Performing Landscapes Guldborgsund

Et led i en kæde – Performing Landscapes Guldborgsund

Fuldmånesamtale med Sarah Lee Armstrong

af Susanne Schmidt

 

Det summer i Vild Park. Flasker findes frem. Borde. Stole. Her skal være plads til mange. Det er sidste dag i Performing Landscapes. Sidste dag i Sarah Lee Armstrongs måned. Sidste event med Thomas Seest og Søren Lose som huskunstnere i Guldborgsund Kommune.

Det er en stor dag. En afslutning, i en afslutning, i en afslutning. Solens stråler varmer stadig her i slutningen af september. Klokken er snart fem. Det er fuldmåne.

Cykler parkeres. Blomster plukkes og puttes i små vaser. Bålet passes. Borde pyntes. 30 mennesker har tilmeldt sig spisning. Folk småsnakker i mindre grupper. Nogle ser søgende rundt. Hvor mon Sarah er? Børn leger på bakken. Søren kommer med cider. Vi har ikke travlt. Langsomt flyder vi ind i Vild Park tid.

Så kommer Sarah. I cowboybukser og folkedragt. De grønne, gennemsigtige ærmer afslører ornamenterede tatoveringer inden under. To lange, brune fletninger med sorte bånd i. Stort smil. Det er tid til at begynde.

Thomas og Søren byder velkommen. De fortæller kort om deres 2,5 år som Artists in Recidency her i Vild Park og om de sidste 6 måneder med Performing Landscapes Guldborgsund, som er skabt i samarbejde med Metropolis – Københavns Internationale Teater. Her har seks forskellige kunstnere fået en måned hver til at undersøge, opdage, lytte til og interagere med landskabet og de væsner, der bebor og bruger Vild Park.

Nu er det Sarahs tur til at få ordet. Sarah er kunstner, koreograf og performer med base i København. Men hendes rødder kommer fra Lolland. I august 2021 blev hun inviteret til at være med i Metropolis Walking Landscapes, hvor hun gik en 12 timers vandring i sit ophavs landskaber iført sin mormors lollandske egnsdragt.

Erfaringen fra den vandring har hun nu taget med ind i Vild Park. Men denne gang har hun inviteret medlemmer af Nykøbing F. og Omegns Folkedanserforening til at være med i en performance, hvor den nye dans møder den traditionelle folkedans. Et slags åbent laboratorium.

Og så beder Sarah publikum om at læne sig tilbage og nyde det, der nu skal ske. Vi ser Sarah gå gennem Vild Park, mens de mørke skyer driver tættere på. Et dramatisk bagtæppe. Så begynder musikken. Et følsomt, sfærisk og lidt melankolsk soundscape fylder parken. Og som med et trylleslag er alting forandret.

Det er, som om vi bringes ind mellem verdner. Og pludselig ser vi fire mennesker gå stille og roligt med ranke rygge op ad bakken. De går to og to med hinanden i hænderne. Som om de skal afsted til noget vigtigt. Den ene har en folkedanserdragt på. Danserne når bakken, og så kommer regnen. Den starter drypvis, men tager så til i styrke, så de publikummer, der ikke har paraply med, må løbe i læ af træerne.

Performing Landscapes GuldborgsundDanserne står stadig ranke på bakken med hinanden i hænderne. De danser en stille dans og går roligt ned ad bakken hen mod os. Da de er på vej ned, ser vi Sarah i den anden del af parken. Hun danser helt anderledes. Hun danser med sig selv. Men det er, som om hun også danser med noget inden i sig selv.

Langsomt nærmer folkedanserne sig det høje græs, hvor Sarah er. Deres trin forandres. De danser ikke længere sådan som før. De bevæger sig. Sælsomt. Langsomt. Synkront. Det regner. De lader sig ikke mærke med det. De er dansen.

På forunderlig vis fusioneres Sarahs dans med folkedansernes bevægelser, og hun bliver en del af deres gruppe. De danser sammen nu. Bevæger sig gennem det høje græs. Hen for foden af bakken, hvor de igen træder en folkedans. Fem.

Efter nogle runder bryder de cirklen og danser hen til publikum med åbne hænder. Én efter én bliver vi en del af deres kæde. Det regner ikke mere. Vi snor os som en enhed hen til lysningen med soluret. Og folkedansen fortsættes som en slange, der snor sig ind og ud. Da vi alle igen står i en stor kreds, instruerer Rikke, den ene af folkedanserne, en af de danse, vi lige har set dem opføre sammen med Sarah. Nu er det bare vores tur.

”Thunder only happens when it’s raining”, synger Fleetwood Mac fra Sarahs lille højtaler. Stemningen løftes, og folk ser hinanden i øjnene. Vi samles i fællesskabets ånd og dansens glæde. ”When the rain washes you clean you know.”…

Performing Landscapes GuldborgsundOg det er, som om vi er blevet forandrede, fusionerede, fornyede. Kredsen stopper, og Sarah siger tak og stor tak til danserne, som får stående klapsalver. Så guides vi tilbage til borde og bænke, som er blevet våde.

