Reportage og refleksioner fra Bydyrets Vækkelse
Byens rum er tænkt, planlagt og fuld af intentioner, som vi følger mere eller mindre bevidst. I vores vante gang gennem byens mange rum er der ikke mange sanselige svinkeærinder. ’Bydyrets Vækkelse’ er en meditativ, rituel og legende vandring, som inviterer til en spontan-sanselig tilegnelse af byen.
Af Lise Stenbæksgaard
Bydyrets vækkelse er en legende vandring gennem byens velkendte former og rum, men i stedet for at bruge byen som sædvanligt, inviteres vi til at vække vores indre bydyr. Hvordan ville vi bevæge os i byen, hvis vi aldrig havde set en by før? Hvis vi kunne nulstille vores sanseapparat, vores hidtidige erfaringer med byens rum og møder med arkitekturen, hvordan ville vi så bruge byens rum?
Byen og arkitekturen omkring os er bestemmende for vores bevægelser, og den giver os tydelige praj om, hvordan vi skal interagere med den. Bydyrets Vækkelse er både en leg, et ritual og en sanselig meditation over byens rum, som vi altid bevæger os i med indlærte vaner og logisk afkodning. Men hvad er dette bydyr, hvem er et bydyr og hvordan bevæger et bydyr sig overhovedet?
Jeg er med på en af de første prøvevandringer, der foregår på Refshaleøen, hvor den kunstneriske proces stadig er i spil, og vandringen er i gang med at finde sin særlige form.
Jeg møder gruppen, der på denne dag udgør bydyret, alle iklædt rødt tøj fra top til tå. Den røde farve synes at symbolisere noget råt. Måske ligger vækkelsen af det dyriske og instinktive også i den røde farve, der skaber associationer til organer, blod og krop.
Vi samles i en rundkreds, og vi introduceres til de fire principper, der betegner bydyret:
Vi bevæger os i flok.
Vi bevæger os langsomt og sansende.
Vi må gerne udforske på egen hånd, men der skal altid være én tilbage af den samlede flok – en kerne – som kontinuerligt bevæger sig i samme tempo, som holder samling på flokken.
Vi tilbydes en rød dråbe til at vække vores indre bydyr, og efter den rituelle seance kan vandringen kan begynde.
Vi bevæger os meget langsomt afsted. Med de små skridt flytter vi os bemærkelsesværdigt lidt, og det store skift i ganghastigheden er konfronterende. Hvis tid er bevægelse, er tiden næsten gået i stå. Det langsomme tempo skærper sanseligheden og giver en intens opmærksomhed på lyde, bevægelser og skift omkring os – en modus, man kan tilskrive et dyr. Og vi bevæger os tilmed i flok.
Den samlede flok brydes, og den første røde del knækker af og løber afsted. Kort tid efter løber endnu en afsted. Den ene lægger sig på en bænk med hovedet hvilende på jorden, den anden undersøger en døråbning, alt imens den efterladte kerne passerer i langsomt tempo.
Rummet omkring bliver en legeplads for de udforskende bydyr, som løfter dæksler, undersøger og tager fat i alt det, som vi oftest ville holde os fra. På den måde minder bydyrets bevægelser om et barns umiddelbare og fordomsfrie undersøgelser af verden.
Med den rituelle vækkelse af bydyret varsles en overgang fra de rationelle vaner og den normale færden i byrummet. Fornuften skal forsøges forkastet, og sanserne skal tage over. Stemningen er legende og let, men også koncentreret og fokuseret. Nogle bevægelser er komiske og vækker små grin, andre er prøvende, stille og mere introverte. Asfalten bliver undersøgt tæt på, der bliver hoppet på skraldespanden og bildækkene bliver brugt som transport og stol. En hænger horisontalt på stakittet med blikket rettet mod flokken.
Der er få mennesker på Refshaleøen, så det er få gange, vi bliver mødt af blikke udefra og konfronteres med vores vanlige modus. Vi passerer dog en gruppe, som kigger forundrede på optrinnet – en situation, hvor jeg normalt ville passere i højt tempo. Men jeg er en del af en enhed, så det sansende og opmærksomme tempo må bevares, og vi snegler os forbi gruppen. Flokmentaliteten styrkes af den fælles bevægelse, og bydyret er også blodrødt sammenhold.