En eksplosion af energi – interview med Pernille, performer i Habitat

Pernille, 51, er fra København og uddannet på en performance- og danseskole i Holland. Hun er en af de 40 performere, der lægger krop til den østrigske koreograf Doris Uhlichs performance HABITAT, der spiller på Refshaleøen den 28.-30. juli 2023.

Pernille har længe ønsket at arbejde sammen med Doris Uhlich, så da hun så opslaget om, at HABITAT søgte performere, meldte hun sig – sammen med 139 andre – og blev en af de 40 udvalgte.

Her fortæller hun i en kort pause fra prøverne om processen.

– Det er først i mødet med Doris, at det er blevet mere tydeligt, hvad hun undersøger. Det er spændende og generøst at være med i, hvad hun tænker. Vi undersøger blandt andet hud og vibrationer, siger Pernille og lader fingrene spille på overarmens bløde side for at illustrere processen og konkrete bevægelser: – Der er ikke noget seksuelt i det.

Doris Uhlich Habitat Metropolis København
– Doris har en symbolik om containere. Det er kroppen som en container. Vi er dødelige, og det er containere ikke, men kroppen er kødets container. Det er meget rørende. Vi er stærke og også skrøbelige. Der er et sted i forestillingen, der handler om at være i forandring, og der arbejder jeg med, hvordan kan jeg transformere i min egen krop?

Som performer har Pernille før været med i forestillinger, hvor hun har ageret nøgen. Hun kalder det udfordrende, men hun føler sig samtidig tryg i arbejdet med Doris Uhlich, der selv har optrådt nøgen og derfor ved, hvor udsat man kan føle sig i den situation.

I det hele taget synes gruppen af performeres energi at være meget rolig, ja, i mangel af bedre ord, meget naturlig, i processen.

– Det er sjældent at være med til noget, hvor man den første dag, man er sammen i et rum – jeg tror, der var gået en halv time – og ved anden sang tog alle tøjet af. Det var en eksplosion af energi. Det føltes enormt naturligt. Det var en stor oplevelse af frihed. Vi fødes selv nøgne i et rum. Det er der, vi starter. Det føltes som at blive født på ny. Det var et fint øjeblik, der føltes frisættende, forklarer Pernille.

Hun har samme interesse for nøgenhed i kunst og nogle af de samme synspunkter, som Doris Uhlich giver udtryk for i et interview med Metropolis.dk. Her kalder den østrigske koreograf den nøgne krop for politisk. Læs det interview her.

Doris Uhlich Habitat Metropolis København

– Det, jeg selv interesserer mig for, det er det politiske omkring den nøgne krop. Jeg har lyst til at slå et slag for, at nøgenhed ikke reduceres til noget seksuelt og et udefrakommende blik, som ikke taler til mig, forklarer Pernille om den tingsliggørelse, man kan opleve, når ens krop ufrivilligt bliver til et seksuelt objekt i beskuerens blik.

En ting er at være afklædt under prøver, hvor det primært er de øvrige performere og Doris Uhlichs hold, og nogle få forbipasserende, der ser det. Noget andet er det direkte møde med et publikum på 250 mennesker per aften.

Pernille forventer, at både hun og de andre performere vil mærke, at det vil føles anderledes på spilledagene, men nøgenheden har samtidig været et vilkår og er fundamentet for projektet, der finder sin form over fem intense og tætpakkede prøvedage på Refshaleøen.

– Jeg er fuld af beundring over, at man kan skabe sådan noget på så kort tid, konstaterer Pernille og nedtoner nerverne omkring af performe nøgen.

– Det er en fysisk hård forestilling [at spille], så det er der, mit fokus er, og på den energi, Doris vil have, at publikum skal føle.

– Øjeblikket, hvor vi er nøgne og kigger på publikum, det har vi talt om – hvordan vi kigger på publikum. Det skal være et åbent blik, der ikke er seksuelt, men i stedet signalerer, at jeg inviterer dig ind og giver dig energi.

Doris Uhlich Habitat Metropolis København

Foto 1: fra prøverne 25. juli 2023

Foto 2, 3, 4: Thomas G. Bagge