Oplevelsen af noget storslået – anmeldelse af Amazing Landscapes Silkeborg

Af Søren Rye Lund

Interaktiv forestilling med inddragelse af publikum – en overset forestilling i Silkeborg – på den bedste sommerdag i noget af den smukkeste natur i den smukkeste by i et af de mest fredelige lande i verden. Danmark, når det er bedst!

Faktisk startede forestillingen, inden den overhovedet var begyndt.

”Jeg har lige oplevet noget fuldstændig magisk”. Det var min kones datter Freya, som begejstret kom ind ad døren efter en gåtur. Hun havde gået efter en lyd af guitarspil i et af de mindre fredede skovarealer omkring Lysbro og Hvinningdal, hvor vi bor.

Fra haven kunne man høre svag musik fra skoven, og Freya havde fulgt lyden ned til det gamle nedlagte dambrug, hvor hun havde sat sig i skovens stilhed for at lytte til lyden af improviseret guitarspil som et naturligt supplement til fuglenes og vandløbets eksisterende musik.

Af og til er der begivenheder, som er mere vedkommende og tankevækkende end andre. Vandreforestillingen ”Amazing Landscapes” er en af dem.

Med et tydeligt budskab og en opfordring i en tid med klimakrise tilbyder den publikum at genvinde jordforbindelsen med et insisterende fokus på samhørighed og kærlighed til naturen til fordel for handlingslammelse og bekymring over at verden brænder.

Som ’publikum’ står man med en følelse af, at nogen har gjort sig ekstremt umage med at give den allerbedste oplevelse, man kunne tænke sig. Og publikum står i anførselstegn, da man ikke føler sig som en passiv iagttager af en forestilling i traditionel forstand, men som en aktiv deltager i en samlet organisme, som bevæger sig gennem landskabet i et tempo, hvor alle fyrretyve sjæle kunne nå at følge med.

Min kone og jeg havde mange stumme øjeblikke med øjenkontakt, og udvekslede kun ind imellem verbal begejstring, som foregik hviskende af respekt for konceptet om kollektiv tavshed. Vandreforestillingen udviklede sig til at blive en tilstand i mere end én forstand.

Undervejs mødte jeg Dorthe, en god ven og tidligere kollega, som var på hundetur med sin mand. Jeg så hende stå i den ene side af stien ved Ørnsø med et tavst ansigt, men uden i første omgang helt at registrere, at det var en person, jeg kender. Hun lignede heller ikke helt sig selv, da hun hurtigt fandt en grimasse, der passede til hendes opfattelse af, at her kom der en eller anden form for sektlignede tavs masse, som udefra set må opleves som værende en smule aparte.

Jeg og min familie boede i en kortere periode i Nyborg lige ved siden af en skole for døve, hvor jeg indimellem iagttagede de unge, der spillede ordløs fodbold med nonverbal jubel, når de scorede et flot mål, hvilket også dengang var en iagttagelse værd. Min kollega stod således og nikkede til mig som eneste kommunikationsmiddel, hvor det til sidst lykkes hende at bryde fortryllelsen, og jeg blev klar over, at det var mig hun ville i kontakt med. Jeg stoppede op og lod min kone og resten af gruppen gå i forvejen.

”Hvad laver I? spørger Dorthe, og jeg udbryder spontant: ”Vi leger”, men fortæller hurtigt, at det var en teaterforestilling, og at forklaring følger over en kop kaffe ved en senere lejlighed. Jeg måtte videre, så jeg ikke blev udstødt eller glemt af flokken.

Det at blive mødt udefra af et menneske, der repræsenterede mit såkaldt normale civile liv, gav en kontrast til det, jeg nu var en del af, og forstærkede blot den indre oplevelse af at være en del af noget ganske særligt, og jeg fik hurtigt indhentet de andre, så jeg kunne nå næste oplevelse.

Vi kom til en almindelig villa med en ualmindelig lang og vidunderligt varieret have med en masse små fantasifulde detaljer, hvor vi blev ført helt ned i dens blindtarm, hvor der stod to unge mænd, som havde til opgave at stage os videre på åen med tre sammenhængende pramme. De bød os velkommen med en ro og en påklædning, som fik mig til at tænkte på færgemanden i Herman Hesses roman ”Siddhartha”, og efter en kort intro til hvordan, vi skulle gå ombord på de noget levende pramme, hvor vi én efter én blev placeret systematisk, så ingen faldt overbord, blev vi staget videre forsynet med proviant af grønsager, frugt, bær og en hjemmelavet bolle, som vi i fortsat tavshed sad og spiste til synet af guldsmede og andre insekter, der sværmede rundt omkring ved de idylliske villahaver med mennesker, der slappede af, og dyr, der slikkede sol på det, der var den skønneste sommerdag, hvilket ikke gjorde forestillingen ringere.

