Fuldmånesamtale med Stina Strange Thue – Performing Landscapes Guldborgsund

At gøre de usynlige forbindelser synlige

Vi mødes i et vindblæst Vild Park for at høre om Performing Landscape Guldborgsunds første kunstner, Stina Strange Thue, og hendes kunstneriske proces den seneste måned.

Målet med Performing Landscapes er at undersøge, hvad kunstens rolle og potentiale er i en tid med akut økologisk krise.

Thomas Seest, der er ansat som huskunstner i Guldborgsund Kommune, kommer gående med et langt bræt under den ene arm. Han sætter det i spænd i gitteret over ved bålpladsen og skriver FULDMÅNE med store bogstaver. Brættet peger med den spidse ende ind mod rådhuset.

Folk ankommer fra flere verdenshjørner. Varmt klædt på. De fleste med huer og halstørklæder.
Vinden bider. Stina Strange Thue kommer gående, helt i sort, med en stor tung lerperlehalskæde uden på jakken.

Alle samler sig om hende. Thomas byder velkommen.

Han fortæller først lidt om hans og Søren Loses arbejde i Vild Park. Han fortæller, hvordan de, som huskunstnere i kommunen, arbejder med at tænke kultur og natur sammen gennem naturformidling, naturpleje og biodiversitet.

Derefter præsenterer han kunstneren Stina Strange Thue. Hun er den første af i alt 6 kunstnere, som skal styrke biodiversiteten i Vild Park ved at skabe et værk i samråd med den natur, Vild Park består af. Hver kunstner får en månefase at arbejde i, fra en fuldmåne til den næste. Hver månefase slutter med en samtale, hvor kunstneren fortæller om sin proces og sit værk og overdrager stafetten til den næste kunstner.

Det er denne samtale, vi er kommet for at opleve.

Stina Strange er danser og har valgt at bruge sin tid i Vild Park til at undersøge, hvordan man kan gøre de usynlige forbindelser i naturen synlige for på den måde at gøre os mennesker lidt mere bevidste om, hvordan vi er forbundet med naturen og hinanden.

Stina har blandt andet skabt forbindelse mellem de forskellige naturelementer ved at lade dem guide nye ruter på tværs af de etablerede stier. Fra sten til sten, træ til træ.

Hun inviterer os med en tur rundt i parken, og vi går med vinden op over bakken med det vindblæste træ, ned gennem et krat af kirsebærtræer og hen til et område, der er beplantet med frugtbuske og træer. Her er der hængt snore op på kryds og tværs.

Stina fortæller om to workshops, som hun har haft med elever fra Gunslevholm Efterskoles danselinje. De arbejdede med forbindelserne mellem hinanden, og hvordan vi er forbundet og påvirker hinanden, også selvom vi ikke fysisk rør ved hinanden. Snorene var det synlige udtryk af deres forbindelse.

Vi inviteres til at bevæge os igennem disse strengefigurer, og turen går videre gennem parken hen mod rådhuset.

Da vi nærmer os rådhuset, viser Stina og Thomas os en ny vej. Vi går ind mellem to høje bygninger, som forenden forenes af en gang med mange store vinduer. Det ene vindue er en glasdør, som kan åbnes indefra. Man kan se, at den ikke bliver brugt som udgang. Der er intet håndtag udefra og ingen dørmåtte. Græsset bliver ikke slået her mellem bygningerne. Mælkebøtterne vokser sig store og flotte, og når vi skal igennem glasdøren, skal vi henover en radiator. Det føles lidt som at træde igennem en portal fra en verden til en anden. Fra det vilde til det styrede.

Det undrer mig, at denne vej ind ikke bliver brugt af medarbejderne i det daglige. Det er den mest direkte vej til Vild Park. Det er bare at åbne glasdøren, og med et skridt er man ude blandt mælkebøtterne.

Jeg ser, alle gæsterne finder vej ind i rådhuset gennem det høje græs og videre ind gennem glasdøren. Jeg ser at vi lige så stille skaber en sti med vores skridt.

Når vi træder gennem glasdøren, kommer vi ind på den gang, som bliver kaldt strømmen. En gang, hvor der ofte er små udstillinger. Malerier af naturen på lærred med små priser på hænger ved siden af vinduer med udkig til naturen.

I dag ser strømmen lidt anderledes. Der er flyttet rundt på stole og borde og planter. Stina har spændt snore ud på tværs af gangen, så man må bøje sig, hvis man skal videre ud gennem døren til den næste blok. På væggen hænger fotos fra hendes workshops og tegninger af de nye forbindelsesruter, hun havde skabt sammen med Vild Park. Snore, tegninger, tekster.
Og gæsterne væver sig ind og ud imellem dem, mens de nyder et glas vin og en portion vild risotto, som Søren Lose har lavet til os.

De vilde urter fra parken i maden, vinden i håret og vinen i glasset giver varme i kinderne. Lagvis bliver huer, frakker og halstørklæder taget af og lagt i vindueskarmen ud mod Vild Park. Der er en summen og en snakken. Fra vinduet kan man se bistaderne derude i parken og træernes grene, der danser.

Så kalder Thomas os til samling, og vi finder en stol eller slår os ned på gulvet, så vi kan høre samtalen mellem Thomas og Stina. Folk finder naturligt en plads, så alle kan se. Vi sidder lidt, som var vi en del af en kæde.

Thomas indleder med at fortælle om det bæredygtige i at arbejde med naturen som sit publikum, om at åbne sine sanser for det, som vi ikke umiddelbart kan se og om det at lægge et kunstprojekt ind i månens faser som en naturlig rytme, der giver en anden dynamik. Vi ånder ind og ud med månen og lytter lidt mere til de energier, der er.

