Vejret trækker vejret – Reportage og refleksioner fra Greyline

Af Miamanda Bovin Foto: Marine Gastineau

Jeg tilslutter mig publikum ved springvandet foran Statens Museum for Kunst i København. Det regner let, så vi sætter os i ly på de bastante trapper ved museets indgang. Vi venter, imens vi kigger ud på regnen, som føres afsted af kraftige vindstød.

Værket Greyline – som vi om lidt skal opleve – er skabt af den australske koreograf og performer, Renae Shadler, i samarbejde med den argentinske arkitekt og kunstner, Tomás Saraceno. Shadler er særligt interesseret i at undersøge, hvordan vi påvirker og bliver påvirket af vores omgivelser, og i at undersøge grænserne mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. Saraceno har stiftet Aerocene Foundation, hvis øko-sociale projekter behandler klimaaktivistiske problemstillinger gennem kunst. Han har designet de luftbårne tekstilskulpturer, som stiger til vejrs, idét tekstilet opvarmes af solens lys.

Mens vi venter, tænker jeg på, hvordan de to skulpturer vil blive påvirket af det blæsende og overskyede vejr. Idét opdager jeg, at to performere omfavner hinanden i vand til knæene ude i springvandet. Jeg nærmer mig dem og ser, at de er iført klatreseler og gennemsigtige, gule løbebriller. De støtter sig til hinanden, og hviler det ene øre mod den andens skulder. Så tager de begge en dyb indånding, mens de med strakte kroppe og fremskudt bryst kigger op mod himlen for igen at lande sammen. De folder sig ind og ud af hinanden i spiraler. Sådan skaber de en fælles mund imellem sig, der trækker vejret. Den ene spænder sig fast i den andens seletøj – i et langt reb, som kan rulles ind og ud. De trækker sig væk fra hinanden, stadig forbundet af rebet, der bliver en navlestreng.

Deres rygsøjler bølger som vandet i bassinet. Deres øjne søger opmærksomt den andens blik. Tanglignende havorganismer, som bringer hinanden i resonerende svingninger ved at spejle omgivelserne. Deres indre påvirkes af atmosfæren når de trækker vejret ind, og gengælder påvirkningen, da de blæser vejret ud. Gradvist opløser performerne de klare grænser mellem menneskene og luftens og vandets elementer. Det menneskelige og det ikke-menneskelige flyder rytmisk ind og ud mellem hinanden – rygsøjlernes, åndedragenes og vandets skvulpen.

To performere på trapperne er i færd med samme koreografiske materiale. De forbinder sig gennem rebene fra livet med de to performere i bassinet. Åndedrætsspiralerne fortsætter – nu i en lille ny koloni af bølgende og forbundne organismer i resonans med hinanden.

Alt imens kravler den femte performer søgende rundt på plænen ved siden af springvandet. Hun slæber en stor sort tekstilskulptur efter sig, som langsomt fyldes med luft. Den trækker vejret bag hende og de påvirker hinandens bevægelser ved at trække i hinanden. Jeg kommer til at tænke på, hvem der fører dansen, og hvem der følger – at atmosfæren i skulpturen og vindstødene spiller en lige så aktiv rolle, som performeren selv.

Betegnelsen ’greyline’ – som også er værkets titel – bruges om klodens tusmørkezone, der adskiller dag og nat. Denne er i kontant bevægelse og rykker sin grænse, hvilket også resonerer med den måde skulpturen konstant omformes og rykker på sig – helt utilpasset de grænser, vi mennesker har sat i verden.

Vejret er en væsentlig aktør i værket, og bliver det måske endnu mere i kraft af manglen på de vejrpåvirkninger, værket kunne være tænkt til. Solen er ikke fremme og kan derfor ikke opvarme tekstilet, som dermed ikke fyldes med varm luft. I stedet får skulpturen et tungt udtryk – slængende langs jorden. Af og til hvirvler den til vejrs og trækker vejret ind og ud, for så flygtigt at synke mod jorden igen.

Skulpturens udtryk er levende, som den springer op og ned – legende mellem de fem performere, der fra hver sin retning ekstatisk kalder på skulpturen. Performerne omkranser skulpturen og løfter den – fastholdt – op mod himlen.

Syngende går de afsted og fører os med om bag museet. Performerne lægger skulpturen på det skrånende græs, hvis hældning bøjer vinden og straks sender luften ind i skulpturens krop. Skulpturen rejser sig som et stort væsen.

Nu ser jeg, at en fødsel er i gang! Tre fødselshjælpere giver liv til endnu et væsen. Helt ny og krøllet ligger den nyfødte langstrakt på græsset. To af performerne griber fat om skulpturens åbning – munden – og gentager åndedrætsspiralerne fra bassinet og hjælper den med at trække vejret ind, så den vokser i størrelse. Performernes og vindens bevægelser animerer skulpturen – og jeg bliver rørt over dette nye væsen, som de har pustet liv i.

Performerne kigger med vidtåbne øjne ud mod os i publikum, nærmer sig og stryger publikums kroppe med den nyfødte skulpturkrop. Jeg husker, at ilt og berøring er to livgivende betingelser for menneskets overlevelse i denne verden – jeg spejler det fremmede væsens behov for kærtegn. De to væsnerne svæver sammen ind over publikum og ud over plænen.

En børnehaveklasse er tilfældigvis på udflugt i museumsparken og står ivrigt og iagttager de svævende skulpturer, som var de ballondyr. Performerne sætter i løb hen mod børnene, der i en blanding af lykke og frygt hviner og rækker ud efter væsnerne. Jeg tænker på, hvordan børnene uforbeholdent udtrykker de samme følelser, som jeg selv bærer rundt på i mødet med skulpturerne. En brændende nysgerrighed efter at være i fysisk kontakt med de kæmpemæssige ukendte væsner vakt til live af vind og vejr, der afløses af en frygt og tilbageholdenhed over for det ukontrollerbare – er de mon farlige, og hvad kan de finde på?

Afbrudt i denne tanke vinker Renae Shadler mig hen. Hun inviterer publikum ind i skulpturernes verden – ind under deres enorme kroppe. Lidt forsigtigt træder jeg og et par andre fra publikum nærmere og da løber performerne mod os, og lader os dække af de store væsner. Publikum forsvinder kortvarigt ind i de ikke-menneskelige kroppe. Skulpturen kropsliggør og synliggør vindens kontakt til os – at vi konstant er forbundet til det ikke-menneskelige og livgivende element fra inderst til yderst, selv som væsner af vinden.

De fem performere samler sig nu under et træ og sætter sig ovenpå skulpturerne. De begynder at synge en kanon i harmoniske klange, mens de gynger fra side til side – hvilket får luften i skulpturerne til at rulle fra side til side. Skulpturernes bevægelser er et livligt hav, hvor forskellige arter mødes i et spind af forbindelser, resonerende klange og bølger, som gentages i en evighed.