Efter at have fået fast grund under fødderne, blev vi ført til de sidste tre af de syv events. Vi havde indtil videre været til en slags lydevent i en nedlagt bunker og til en solooptræden i sumpområdet ved Ørnsø, hvor en kvinde med bind for øjnene skridt for skridt vandrede ind i det sumpvåde landskab som en anden Henry i et af Per Højholdts digte for til sidst at blive en del af landskabet smurt ind i mudder og bark, siddende op af en træstamme midt i mosen med potentiale til om mange år at komme på museum som velbevaret moselig. Smukt og grumt på samme tid.

Den nedlagte bunker, som kunne have rummet flere end de 4o personer, vi var, lå på et af de smukkeste højdedrag i Silkeborgskovene og gav mig forestillingens første wauw-effekt. Vi havde forinden hver fået tildelt en glasflaske, som vi kunne fylde med kildevand fra Arnakkilden ved Silkeborg Bad. Og med kropssprog og fagter blev vi som et stort følge i ”Ringenes Herre” guidet gennem skoven af de tavse kvindelige Yogier, som førte os ud til en højtlæggende lysning, hvor der åbnede sig en storslået udsigt, der fik mig til indvendigt at nynne sangen Joga fra Bjørks storladne værk ”Homogenic”, hvor hun synger ”You don’t have to speak, I feel emotional landscapes”.

Og oplevelsen af storslåethed blev efterfulgt af taknemmelighed, glæde og begejstring over endnu engang at have opdaget et nyt fantastisk spot i Silkeborg efter at have boet her i 14 år. Byen med naturen, der bliver ved med at give.  Og vandreforestillingen blev ligeledes generøst og gavmildt ved med at give, og ikke mindst give min kone og jeg en interessant viden om historien ved det sted, vi bor, i Lysbro med de gamle fiskedamme og den tidligere produktion af ørredæg, som dengang var verdens største af slagsen. Noget flere generationer havde arbejdet med, og hvor de yngste nuværende generationer gav et foredrag om livet i dammene, og hvordan de også levede af at sælge brøndkarse og nød godt af diverse planter og krydderurter, som var aldeles anvendelige til at lave snaps af. Og selvfølgelig skulle publikum ikke snydes for et par smagsprøver. Og det var til smagen af snaps, brøndkarsepesto og røget ørred vi var tilbage til før forestillingens begyndelse og stod på det sted, hvor Freya havde gjort os opmærksomme på, at der altså foregik noget magisk nede bag vores hus.

Vi var tilbage til før forestillingens begyndelse, hvor Freya gjorde os opmærksomme på, at der altså foregik noget magisk nede bag vores hus. Og hvor det var en af dambrugsfamiliens aldrende sønner, som sad og spillede guitar på en måde, hvor han tydeligvis var klar over, hvordan musikken skulle lyde for, at den kunne smelte sammen med skovens lyde uden at genere dyrelivet, samt træerne, hvis de altså kunne tale med.

Allersidste del af forestillingen sluttede ved en for mange hemmelig skovsø ved et forfaldent fiskerhus, hvor skuespilleren fra sumpområdet ved Ørnsø havde rejst sig fra op fra sumpen og endnu engang gav os en opvisning i bevægelse og dans, som en del af et ritual, hvor vi alle blev inddraget og anvist til at tage hver en tør gren, som vi én efter én skulle give til hende, så hun kunne samle dem i et lille bål på en stor flydende skive af træ, og som blev antændt og skubbet ud på søen,  hvor der i øvrigt var en svanefamilie, som lige skulle give hele oplevelsen den sidste prik over i’et. Og jeg gav en tanke til gårsdagens Sankt Hans-bål, som blev aflyst overalt i Silkeborg på grund af afbrændingsforbud midt i tørken, da dette var et lille bål med stor stemning, omgivet af vand uden brandfare, og som samtidigt var både klimavenligt og heksevenligt. Og som samfundsdebattøren Huxi Bach for nylig foreslog, skal Sankt Hans i princippet omdøbes til Sankt Hendes som en lille kommentar til, at vi altså lever i en moderne tid uden hedningetendenser og kønsdiskriminering.

Alt i alt kan Amazing Landscapes betragtes som en eftertænksom påmindelse om vores aftryk som menneskehed i en verden med opskruet tempo af menneskelig aktivitet, hvor vi som menneskehed delvist har tabt jordforbindelsen og allerede er ved at afsøge mulige levesteder på andre planeter. Men hvorfor ikke satse på vores nuværende og fremtidige eksistens, mens vi stadig har jordkloden til låns og til rådighed og gøre os lige så stor umage som de medvirkende i Amazing Landscapes i hvilke aftryk, vi sætter? Samt stole på at ikke frygten, men kærligheden til naturen overvinder alt og måske opdage, at vi som mennesker, midt i teknologiske fremskridt, har været en smule blinde overfor det overflødighedshorn af magi, som findes i naturen lige udenfor husets fire vægge og skærmens fire sider.