Fuldmåne-samtale Søren Lose – Performing Landscapes Guldborgsund

Performing Landscapes. Fuldmånesamtale

2. måne. Søren Lose

HJEM – OPHOLDSSTEDER FOR DYR OG MENNESKER

Det er fuldmåne. Det er søndag. Det er sommer. Det er varmt. Solen bager fra en skyfri himmel. Rundt om bord-og-bænkesættene foran den gamle skurvogn samles folk i flok. 24 i alt.

Summen forstummer, da Søren byder velkommen. Det er hans dag i dag. Dagen, hvor han skal præsentere sit arbejde i Vild Park, fra sidste fuldmåne til dagens.

Søren fortæller først lidt om parken, og hvordan der så ud, dengang han og Thomas Seest begyndte deres første Artist in Residency-periode. Skoven i rådhushaven var ved en fejl blevet drastisk beskåret, og en masse træer var fældet og hakket til flis. Siden dengang har de arbejdet på at etablere en bæredygtig park, som hjem for både mennesker og dyr.

Med temaet TRÆ, har Søren den sidste måned skabt bosteder, levesteder og opholdssteder for parkens dyr, insekter, svampe og mennesker. Rammesat af Performing Landscapes Guldborgsund, som er skabt i samarbejde med Metroplis.

Udover Sørens egne værker har han også inviteret andre kunstnere ind til en stafet, som tager udgangspunkt i et foto af den plettede askeborebilles spor i det døde asketræ. Det har Thomas Seest omformet til tryk på t-shirt, Henrik fra kommunen har lavet træskåle af asketræ, Emil Krogh lavet et stenrelief, og SoundOkapi komponeret et lydværk.

Efter en kort introduktion til de andre kunstneres værker, bliver vi inviteret til at følge med rundt på en tur i parken, hvor vi skal se de forskellige værker, som Søren har skabt.

Det første værk med titlen ”Birkestabel” er et hjem for svampene. I den svalende skygge fra en gruppe træer og buske har de fået en fornem og fugtig plads. Gamle birkestubbe er stablet ovenpå hinanden, i et over-menneskehøjde-højt tårn. Et lodret levested, som Søren har gået og vandet og vendt.

Fra ”Birkestabel” går vi hen til en stor bænk af ask, som har fået navnet ”Askebarkborebillebænk”. Som en del af Sørens performance skal den bæres ned til den anden ende af parken. Bænken er, med hjælp fra Sønderskovhjemmet, skåret ud af det gamle asketræ, som lå fældet, dengang Søren og Thomas overtog parken. Nu skal den være et tiltrængt opholdssted for mennesker.

Otte deltagere melder sig som bærere og går i optog via de slåede stier i det høje græs hen til den vilde del af parken. Der, hvor jordhumlen brummer, og sommerfuglene flakser.

Den lange bænk kommer på plads og bliver indviet med tonerne fra SoundOkapis komposition ”Insektmix”. Så bliver bænken testet, og der er plads til 10.

Værk nummer tre er en hængekøje, skabt af møbelstof fra det nedlagte Balling-Ellingsen i Maribo og et gammelt reb fra Bøtø.

Værk nummer fire er en rejsning af forskellige grene smurt med sukker for at tiltrække myrerne. Den har fået navnet ”Simpel organisering.”

Værk nummer fem er ”Enkel bænk til to”, som viser hvor enkelt det kan være at lave et opholdssted ud af det, man har til rådighed. Fra ”Enkel bænk til to” kan man se udover det område i parken, hvor der har været et stort vandhul. Vandhullet er helt tørret ud. Kun et lille mudderhul er tilbage. Der er lagt en træplade henover, for at give skygge og holde på fugten. Man har nemlig fundet ud af, at her bor en frømor med sine små haletudser.

På vej tilbage til mødestedet bliver folk opfordret til at hjælpe til med at hente vand og hælde ned i hullet.

Da vi går forbi bistaderne, hen til regnvandsopsamleren for at fylde vores kander, spande og trillebør, er der en deltage,r som ser, at der er en masse honningbier, der sidder i en kæmpe levende klump oppe i hestekastanjen. De er ved at dele deres bo. En ny dronning er blevet klækket og har ført en stor del af arbejderbierne med ud i træet. Bierne har sværmet, som det hedder. Søren ringer efter biavleren, som vil komme og fjerne dem.

Mens frømor får vand, får de firetyve mennesker Sørens hjemmelavede cider, som er lavet af æbler fra Vild Park og nedfaldsæbler fra lokale plantager. Det bruser i glassene og lidt i maven af spænding over, hvad der mon vil ske med frømor og alle de bier, som sidder i træet.

”Det så ud som om det boblede. Så tænkte jeg, hvad pokker er det for noget, og så fandt jeg ud af, at det var haletudser.”

Søren fortæller om sine observationer i Vild Park. Han har ført dagbog hver dag gennem den sidste måned. Vi er i gang med fuldmånesamtalen. Thomas spørger, hvordan naturen i Vild Park har ændret sig gennem Sørens periode.

”Det har været et ganske koldt forår, og så har det været knastørt. Det har jeg fulgt med i. Men jeg har også observeret, at de tiltag vi har gjort i forhold til biodiversiteten, faktisk gør en forskel. Jeg har set rigtig mange jordboende bier for eksempel. Det er de vilde bier, som er dem, vi skal passe på. De er trængt på deres levesteder. Og de der honningbier derovre, det er jo en helt anden historie. Det er et fremavlet dyr.”

