Fordybet i landskabet – reportage og refleksioner fra Performing Landscapes Randers – KRAKAFONI

Da vi ankommer til Krakamarken, får vi allerførst udleveret hver vores bærestav, og dernæst guides vi i en stående meditation til at mærke vores fødder og åbne vores sanser. Meditationen var en fin måde at arbejde introducerende med stemthed førend turen gik i gang. Efterfølgende fik vi at vide, at vi ikke måtte tale sammen under performancevandringen, og vi fik en lille tematisk introduktion.

Efter introduktion og meditation fik vi til opgave at vælge et lille naturkunstværk fra Rune Fjords
Objects to carry – fra stedet til stedet, som var et kollaborativt værk med bidrag fra alle kunstnere, skabt af organiske materialer fra Krakamarken.

Sammen med vores bærestave bar vi objekterne med på vandringen – det var ligeledes en klar og fin dramaturgisk rammesætning, der gjorde, at jeg som publikumsdeltager følte, at jeg kunne være i ro og lade mig føre ind i de endnu ukendte oplevelser.

Jeg havde ikke lagt mærke til, at der på min stav var et lille farvet bånd – men båndet, fik vi at vide, var bestemmende for, hvilken guide vi skulle følge på turen rundt i Krakamarken. Jeg gik over til min guide og opdagede, at nogle snød og gik sammen, trods forskellige farver. Jeg fortrød lidt, at jeg ikke selv havde snydt. Det havde været dejligt at opleve turen sammen med min veninde, jeg kom med.

På turen mellem kunstnernes oplevelser, skulle vi gå på rækker, hvilket gav nogle virkelig fine billeder af de andre grupper, der snoede sig rundt i landskabet i slanger. Flere i min gruppe tog deres bærestave på nakken, hvilket gjorde at vi hver især skulle passe på ikke at få en bærestav i øjet, når vi gik på rækkerne.

Vi var meget afhængige af hinanden, som den samlede organisme vi bevægede os i – og det var vigtigt at ingen stoppede op for at dufte til en blomst eller tage jakken af, da det resulterede i små harmonikasammenstød. Det blev altså en slags Krakamarks-motorvejskørsel.

Clashet mellem at blive opfordret til at sanse og til at gå på rækken, hvor jeg som individ ikke kunne stoppe op for at se en smuk udsigt, dufte til en blomst, eller mærke barken på et træ, udfordrede mig. Samtidig var denne dramaturgiske udfordring, ligesom støjen fra motocrossbanen ved siden af, en nærværende påmindelse om, at vi er forbundne. Motorlydene rammer os som besøgende i Krakamarken, såvel som de rammer Krakamankens faste beboere. Rammen, jeg følte mig klemt i, var altså samtidig med til at få mig til at reflektere forbundethed og klima.

Da vi nåede frem til den første oplevelse, fik vi at vide, vi skulle efterlade vores bærestave og kunstværker ved et stativ, lavet af grene. Det var gennemgående for hver oplevelse, vi gik ind i og ud af, som at stille skoene og hænge jakken i gangen, førend man går ind.

Det, vi gik ind i, var Jacob Juhls lydværk, hvor vi blev ført fra den meget korte menneske-tid, til den lange geologiske tid via en stemme fra to højtalere.

I lydværket flettede historisk viden om Krakamarken sig ind som del af den poetiske tekst om tid, hvor årstal flød rundt mellem hinanden i rytmiske mønstre, blandet med tekst om stenene, træerne og himlen over os. Samtidig blev vi i samme tekst guidet fysisk rundt i oplevelsen.

Genremixet af poetisk tekst, historiske fakta og fysiske guidelines, kunne have taget mig ind og ud af det poetiske rum, men jeg blev på intet tidspunkt hevet ud af dette via fakta eller guidelines. Kompositionen var stærk, og værket blev også min stærkeste oplevelse på turen. Vi blev guidet til at se op i himlen, se kredsen af trætoppe, der dannede en uperfekt cirkel. Jeg blev dels glad for min Bikram-træning, der gør, at jeg kan læne mig ret langt tilbage, så jeg kunne se hele cirklen på samme tid og dels ramt af klimaskam over at have forelsket mig i en yogaform, man dyrker under infrarøde varmepaneler. Om det var slangen, hvor man ikke kunne træde udenfor uden at påvirke hele flokken, der fik skammen til at være så nær mig, ved jeg ikke? Måske? I hvert fald blev jeg ægte glad for, at cirklen ikke var helt rund, og glad for, at det også blev nævnt i teksten. Træernes uperfekte cirkel gav mig nemlig følelsen af, at jeg heller ikke behøver være og gå lige – jeg er også natur.

