At åbne stedet og bevidstheden – Performing Landscapes Guldborgsund

Fuldmånesamtale med Annika B. Lewis

af Susanne Schmidt

 

Røgen vælter ud på stien. Det ryger fra bålet hvor en gryde med et rødt låg er hængt op over ilden. Ti træstubbe står i en cirkel lidt derfra. Der er gjort klar til fuldmånesamtale.

Solen bager selvom de ikke havde lovet det. Annika B. Lewis er klædt i hvidt og sort. Om halsen hænger den tunge lerperlekæde med de 29 perler. I dag er sidste dag i hendes måne. Performing Landscapes 5. kunstner i Vild Park.

Folk kommer slentrende fra nord og syd. Søren Lose rører i gryden. Vi sætter os på de små træstubbe. Sludren går. Vi venter på de sidste. Flere træstubbe rulles hen til cirklen, som må udvide sig til tolv.

Så byder Thomas Seest velkommen. Han fortæller om Vild Park og det som er sket her de sidste 2,5 år, mens han og Søren har arbejdet med at omforme Guldborgsund Kommunes rådhuspark til en Vild Park med plads til biodiversitet, kunst, natur- og kulturformidling. Han fortæller om Performing Landscapes Guldborgsund, som er skabt i samarbejde med Metropolis – Københavns Internationale Teater. Derefter giver han ordet til Annika.

Annika vil gerne vise os, hvad hun har arbejdet med siden sidste fuldmåne, og inviterer os først med ind på rådhuset, hvor hun har udstillet videoværket ”Sisyphos Shopping”. Videoen viser Annika som en kvinde i rød kjole på høje hæle, der prustende og stønnende kæmper sig vej op ad bakken i Vild Park. I begge hænder holder hun diverse poser fra forskellige butikker. Poserne svinger frem og tilbage, og hun snubler flere gange. Da hun først når toppen, ser man det hele gå i ring, og hun er igen på vej op ad bakken.

Videoen, som er filmet af Thomas Seest, kører i loop, og man fornemmer denne endeløse og ret komiske kamp mellem det moderne menneske og naturen. Ved siden af videoen hænger et tegnet kort over Vild Park. Det er brændt i kanterne. Minder lidt om et skattekort. Omkring det hænger post it-sedler med ordene: Fortællinger, Intentioner, Det Magiske, Den Anden Side, Sårbarhed, Transformation, Processen, Go With The Flow. Temaer, som vil være en del af Annikas performative vandring rundt i Vild Park.

FORTÆLLINGER

Annika guider os tilbage ud i Vild Park og hen til træstubbene, der stadig står i en cirkel ved siden af bålet. Her skal vi høre fortællingen om cacaogudinden IxCacao, mens vi drikker en kop rå kakao. Den rå, usødede kakao siges at have en hjerteåbnende effekt. Annika og Thomas hjælpes ad med at hælde op til gæsterne. Og mens vi smager på den kraftige, lidt bitre drik, fortæller Annika om den sydamerikanske jord- og frugtbarhedsgudinde, som var et symbol for kærligheden, empatien og nydelsen. Langsomt åbnes vores sanser. Duften, smagen og lyden af Annikas bløde og rolige stemme.

INTENTIONER

Efter Annikas fortælling begynder den performative vandring. Annika guider os mod nord til udkanten af parken, der hvor Thomas Seest i juni måned byggede en portal af pil. Hun fortæller, at det i dag er en særlig magisk dag, for fuldmånen i dag er en Super Blue Moon.

Man kalder det en blå måne, når der forekommer to fuldmåner på samme måned, som det er sket her i august 2023. At kalde den for en supermåne refererer til, at månen netop nu, pga. dens elliptiske bane, er tættere på jorden og derfor vil virke større på himlen.

Derefter inviterer hun os til at gå igennem Thomas’ portal med et ønske om noget, vi gerne vil lægge bag os og noget, vi gerne vil træde ind i. En efter en går vi gennem porten og ind i det fortryllede rum. Intet har forandret sig på ydersiden, men indeni er der åbnet for noget.

DEN ANDEN SIDE

Fra den lille portal guides vi videre gennem det magiske landskab hen til en anden portal, som Thomas har bygget. Den, han kalder for bæstet. Den er så stor, at mange kan gå gennem den samtidig.

Inden, vi går igennem, inviterer Annika os til at ryste os godt igennem. Vi ryster alt det af os, som vi ikke ønsker at have med videre. En sidste rest af modstand måske? Kontrol? Frygt for forandring? Så går vi i stilhed gennem den store portal ind i det ukendte.

