er på vej?

Undervejs omringes vi af ekkoer af byens liv. Musik og oplæste tekststykker fra forstærkede kilder, der er svære at lokalisere kastes frem og tilbage mellem husmure og maler byrum i nuancer af poesi, melankoli, glæde, længsel. Også kropslige ekkoer spøger. Først fremkommer en flok unge italienske turister larmende gennem Nyhavn, for siden at genopstå som festglade kolbøtteakrobater på en græsplæne på Amager. Man bliver flere gange i tvivl om, hvem der er de optrædende, og hvem der er Københavns virkelige persongalleri.

Er disse ekkoer en højnet iscenesættelse af byen eller fremhævede fragmenter af dens autentiske hverdagsliv? Opmærksomheden er skærpet, sanserne åbne. Københavns mellemrum fyldes af et mylder af små scener. Man kunne argumentere for, at byens materielle, ”døde” verden – bygninger, baggårde, infrastruktur, elmaster – altid indeholder sin egen levende drømmeverden, sit eget troldspejl. Er The Walking City så en animering, en proaktiv besjæling? Måske snarere en bevidsthedudvidelse. En dør, du plejer at gå forbi uden at ænse, der nu åbner sig på klem.

Vi bevæger os også ind i lavere, mere beskedne og interimistiske byrum: barakker, containere, byggepladser og grus. Her tales slaviske sprog i telefoner, her er langt til nærmeste café. Det er steder, du enten bor eller bevæger dig igennem. Du kommer ikke sådan lige på besøg, døren står kun på klem.

Vi slutter med ryggen mod byen. Udsigt over Øresund. Store maskiner, der fragter last til og fra skibe, og maskiner, der er ved at udvide byen ved at inddæmme havet. Her iscenesættes bare endnu en kompleksitet: København er en fortsat tæmning af havet, men havets fortsatte vildskab rummer også Københavns muligheder. For udvidelse, herredømme, konstruktion, destruktion. The Walking City lader kompleksiteterne være åbne for fortolkning, men forener os i et havblik over Københavns historie, nutid og mulige fremtider. Et sirenekald udsendes fra kanten ind mod bykernen og spørger dens beboere: Vil du, tør du, begive dig ud på dybt vand?