Vi blev dernæst guidet til at finde hen til en af de store sten. Min var sort med meget lyse plamager. På den sad den mindste snegl med det mindste sneglehus, jeg længe har set. Meget mindre end min lillefingernegl. Jeg kunne ikke se sneglen, men satte huset på min hånd. Sneglen kom frem, mens jeg udforskede stenen, og den trak verdens mindste sneglespor hen ad min håndflade. Herfra flød jeg lidt ind og ud af lydværket og forsvandt i sneglens fugtige spor på min hånd, dens skrøbelighed og stenens kølige fasthed, styrke og næsten uforgængelighed.

Jeg hørte godt, at der blev fortalt i værket, at stenene alle kom fra Norge, men min sten ville vise mig dens nutids nattehimmel. Stenens kølige sorte krop reflekterede nattehimmelen over Krakamarkens uperfekte cirkel i trætoppene, og dens hvide mønstre reflekterede stjernerne. Jeg kunne mærke en velkendt varme i brystkassen, immersionens varme. Jeg fornemmede samtidig, at vi nok snart skulle videre i slangen udenfor min lille immersive rejse, så selvom jeg befandt mig virkelig godt i selskabet, tiltede jeg min hånd og ”verdens mindste snegl” fandt selv tilbage på ”himmelstenen”, som jeg langsomt slap min fysiske kontakt til.

Har du som læser ikke arbejdet med meditation eller immersion, lyder jeg måske som en noget ”stenet” skribent? Dén lyd kunne jeg måske afbøde, ved at komme med en længere teoretisk forklaring omkring immersive stadier, men nu handler dette skriv jo om min oplevelse af Krakafoni – og vi skal videre på turen.

Da vi kom ud fra oplevelsen og havde taget vores objekter, så en kvinde afventende på mig, hun ville tydeligvis, jeg skulle indtage min tidligere plads i rækken. Jeg følte mig presset til at rette ind, men besluttede mig hurtigt derefter for at gå ned og danne bagtrop, så det ikke forstyrrede, hvis mit tempo ikke var til ”motorvejslange”. Hernede fandt jeg en ”sanseven”. En kvinde der sendte mig et varmt og åbent smil, og som også gik på opdagelse – en enkelt gang sakkede hun så meget bagud, jeg ikke kunne se hende. Jeg grinede indvendig, da hun dukkede frem bag nogle træer et stykke væk og skyndte sig tilbage til slangen. Om end jeg og ”min sanseven” sænkede aldersgennemsnittet i gruppen, var jeg alligevel forundret over, hvordan jeg kom tilbage til at føle mig som et barn, der ikke ville tage kulturens stramme uniform på mig dernede bagved. Som i ”Hallo, jeg er altså voksen, nærmest halvgammel og overhovedet ikke barn på tværs.”

Næste værk vi kom til, var Bænkebider af Pia Græsbøll. Vores guide bad en af publikumsdeltagerne om at læse en tekst op om bænkebideren, mens vi fik serveret lokal kirsebærsaft. De fleste stod op, men jeg havde helt droppet gruppenormerne og satte mig op ad en stamme, som stod i en klynge af stammer og var forbavsende solvarm på den ene side. Jeg havde følge af min føromtalte ”sanseven”, og oplevelsen var rar og teksten fin og let.

Fra bænkebidere og saftevand bevægede vores slange sig frem til lydværket af Alex Mørch. Her trådte vi ind gennem en stor portal af træ og videre ind i endnu et af Krakamarken oprindelige værker. Her fandt vi også Alex Mørch og hans højtalere.

Alex havde forstærket Krakamarkens egne lyde. Vi blev opfordret til også selv at lave lyde, at blende ind i lydværket. Yes! Fri leg, tænkte jeg. Det var superfedt, som kontrast til slangen, og jeg nød værket og nød at banke, knitre, knase og lytte – indtil det bliver for meget. Lydene blev til alt for høj larm og også ret maskinelle i min erindring. Måske var meningen at jage os på flugt fra vores egne menneskelyde? Som et lydbillede på den brutale indvirkning, vi som mennesker har på kloden? Flere publikumsdeltagere holdt sig for ørene og forlod værket.