Vinden byder os velkommen på den anden side. Vi går op ad en let stigning i landskabet. Så går det ned igen. Stenene ligger, hvor de altid har ligget. Vores skygger vil gerne gå forrest. Vi drejer til venstre rundt om søen, som forsvandt i sommer. Men nu har regnen skabt et lille vandhul omkranset af grøn, frisk vegetation.

SÅRBARHED

Annika stopper op foran det lille bibliotek, som Hartmut Stockter byggede i juli måned. Så åbner hun døren og træder ind i det lille træhus. Gennem den store glasfront kan vi se Annika sidde på hug på stenen og med ryggen mod os vise en dans med sine arme. Et lille, intimt rum, som vi får lov at overvære. Vi står helt stille. Rundt om parken kører bilerne.

TRANSFORMATION

Nu kommer Annika ud. I sin rygsæk har hun små pilekviste i y-form. Det er ønskekviste. Sådan nogle, som folk i gamle dage brugte til at finde vand med. Man skal holde dem med begge hænder hvilende let mellem to fingre, så y-formens åbning peger ind mod sig selv. Bunden af y-formen peger fremad. Det er nu vores opgave at lade ønskekvisten vise os vej til vandet.

Vi går langsomt, lyttende ud i Vild Park. Nogle stopper op ved stenene. Nogle vises ned til vandhullet. Andre står bare. Mærker, lytter, drejer sig rundt.

PROCESSEN

Så samler Annika os for foden af den store bakke. Vi skal op på toppen. Det er en proces at komme helt derop. Annika inviterer os til at stole på, at vi når toppen.

DET MAGISKE

Da alle er på toppen, samles vi foran en stor sten. Det er en kraftsten. Vi bliver bedt om at holde 1 minuts stilhed. Fra bakkens top kan man se hele Vild Park og solen, som er på vej ned mod sundet.

GO WITH THE FLOW

Annika bryder stilheden og viser os vej ned til en lysning. Det er stejlt på denne side af bakken. Nogle går forsigtigt i sommersandaler, andre løber frejdigt ned og lader benene få fart.

Vi samles om soluret, som Thomas skabte under Sommersolhverv i 2022. Her taler Annika om at overgive sig. Vi skal lade vandet i vores kroppe bestemme over os. Sætte os i bevægelse. Tør vi? Kan vi give slip? Den ene bevægelse tager den næste. For nogle er det stille, meditativt flydende, indre vande der bevæger dem. For andre er det bølger, der danser dem rundt og rundt og vildere og vildere.

Efter noget tid kalder Annika os nænsomt tilbage. Vi samler os med tak til sol og måne, de fire retninger, os selv, hinanden og Vild Park.

SAMTALE

Så er vandringen forbi. Med roligt vand indeni og forandret blik i øjnene vandrer vi tilbage til de tolv træstubbe. Det er tid til kunstnersamtale mellem Thomas og Annika.

Der er stille i kredsen. Thomas søger efter ordene. Så spørger han ind til Annikas proces, og hvordan hun er kommet frem til denne performative vandring. Annika fortæller, at hun er blevet inspireret af tankerne om permakultur. Det talte til hende, at man i permakultur først mærker, kigger og lytter til landskabet, før man planlægger, hvad man vil plante, hvordan man vil indrette sit sted osv. Så hun besluttede at give sig selv en uge, hvor hun ikke skulle planlægge noget. Her ville hun være åben for, hvad der opstod på pladsen, med menneskene der var her, rådhuset, byen, det hele.

Hun har reflekteret over sit arbejde og ser, at hun nok er storyteller mere end danser og koreograf. Med denne refleksion har hun skabt vandringen og videoen, vi så inde på rådhuset. De forskellige områder i parken har åbnet for forskellige bevidstheder i hende og nu også i os.

Annika fortæller om de fire morgenbevægelser, som hun inviterede rådhuset og byens øvrige borgere til i løbet af august, og hvordan hun gennem disse bevægelser kunne mærke livet og livsenergien sammen med solen, som stod op og skinnede i dugdråber og edderkoppespind.

Mens Annika fortæller, simrer maden færdig under det røde låg i gryden over bålet. Thomas afrunder samtalen og inviterer os alle til at give lidt lyd, mens Annika overrækker lerperlekæden til Sarah Lee Armstrong, som er den næste kunstner i Performing Landscapes.

Og så er det tid til at spise. Annika har købt vin. Der bliver åbnet for snakken, for vinen, for det uformelle. Det ser helt normalt ud på ydersiden. Men indeni er noget åbnet og for altid forandret.

 

Læs mere om Performing Landscapes Guldborgsund

Foto: Thomas Seest