Bones & Stones Claudia Bosse Metropolis København 2023

Evolutionshistorie skåret i granit – reportage fra Bones and Stones

af Niels Kristian Bonde Jensen

Midt i salen former en cirkel af mursten en brønd. Lokalet er dunkelt kun oplyst af enkelte spots. Det syder og oser, røg skyder op fra brønden. Her er varmt og fugtigt, og vi står tæt i stilhed om stenbrønden og røgen som samlet om bålet i en fjern fortid: Nu skal vi lære om altings begyndelse. En stemme i mørket fortæller om meteoritter og sedimenter, om dannelsen af Jordklodens geologiske fundamenter og deres binding af kemiske forbindelser – siden organismer, liv.

Snart efter kommer fem nøgne kvindekroppe i forskellige aldre til syne i salen. De er kun iført sparsom udsmykning i form af knogler bundet om kroppene – én har en lang knogle påmonteret hånden som en ekstra finger, en anden slæber en knogle under foden, så den klakker skarpt mod salens gulv.

Elektronisk skratten og rumlen begynder over højtalerne. I starten lyder det som støj på linjen, usikre forbindelser, men snart findes en puls. Så indtræder den sjette kvindekrop, den ældste, dette stenbrøndssamfunds åndelige leder. Hun danser frenetisk, trancelignende, mens de andre langsomt samles om hende. Hun holder sin halskæde med knogler frem for dem, som en talisman, der velsigner og leder vejen – fremmaner en sanselig og spirituel forbindelse til disse hårde materialer, der er ældre end verden selv.

Bones & Stones Claudia Bosse Metropolis København 2023Kroppene begynder så at nedrive brønden og omplante dens sten i små bunker spredt over salen. Det tager tid, og som publikum spredes vi også, mens kroppene stålsat baner arbejdsruter mellem os. Da processen er afsluttet, stenene omfordelt, en ny samfundsorden indsat, samles kroppene i en klynge i salens ene ende. Her ligger de helt tæt og spjætter som fisk strandet på land. Snart efter begynder en kravlende, moslende fællesmigration mod salens anden ende, hvor et nyt evolutionsstadie åbenbarer sig. Værktøjer tages i brug. Hjulet opfindes. På rullebræt transporteres større stykker sten rundt i salen med høj fart – man frygter for sine skinnebensknogler og lægger mærke til, at kroppene nu har iført sig sikkerhedssko. Ny teknologi medfører nye risici.

En dør åbnes, og vi træder ud fra salen, ud i luften, på grus blandt murbrokker, tonstunge cementklodser og rustne kæder. Til højre skvulper vandet mod kajens stolper, foran os blinker lys fra Refshaleøens industriområder. Røgskyer fra en hundrede meter høj skorsten maler himlen og sætter brønden i salen i perspektiv. Kan menneskehedens historie fremskrives alene ud fra de mængder af røg, vi har sendt ud i atmosfæren gennem tiderne?

Bones & Stones Claudia Bosse Metropolis København 2023De nøgne kroppe står i stilhed og betragter dette industrielle landskab, inden de fortsætter deres bevægelser; finder hamre og trillebøre frem – transporterer og bearbejder materialer i endeløse gentagelser. Larmen fra denne proces intensiveres i takt med musikkens rumlen og kulminerer med en af kroppene bag en mikrofon, der skriger og hviner, gisper og skratter. En infernalsk lydkulisse – som fra den dybeste, brændende ring af Jordens kerne eller som fra en anden planet. Vi står måbende tilbage og guides nu i stilhed ned mod kajen. Her står en anden krop klædt i blomsterprintede stofstykker og smiler, poserer for vores blik. Vimser og danser og blotter sig så fra side til side. Vi kan ikke undgå at fnise. Er det her, i denne mikrokosmiske evolutionshistorie, at forfængeligheden opstår? Når materialer ikke længere kun er til for at opbygge strukturer, men også til for at opbygge selvet.

Hvad der kommer efter, er måske en udlængsel. En krop, stadig nøgen, ligger på en lille kutter med en enorm mammutlårbensknogle ved siden af sig. Motoren tændes, kutteren tøffer afsted ud i havnen, vandet skvulper, og blikket er tomt. Imod storbykulissen i horisonten, konturerne af det moderne liv, bevæger dette bare fortidslevn sig, vil uundgåeligt gå mod grund i fremtiden. Af sten er vi kommet, til knogler skal vi blive.

Læs mere om BONES & STONES af Claudia Bosse / 17.-20. aug. 2023

 

Foto: Marine Gastineau