Da alle var ude af portalen, bevægede vi os videre i slangen, indtil vi nåede til det næste værk; Echoes of the Past Traces of the Future af Trine Rytter Andersen. Her tog Trine imod os og bad os om at lægge os godt til rette på græsset, efter vi havde kigget ud over landskabet. Vi kom ned at ligge, og ”Jorden bærer dig” var herefter en del af begyndelsen på et miks af meditativ tekst og formidling om naturen, som selve grundlaget for vores eksistens sammenflettet med et historisk view op igennem tiden.

Som yogainstruktør og immersionsnørd, har jeg oplevet mange guidede meditationer, men aldrig tidligere én, hvori ordet ”industrisamfund” indgik – det har jeg så nu. Med de bibelske ord: ”Af jord er du kommet”, førte Trine os ind i en cyklisk tankegang, hvor vi blev mindet om, hvordan vores egne kroppe skal ned i jorden. Vi er via vores kroppe, levende og døde, en del af naturens cyklus.

Vores slange snoede sig videre i landskabet og frem til værket; At Gøre Med Landet af Christine Fentz. Et værk der var blevet skabt i Krakamarken sammen med de andre værker, men som på mig virkede mere bekendt end de andre værker, fordi jeg har flere levede år med Christine i min verden, end jeg har levede år uden Christine. Hun er allermest min veninde, men også i perioder min leder.

Vi bliver modtaget af Christine, der inviterer os til at tage plads på store stammer, eller på græsset, så vi danner en slags cirkel. Vi bliver sat til at bælge bønner og vinde garn, og imens vi sidder med beskæftigede hænder, fortæller Christine os om tidligere tiders brug af landet og reflekterer over hvor kort tid, vi egentligt har spist grøntsager uden for sæson? Hvad hvis vi gik tilbage til at spise mere lokalt og efter årstiden? Hvilke brugbare planter findes der i øvrigt lige her, hvor vi er i Krakamarken? Altså, dét kan der komme en hel lille symfoni ud af, hvis vi skaber den sammen – så det gør vi.

Vi får hver et lille stykke pap med navne på Krakamarkens planter og træer og bliver bedt om at vælge forskellige ord at læse op og gentage, så vi sammen skaber en lille Krakamarkens plante-symfoni. Det er helt vildt mange forskellige planter – også med navne jeg slet ikke kendte; f.eks. Jomfru Maria Sengehalm. Selvom jeg kender Christines univers ret godt, så har hun en viden om landskabets planter og andre beboere, jeg til stadighed er imponeret over.

Jeg tror, at vi i min slange, havde den bedste rute! I hvert fald passede det perfekt, at vi snoede os frem til Rune Fjords; Duftspejlet. Rune havde indsamlet dufte fra foråret og sommeren i Krakamarken og stillet et lille og visuelt fint laboratorium på et stort spejl.

Her fik vi lov til at dufte til mange af de planter, vi har hørt om, og lavet symfoni over i At Gøre Med Landet. Vi duftede bl.a. til bjergfyr, skovfyr, syren og føromtalte Jomfru Maria Sengehalm. Rune fortalte, at navnet på sidstnævnte plante, var opstået, fordi utøj ikke bryder sig om duften af planten, hvorfor man puttede den i sengehalmen. Jeg forstår til fulde lusene og lopperne! Den dufter ikke godt! Dufte, er ofte også gode til at få os på rejse i egne minder. Rune bad os om at dele, hvis nogle af duftene havde taget os tilbage til steder og oplevelser. Jeg kunne bedst lide duften af bjergfyr, som sendte mig direkte tilbage i skoven tæt på mit første barndomshjem. Spøjst, for jeg havde glemt den skov og mit liv har mest været fyldt med løvtræer.

Det var i øvrigt dejligt at få lov at tale sammen og helt perfekt at tale i den sidste oplevelse, som en vej ud af Krakafoni. Eller, jeg troede, det var den sidste oplevelse, og vi afleverede også stave og bundter efter denne, men helt ude ved indgangen til Krakamarken, var der lige et lille værk mere. Vi skulle søsætte små siv-lys i vand, lys med håb for fremtiden. Mættet af oplevelser var vi alligevel blevet sultne, så det var en meget fin afslutning med fælles aftensmad på højskolen.

Af Trine Vinther Sørensen

Foto: Hans Ravn