Der er mange ting at græde over – reportage fra Den Planetariske Grædemur
Miss World og Madame Nielsen indbød i weekenden til fællessorg ved en midlertidig planetarisk grædemur.
Af Charlotte Kjærholm
“Det går inte så bra med världen,” siger Miss World forsigtigt til en svensk kvinde, der sammen med sin veninde, kigger på den halvbyggede mur, der står midt i det hele.
Det er ikke til at regne ud, men scenariet udspiller sig på Kongens Nytorv. De svenske kvinder er ikke de eneste, der nysgerrigt er stoppet op for at kigge nærmere på væggen, der sten for sten er i gang med at blive muret op.
Julia, Sasha, Jona, Elin; på alle murstenene står navnene af forbipasserende, der med blyant har skrevet deres navn, inden stenen er blevet en del af den fælles mur.
Lørdag aften stod muren næsten 2,5 meter høj og ca. 3 meter lang. Den stod lige, men kun næsten, og placeret midt på torvet ved siden af rytterstatuen af Christian V. Omkring den gik Miss World, iklædt en hvid kjole – ”en umulig skikkelse, der dukker op umulige steder i umulige katastrofer,” kalder Madame Nielsen hende.
Muren var ikke hvilken som helst mur. Den var en planetarisk grædemur lavet med det formål at skabe et sted med plads til gråd, sorg, fortvivlelse, raseri og oprør.
Offentlig sorg
Lørdag morgen ved daggry lagde Miss World de første sten til grædemuren. Flere arbejdsmænd sørgede for, at cementen blev blandet i store murerspande, og at stenene blev lagt mellem den våde cement i ulige rækkefølge.
Søndag aften blev den destrueret; væltet og brændt. Et døgn fik den lov at leve.
Den var placeret midt på Kongens Nytorv; et slags epicenter for alle slags mennesker. I det ene hjørne folder Nyhavn sig ud med dannebrogsflag, sildemadder og fyldte snapseglas. Det folkelige bliver afløst af Kunstakademiet, Kunsthallen Charlottenborg og Det Kongelige Teater, mens den sidste del af torvet består af Hotel D’Angleterre, Chanel og eksklusive fortovsrestauranter med skaldyr og rosé på menuen. Midt i det virvar var grædemuren placeret – hvor ellers?
Der er noget grotesk over en grædemur. Måske det særligt for de kolde nordeuropæere synes grotesk sådan at lade følelserne få frit lejde. Det kan næsten fremstå kategorisk: nu sørger vi. Men sådan var det ikke med Den Planetariske Grædemur. Den blev bygget med respekt, men også med glæde og forståelse. En let umiddelbarhed, lidt overraskende på en måde.
Det er jo ikke fordi, der ikke er noget at græde over. Vi gør det bare sjældent i det offentlige rum. Det er forbeholdt nattens mørke bag toilettets aflåste døre og gennem symbolske handlinger; begravelser, en sejr i Tour de France, et brud. Men den rene gråd og sorg over (al)verdens ulykker, den er forbeholdt den private sfære, måske er den endda gemt i psykens allerdybeste underbevidste lag og kommer aldrig op til overfladen.
Refleksionsdag
Det myldrede lørdag med turister, polterabender og tømmermandsramte københavnere. Det er dem, grædemuren blev bygget af. Med churros og isbægre i hænderne stoppede de op; i perioder stimlede folk sammen i store klumper for at undersøge, hvad i alverden der foregik.
Der var kø for at få sin sten placeret på den planetariske grædemur. Små børn skrev sig på stenene. Det samme gjorde voksne. Og så var der dem, der var ligeglade. De er måske ikke så påvirket af klodens deroute; krig, klimaforandringer og pandemier er gået deres næse forbi.
Lige så hektisk som lørdagen var, lige så doven var søndagen. Vejret var lummert, mennesker daskede forbi den nu færdigbyggede mur og kiggede nysgerrigt på den. Dagen stod stille, der var færre mennesker; ideelt for refleksion. Flere og flere sammenrullede stykker papir med tanker og bønner blev stukket ind mellem murstenene.
Muren stod skrøbeligt, porøst som det, den repræsenterer: et samfund på randen af sammenbrud. Lige så ujævn, den er, lige så ustabil er verden, og lige så umiddelbar og venlig muren blev opbygget, lige så sårbar fremstod den.
Fotos: Metropolis / Emilia Therese (2-3) / Charlotte Kjærholm