Fuldmåne-samtale med Hartmut Stockter – Performing Landscapes Guldborgsund
Fuldmånesamtale, 4. måne med Hartmut Stockter
ET STED TIL FORDYBELSE
Bålet dufter. Gryden simrer. Kartofler, kål, feta og tomat.
Annika skærer citroner. Thomas rører i gryden med en pind.
Søren snitter i træ henne ved skurvognen.
I det høje grønne græs går Hartmut og Mette rundt og snakker. De styrer hen mod det nye bibliotek, som Hartmut har bygget under sit ophold i Vild Park.
Det er hans sidste dag i dag.
Dagen hvor han skal fortælle om de processer, oplevelser og tanker, som har udgjort hans Performing Landscapes periode fra sidste fuldmåne til i dag.
På havebordet ligger lerperlekæden klar. Det er i dag, den skal skifte hænder.
Der er 10 minutter til dagens fuldmånesamtale begynder, men den gode stemning bobler allerede, og snakken går om fuldmåne, portaler og Lions Gate. Energierne bygges op.
Så bliver klokken 16, og Hartmut og Mette slår sig ned ved bordet. Susanne kommer. Søren og hans datter Emilia er også klar. Vi er otte i alt.
Thomas hælder vand op til alle.
Der er vejbred i Hartmuts glas. Bikuber på Mettes nederdel, en sol om halsen på Susanne og bjerge på Thomas trøje.
Søren vil tage et billede. Annika pjatter med vandet. Latter og lethed bølger gennem parken.
Efter en kort introduktion til Performing Landscapes og Vild Park, følges vi alle med Hartmut hen til det lille bibliotek han har bygget.
Træhuset er bygget rundt om en stor halvflad sten. Den sten, som børnehaven ofte leger på, har nu fået tag og vægge og vinduer og en dør.
Hartmut fortæller om det at indtage parken på den måde. Selvom han har bygget noget op, kan han ikke undgå også at ødelægge noget. Børnenes leg. Myrenes bolig.
Han går ind ad døren til biblioteket.
Vi andre står udenfor og kigger ind gennem det store glasparti, der fylder hele forsiden.
Den store grå sten dækker det meste af gulvplanet. Til venstre for stenen er døren, bag stenen er endevæggen. Til højre for stenen er en hylde, hvor der står BIBLIOTEK. Nedenunder en grov bordplade, som kan klappes op og ned.
Står man inde i biblioteket og kigger ud gennem glasfronten, har man et flot udsyn til søen, som ikke er der mere, til bakken og skurvognen og de store egetræer på den anden side. Under det store vindue finder man en hylde med fem små træklodser, der minder om små kister. Løfter man dem, er der et hulrum. Her kan man begrave de insekter, som gik til grunde.
Hartmut viser os sin store rygsækbog. Den passer perfekt på bordpladen i biblioteket.
Ja, faktisk er det bogen, som er hovedpersonen derinde. Det er her, Hartmut skriver og tegner om sin oplevelser på diverse rejser og residenser. Der er kommet et helt kapitel om Vild Park. Og det er ikke kun Hartmuts iagttagelser af skygger, flagermus, edderkopper og sjældne fugle som er foreviget i bogen. Der er også kommet et kort over Vild Park, ideer til nye opfindelser, tilføjelser til biblioteket samt bud på plakater for menneskers ret til at tage en pause fra arbejdet, når de ser en ny art med titlen: Jeg kræver artsmangfoldighedsarbejdspauser!
Hartmut kommer ud, og vi går rundt om biblioteket og kigger nærmere på materialerne, han har brugt og måden, han har bygget.
Han beskriver det som en pølseteknik. Hvor alt det træ, han kunne finde, skulle bruges.
Det var materialerne, der definerede hvad, der kunne lade sig gøre. Og man er velkommen til at bygge videre på det, hvis man har lyst.
Så går vi alle tilbage til bordene henne ved bålpladsen. Thomas kigger til maden og Søren begynder sit interview med Hartmut.
Han spørger blandt andet Hartmut, om det er et hus til sig selv, han har bygget.
Hartmut forklarer, at sammen med bogen bliver det til en enhed. Når bogen er derinde, så bliver huset til et bibliotek for en enkelt bog. Når han tager sin bog og går væk fra huset, så er det en hytte til hvem end, der måtte komme forbi. Men han vil helt sikkert komme tilbage til Vild Park. Han er slet ikke færdig med stedet. Han vil gerne have mere tid til at studere naturen og tegne i sin rygsækbog. Bruge Vild Park som et sted til fordybelse.
Efter samtalen flyver det om bordet med rosende ord til Hartmuts værk.
Thomas og Susanne har allerede taget det i brug. Thomas har ligget derinde, og Susanne har siddet der flere gange og bare iagttaget egetræerne gennem det store vindueskik.
Der var også den dag, hvor det regnede og blæste, og Mette og de to Susanner var forbi og spise hindbærtærte med Hartmut. De kunne lige alle sammen være derinde, hvis de ville. Men ellers skiftedes de til at sidde på stenen, på dørtrinnet, stå ved bordpladen eller udenfor under en paraply. Det var en hyggelig dag. Med rum til at fordybe sig i kunsten.
Nu er det tid til at overdrage borgmesterkæden til Annika B. Lewis, som er den næste kunstner, der skal være en måned i Vild Park.
”Ej, vi skal hente trommerne,” udbryder Thomas. Og så drøner Søren og Emilia over i skurvognen for at hente instrumenter.
Stemningen ryger endnu en tak op, og der bliver grint forventningsfuldt rundt om bordet. Der skal tages billeder, trommes og hujes for de to kunstnere, for det er jo en særlig dag.
Det er fuldmåne i Vild Park.
Af Susanne Schmidt (skribent og deltager)
Foto: Thomas Seest