Et sted på latterspektret – reportage og refleksioner fra The Laughing Crowd
Af Niels Kristian Bonde Jensen
Det er med nervøse smil, at jeg hilser på holdet bag The Laughing Crowd, nogle repræsentanter fra Metropolis og enkelte andre tilskuere ude foran den store hal 171B på Refshaleøen. Det er første gennemspilning, og spændingen er til at tage og føle på. Vi bevæger os mod grinene.
Der er skabt en passage mellem containere, fragtbiler og et værksted, som guider os gennem hallen. Her er performerne placeret i små grupper, iklædt dragter med tydelige cirkuspræg, og ligner nogle, der networker til en reception. I stedet for ord kommer dog forskellige fniselyde ud af deres munde. Det er instinktivt spøjst, absurd og en smule uncanny, og jeg kan ikke undgå at få flashbacks til et tidligere besøg på Refshaleøen til et Halloween-horror-drive-through. Grinet og gyset er nært beslægtede på den måde, tænker jeg: begge dele ryster i vores normalitetsbegrebers grundvold, og begge dele tager bestemte emotioner til ekstremerne.
I The Laughing Crowd tages der selvfølgelig udgangspunkt i grinet, og optrinnet bliver da også, efter man har vænnet sig til det indledende ubehag, mere direkte komisk. Performerne former en dansecirkel og slipper al kontrol over både lemmer og latter til et techno-klingende lydunivers fra DJ-pulten for enden af hallen. Da jeg taler med koreograf og instruktør Antoinette Helbing efter forestillingen, fortæller hun om tankerne bag dette kontroltab, der hænger sammen med hendes fascination af Feldenkrais-metoden:
”Feldenkrais handler i bund og grund om at frisætte kroppen og om valget til at give slip. Når man giver slip på sin krop, opstår en stor skrøbelighed, hvilket også forstærkes i de her omgivelser: den åbne, rå industrihal mod det skrøbelige menneske og dets følelser”.
Der males altså bevidst med kontrasternes brede pensel, hvilket også kommer til udtryk i dansecirklen. Performernes mimik og latterudbrud veksler i ekstasen mellem lykke, udmattelse, smerte, sorg og tomhed. Det er både hårdt og fascinerende at være vidne til, selvom grinene og dansen selvfølgelig også smitter. Hvad sker der, hvis man giver sig hen? Er det her overhovedet en forsamling, man har lyst til at være del af?
Vi har nu bevæget os ned i hallens ene ende, hvor forestillingen muterer i mange retninger. På et tidspunkt ligger performerne og kramper på jorden, mens én undersøger en punchline i selve grinets intensivering: ”ha ha ha HA HA HA – SCHHH!”, lyder det, mens hans strengt og pludseligt tysser på de andre. Alle griner hårdere. På et andet tidspunkt hives en mikrofon frem, og grinets tonaliteter køres igennem forskellige vokaleffekter og udfoldes i den åbne hals’ akustik. Et øjeblik er én ved at kvæles i grinet, det næste er en anden ved at brække sig af grin.
Totalteatret når et uventet og passende absurd klimaks, da to håndværkere ude foran hallen står og snakker og hyggefniser, hvilket udløser en myriade af latterreaktioner fra performerne. Det får mig til at tænke på ordsproget, ”smilet er den korteste vej mellem to mennesker”, og på noget, som Helbing sagde efter forestillingen:
”Latteren er instinktiv og almenmenneskelig og derfor også mellemmenneskelig. Den bliver en prisme, der belyser hele følelsesspektret”.
Jeg er da også både glad, lidt drænet, men måske også lidt renset, da jeg træder ud i sollyset efter forestillingen. Klar til at cykle videre ud i livets absurde optrin og tage dem med et smil.
THE LAUGHING CROWD kan opleves 24.-31. maj 2023 på Refshaleøen. Læs mere.
Fotos: Jan Vesala