Det er tid til fuldmånesamtale. Men nu kommer der mere regn. Kæden brydes. Energien splittes ud i små satelliter hver sin vej. Hvad gør vi nu? Søren finder en pavillon, der hurtigt kan slås op. Så er der læ. Jeg tager ordet.

Jeg, Susanne Schmidt, har fået fornøjelsen af at samtale med Sarah om hendes måned her i Vild Park. Folk finder til ro. Flere paraplyer finder vej. Energien samles. Jeg spørger ind til det, som vi lige har oplevet. Dansen og historien, som ligger bag. Sarah fortæller, at hun havde en tekst med af Annette Høst, som handler om, hvordan døden og grokraften hænger sammen, og hvordan man gennem landskabet kan mærke…

Sarahs ord stopper. En følelse vil igennem. Hun er blevet berørt. Af dansen, af mindet om hendes mormor, som har syet den dragt, hun har på. Det handler om at finde vejledning og trøst gennem landskaberne. Hun har arbejdet ind i det som en styrke og som en forløsning. Og for at give det videre til andre. Den omsorg, nærhed og det fællesskab, som hun kan mærke, når hun er i naturen. Sarah fortæller med kærlighed i stemmen om sin mormor, som med sine egne hænder har syet hvert eneste sting af folkedragten, hun bærer.

Jeg fortæller publikum om det, som skete tidligere på dagen, hvor de seks kunstnere fra Performing Landscapes Guldborgsund tog publikum med rundt på en performativ og interaktiv vandring i Vild Park, som bl.a. indeholdt en blommetræsplantning. Her havde Sarah guidet en lille ceremoni, hvor deltagerne vandede blommetræet med deres ønsker for derefter at give energi til ønskerne gennem en fælles folkedans.

Sarah fortæller, at vi alle er en del af en kæde, der både strækker sig langt, langt tilbage i tiden og langt, langt frem i tiden. Og ligeså har Sarah været en del af en kæde af kunstnere, som har beboet Vild Park det sidste halve år. Helt fysisk er det symboliseret ved, at kunstnerne på skift har overrakt lerperlekæden med de 29 perler til den næste kunstner i rækken.

Sarah har følt, at det har været en ære og et ansvar at være den, som fik lov til at være den sidste i Performing Landscapes, og hun har gjort sig overvejelser om, hvor meget hun egentlig måtte præge et landskab, når hun bare kom på så kort et visit. Derfor gik hun også meget ydmygt til værks og brugte den første tid i parken på at bede andre om at vise den til hende. At se parken gennem andres øjne. For så at finde sin egen retning og hellige sig den.

Jeg spørger ind til, om der har været momenter eller møder med parken, som har gjort særligt indtryk på Sarah. Hun fortæller, at hun har brugt en del tid på at være med skumringen og læne sig ind i mørket, ind i efteråret. Årstiden, som kalder ind i en anden ro, en tid til refleksion. Og det var det, som træet fortalte hende i går under skumringen. Ro på. Ro på. Tid. Masser af tid.

Derefter åbner jeg samtalen op for, at publikum kan stille spørgsmål til Sarah. Der bliver spurgt ind i til dragten, hun bærer, og om det, hun laver, taler ind i Asatroen. En deltager kommenterer Sarahs arbejde og drager paralleller til landskabsmaleren Nils Larsen Stevns. Søren roser Sarah for at kæde landskabet sammen som den perfekte afrunding på projektet. Som en måde at slutte cirklen på.

Så rundes samtalen af med ordet krydsbestøvning som et samlende ord for det, vi har oplevet i dag. Hvor den traditionelle folkedans blev bestøvet af den moderne danser og med hjælp fra jord og himmel, vild magi, fuldmåne og anekraft frembragte en helt ny art. Vild Park er blevet beriget med endnu en skabelse.

Og så er det tid til at spise. Vi bliver budt på dejlig varm græskarsuppe med lokale grøntsager og blødt brød til. Der er cider og brombærsaft, og senere kommer der æblekage. Solen går ned, og skumringen lægger sit bløde tæppe over forsamlingen. Det blæser lidt op, men bålets varme og dragende lys bliver samlingspunktet, mens resten af parken putter sig i mørket.

Ilden danser og giver energi til de sidste snakke, de sidste kram, den sidste tak. En cirkel er sluttet. Men denne cirkel er en del af en kæde. En kæde, der strækker sig langt, langt tilbage i tid. Og langt, langt, frem.

Selvom parken tømmes for mennesker, lever den stadig. Træerne står der endnu. Fuglene flyver. Frøstandene står ranke mod himlen. Der falder ro på. Bladende slipper et for et. Lægger sig på det høje græs. Edderkopper, svampe, biller er der stadig. De bor her. Det er deres hjem.

Vi kom blot på besøg og har taget minderne med i vores hjerter. Tak, Vild Park. Tak for din væren. Din ro. Dit rum. Din gavmildhed.

 

Læs mere om Performing Landscapes Guldborgsund.

 

Foto: Tim Jørgensen