I dag er det fuldmåne, og publikum er inviteret ind til at høre om Stinas proces. På den måde bliver der skabt forbindelse mellem det, som Stina har arbejdet med ude i parken, og det fysiske, menneskelige publikum.

Stina fortæller om sine oplevelser i Vild Park og om den store kontrast, det er, at arbejde i det åbne, vilde landskab, modsat den sorte boks, som hun er vant til, gennem sit arbejde som danser og performer. Hun er vant til at arbejde med mennesker og for et menneskeligt publikum med helt konkrete projekter.

Her i Vild Park har naturen været hendes primære publikum og medskaber.
Et landskab, der bevæger sig hele tiden. Det er i konstant forandring og har ændret sig meget, siden hun kom den første dag og til nu – en måned senere. Sådan har det også været med hendes værker. De har bevæget sig og ændret sig igennem månefasen.

Så læser Stina nogle af sine første tekster op. Ord, som kan være en lille bro mellem mennesket og naturen. Hun fortæller, hvordan hun ser tilbage på sin måned og ser, at hendes værker er gået fra at være ret stringente i starten til at blive mere og mere vilde og kaotiske.

Thomas taler ind i hele tanken bag Performing Landscapes og spørgsmålet om, hvordan vi kan være skabende mennesker i denne her akutte klimakrise samtidig med, at vi lever i samhørighed med naturen. Og han spørger Stina, om der er opstået forbindelse mellem hende og naturen, mens hun har arbejdet her.

Ja, i glimt, fortæller Stina. Det har gjort hende meget bevidst om hendes egne begrænsninger og forhold til naturen.
Det kræver tid at forbinde sig til naturen, fortæller Stina. Og vi lever i en verden, hvor det føles som om, der ikke er så meget tid. Det kan føles akavet i starten at lægge sig på en sten, men har vi tid nok, kan vi komme ind i forbindelsen.
Jo mere tid, hun brugte med stenen, jo mere naturligt føltes det.

Mens Stina læser om stenen og søen og træet, så kan jeg se dem for mit indre blik. Hendes ord bringer mig derud. Jeg kan mærke, hvordan det er at ligge på en sten og give sig hen.
Nu hænger disse sansninger som ord på en væg i strømmen. Ordene om naturen hænger i strømmen og lægger sig i dem, der læser dem, som en ro, et åndedrag, der bliver dybere.
Jeg håber, medarbejderne på rådhuset, vil tage sig tid til at læse disse ord. Lade dem synke ned. Ned i et andet tempo. Måske få dem til at vende sig om og se ud ad vinduet. Måske få dem til at sætte mere pris på det derude?

Thomas spørger, om naturen får noget ud af vores skabende processer i Vild Park, og om Stina har reflekteret over det at give tilbage til den?

Hun tror helt sikkert, at den måde, vi er overfor naturen på, det kan den mærke. Vi kan jo se, at den måde, vi behandler naturen på, det får store konsekvenser.

Stina italesætter den splittelse, der er i at dele os op og tale om, at der er mennesker og så er der natur. I virkeligheden er vi jo sammen. Men vi har skabt en verden, hvor vi ikke er sammen.
Vi mangler et nyt ord, der samler os.

Men måske gør det en forskel at lave disse kunstneriske undersøgelser og have de unge fra efterskolen ude i naturen og lade dem mærke forbindelsen. Lade dem opleve den helt fysisk.
Måske gør det en forskel at skrive de ord ned, som kom med stenen, træet, vandet. Måske vil de ord skabe nye usynlige forbindelser, mellem mennesker og natur.

Til sidst overdrager Stina lerhalskæden til Søren Lose, som er den næste kunstner, der vil arbejde en månefase i Vild Park. Og så er der udsøgt rabarberkage til alle.

Lige så stille emmer snakken ud, og en efter en, finder gæsterne ud gennem glasdøren. Med blæsende halstørklæder og varme kinder.

Jeg bliver og hjælper med at sætte stolene tilbage, hvor de stod. Stina tager snorene ned. Hendes udstilling på væggen bliver siddende, men ellers ser her nu ud som før. Strømmen er renset for vildskab, og glasdøren er lukket indefra.

Man kan ikke se, vi har været her. Men der er noget, som er ændret for altid. Der er blevet skabt en forbindelse her, mellem de mennesker, som kom, som trådte en ny sti og tog Vild Park med ind under fodsålerne og i håret. Som sad her og lyttede til Stina og stenen og fik en masse indre billeder med sig hjem. Billeder og stemninger, som jeg tror, har styrket deres egen forbindelser til naturen.

Jeg mærker en varme indeni. Det føles betydningsfuldt at have været med her. I dag. At have været med til at styrke en ny forbindelse mellem rådhuset og den vilde natur.

Jeg ville ønske, at medarbejderne havde været med her i kredsen. Jeg ville ønske, jeg kunne spørge dem, hvorfor de ikke bruger den glasdør der.

Men det skal nok ske. For jeg ved, at Thomas og Søren gør alt, hvad de kan, for at invitere folkene fra rådhuset til at være aktive ude i Vild Park. Jeg ved, at de henter madaffald fra kantinen og hælder det ud i komposten. Jeg ved, at de har haft medarbejdere ude og plante træer, og jeg ved, at de vil blive ved med at gøre de usynlige forbindelser mere synlige.

Tak.

Af Susanne Schmidt, deltager.