Performing Landscapes Guldborgsund – Når naturen performer
Rewilding af parken ved rådhuset i Nykøbing F, hvor månen og stjernerne varsler forvandling
AFHOLDT 6. april-29. sept. Afslutningsarrangement 29. september kl. 11-21
STED: Parken ved rådhuset i Nykøbing F
HVAD: Performative installationer, offentlige sammenkomster og have-handlinger
SPROG: Dansk og engelsk
BILLET: Der kræves ikke billet. Man kan bare dukke op.
29. sept. kl. 11-21 afrundes Performing Landscapes Guldborgsund. Dagen vil byde på kunstneriske naturritualer, kædedans der forbinder det leve(n)de liv i parken, transcendentale happenings, inddragende scores, støvdrager-performance, tekstlæsning der forholder sig til parkens forskellige ‘kvarterer’, kompostering, poetiske bog-stavvandringer, ceremoniel plantning af en blommetræ (kl. 11:55 hvor efterårets første fuldmåne kulminerer), bålmad, kunstnersamtale, Vild Park perle-overdragelse samt meget mere.
Kunstnerne Søren Lose og Thomas Seest har de sidste godt og vel 3 år, under overskriften ‘Bæredygtighed, samarbejde og utopi’, arbejdet i og med Vild Park, for at formidle samtidskunst til børn og unge – og de voksne omkring dem. Sammen med Kulturforvaltningen og Teknik & Miljø har de opbygget parken som en biodiversitets- og kulturpark, som alle kan bevæge sig eller tage ophold i. Igennem de sidste 6 måneder har parken dannet ramme om festivalen Metropolis Landscapes. Her har 6 kunstnere – en hver måned – foldet parkens vilde og anarkistiske potentiale yderligere ud via performative installationer, offentlige fuldmåne-sammenkomster og have-handlinger. Nu afrundes både Performing Landscapes og huskunstner-forløb og alle er inviteret til kunstfest i parken, hvor man hen over dagen – frem til kl. 21 – kan møde et bredt udsnit af de interessenter, der de seneste 3 år har haft deres gang og/eller virke i parken. Program Kl. 11-13 – Performative handlinger ved de enkelte Performing Landscapes-kunstnere. Handlingerne vil inddrage publikum og inspirere til at gå på opdagelse i den bynære natur, som Vild Park rummer. Kl. 17-20 – Afslutning af Performing Landscapes-kunstner Sarah Lee Armstrongs periode i Vild Park. Samtale med Sarah om hendes arbejde i og oplevelser med Vild Park samt bålmad til alle. Kl. 17:15 – Kort danseperformance v. Sarah Lee Armstrong inspireret af overgange, det cirkulære og naturens sammenhængskraft. I samarbejde med dansere fra Folkedanserhuset i Nykøbing Falster. Kl. 19-21 – Kunstfest i Vild Park. Tag hele familien med til ‘fri leg’ i det grønne mørke.
Kunstnerduoen Thomas Seest og Søren Lose ‘re-wilder’ den pæne park ved rådhuset i Nykøbing F sammen med kunstnerne Stina Strange Thue, Hartmut Stockter, Annika B. Lewis og Sarah Lee Armstrong.
Kunstnerne har hver en måned i parken til at gøre dens vilde og anarkistiske potentiale levende gennem performative installationer, offentlige sammenkomster og have-handlinger, der følger havens sæsonkalender, og hvor månen og stjernerne signalerer forvandling hen over året med bål og brand.
Søren Lose og Thomas Seest har siden 2021 været tilknyttet Guldborgsund Kommune som huskunstnere under Statens Kunstfonds Artist-in-Residence-ordning. Under overskriften Bæredygtighed, Samarbejde og Utopi afprøves nye kunstneriske workshopformater med biodiversitet og regeneration for øje.
HER KAN DU MØDE KUNSTNERNE
Danser og performer Stine Strange, 1. måne: 6. april – 5. maj
Billedkunstner Søren Lose, 2. måne: 5. maj – 4. juni
Billedkunstner Thomas Seest, 3. måne: 4. juni – 3. juli
Billedkunstner Hartmut Stockter, 4. måne: 3. juli – 1. august
Koreograf og performancekunstner Annika B. Lewis, 5. måne: 1.-31. august
Koreograf og performancekunstner Sarah Lee Armstrong, 6. måne: 31. august – 29. september
OM KUNSTNERNE
Stine Strange Thue Tobiasen er danser, kunstnerisk producent, danseformidler og skribent. Hendes praksis har baggrund i en rå, fysisk-poetisk tilgang til dansen, der tror på kroppens narrative evner i samspil med en poetisk og sanselig tilgang til at formidle vores væren i verden. Stina er en del af det prisnominerede kompagni DeLeónCompany, der har skabt helaftensforestillinger og projekter indenfor samtidsdans siden 2017.
Søren Lose er billedkunstner uddannet fra bl.a. Det Kgl. Danske Kunstakademi (1998-2003) med baggrund i en researchbaseret/konceptuel praksis. Mediemæssigt har han arbejdet primært med foto og video over installatoriske og skulpturelle projekter i institionel kontekst til de seneste år også at arbejde med natur- og genbrugsmaterialer i det offentlige rum.
Thomas Seest er billedkunstner og arbejder hovedsageligt med foto og video, ofte med et performativt udtryk. Som overordnet tema undersøger han relationen mellem den indre og den ydre verden. Det være sig kropsligt, metafysisk, seksuelt, socialt og tidsligt.
Hartmut Stockter er billedkunstner. Siden midten af 90’erne har han prøvet at belyse landskabets afkroge ved at fremstille bærbare “udflugtsredskaber” og stationære, mere eller mindre brugbare opfindelser og plastiske erkendelsesværktøjer med relation til landskab og dyreliv. Disse er fortællende, håndlavede genstande, åbenbart bygget af en opfindsom hjemmehåndværker og hjælper med at kaste lyt lys over hverdagens (by)-landskaber. Der bruges de materialer, som nødvendigheden dikterer – metal, træ, gummi og kunststof. Stockter favoriserer en lavteknologisk tilgang, da denne er åbenlys og anskuelig.
Annika B. Lewis er koreograf og performancekunstner og arbejder desuden som skuespiller, sanger, instruktør og producent. I sit arbejde udfordrer hun konventionelle normer for identitet, køn, positioner, opfattelse, værdier, forforståelser og konventioner. Ved hjælp af teater, dans og performancekunst stræber hun efter at visualisere disse usynlige mekanismer, der spiller så kritiske roller i vores liv og samfund. Annikas arbejde udforsker også brugen af ukonventionelle forestillingsrum og lokationer.
Sarah Lee Armstrong er koreograf og performancekunstner og arbejder inden for krydsfelterne af moderne dans og billed-/levende kunst. Interesseret i den somatiske, koreografiske og kropslige adfærd af magi, manifestation og ritual i kroppens indre og ydre landskaber.
Foto: Thomas Seest
Performing Landscapes – Når naturen performer er blevet til i samarbejde med
Performing Landscapes – Når naturen performer er blevet til med støtte fra