” Der er nogle fugle her i parken, som er ret aggressive. Altså, de der krager har faktisk angrebet nogle af parkbrugerne. Jeg er ikke rigtig blevet angrebet af dem. Men jeg har haft bierne efter mig. Så der har jeg løbet et par gange. De kom helt herover hvor vi sidder nu.”

Jeg synker min cider og spekulerer på, om honningbierne kunne finde på at angribe os i dag? Her er varmt. Godt jeg sidder i skyggen. Ser mig omkring og planlægger min flugtrute.

Søren fortsætter: ”Det sker nu, fordi det også er så varmt. Naturen mærker det. Det er som om, den siger: Nu er jeg ved at tørre ud, nu er jeg ved at dø. Så må jeg hellere til at få sat nogle børn. Og kaster sine frø.”

Han vender sig om og peger.

”De her højbede er et skoleprojekt. Det skal vandes hele tiden, der er fuld sol, og der er masser af vind. Derfor har vi sat fiberdug på. I modsætning til dem så er der vores perma-haver derovre. Der lavede vi masser af dække, med flis og med tang og alle mulige andre ting, vi kunne finde. Nedenunder der, uden at vi har vandet overhovedet, der er faktisk fugtig jord.”

”Det er jo vigtigt at se. Hvad er det for en verden, vi skal forberede os på? Vi skal nok forberede os på, at det bliver meget mere tørt. I lange perioder. Og meget mere vådt i andre perioder. Men balancen mellem de to er ligesom godt på vej til at smutte. Så man bliver nok nødt til at tænke på andre måder at dyrke sine grøntsager på,” fortsætter Søren.

”Jeg tror, det eneste vi kan gøre, er at prøve at redde os selv. Naturen er sgu ligeglad. Den kører bare derudaf, og den er der både før og efter os. Men jeg synes også, at det er vigtigt at tænke på, at der findes andre arter. Og hvordan har de det egentlig? Vi spiser mange dyr i det her land, og de har det ikke særlig godt, så jeg er efterhånden selv holdt op med at spise dyr. For det er ikke bæredygtigt.”

”Jeg ville fokusere på levesteder, både for planter, insekter, dyr og svampe. Med de nye bænke er der nogle steder, hvor man kan sidde og hænge ud og tænker, hey prøv lige at se den der! Og hvad var det? Bænkene er modsat de her mange kom-og-spis-din-madpakke-og-smut-igen steder et sted, hvor man kan hænge lidt ud.”

Efter Sørens beretning er der spørgsmål fra de fremmødte.

En mand spørger ind til stierne, der er slået, og en kvinde roser bænkene, som nu er kommet. Noget, som hun har efterspurgt længe. Og så spørger hun, om Thomas og Sørens har et budskab til dem, der arbejder på kommunen.

Thomas svarer: ”Der er jo helt klart en kulturkamp. Og en æstetisk kamp. Da vi begyndte her, var der robotter, der slog græsset. Vi roder noget mere. Så der vil helt sikkert være nogle derinde på rådhuset, som glæder sig til at vi er væk, så de kan få deres park tilbage. En dagsorden kunne være, at man prøver at lære lidt af denne her periode og tænke, måske skal det bare se sådan her ud, hvis man skal lave en sund natur. Det er måske nogle andre briller, man skal have på, når man kigger ud af vinduet og tænke på, hvordan insekterne har det, frem for hvordan det lige stemmer overens med ens indre billede af, hvordan en park skal se ud.”

Søren supplerer: ”Det kunstneriske rum er også væsens forskelligt fra, hvordan en kommune virker og arbejder. Fordi man netop tillader sig selv at lave research i mærkelige retninger. Tillader sig selv at have

blindgyder. Og det kan man måske ikke forestille sig blive omsat 1:1 i en kommune. Men det der med at skabe de der små sprækker og lukke op for noget. Det er noget af det, som Thomas og jeg prøver på. Hvad nu hvis man lod noget stå et øjeblik, hvad ville der så ske der, samler der sig noget der, som kunne bruges konstruktivt? Det er det, vi gør.”

Thomas: ”Vi kommer til at tale mere med jer her i denne fase. For det er vigtigt for os, at vi kan prøve at afleverer det til jer på en måde, hvor det er oversætteligt.”

Søren: ”Ja og mest af alt, inspirationen, ikke? Nå skal vi ikke sige at det var det? Nu er der bi-show, og så er der mad om lidt.”

Og mens der klappes, rækker Søren Vild Parks borgmesterkæde, der er lavet af lerperler fra parken, til  Thomas, som bliver den næste kunstner, der får en måned til at arbejde med Performing Landscapes i Vild Park.

Søren og Thomas henter maden som Rachel har lavet. En overdådig buffet bliver sat op. Vegetarisk mad i alle farver, baseret på årstidens grønt. Deltagerne summer med hinanden, mens de skæver over til kastanjetræet, hvor bierne stadig kravler rundt om deres dronning.

Biavlerne kommer med dragter på og bedøver bierne med røg. Så saver de grenen, som bierne sidder på, af, og vifter dem med en fjer ned i et tomt bistade. Fulde af forundring og med skåle fyldt med nærende mad, overværer de firetyve deltagere dagens sidste performance.

 

Af Susanne Schmidt, deltager.