Medtagne opbrudstanker om tid og landskab fra bunden af en tørdok – Talking Landscapes Kbh.
Peter Schultz Jørgensen deler sin oplevelse som deltager i TIME LOOP under Talking Landscapes København:
Lørdag eftermiddag på bunden af den enorme tørdok. Himlen over Refshaleøen er skåret skarpt ud som et rektangel over os. Til siderne kun betonvægge med spor efter skibsmalerne. De sidste, der lagde deres hænder på bulkcarrieren Ever Mighty, som skib nr. 957. Da det havde forladt dokken i 1996, var det slut med B&W.
Vi er her på grund af Talking Landscapes – et omrejsende folkemøde i regi af Metropolis – Københavns Internationale Teater. Under sessionen Time Loop stiller deltagerne aktuelle spørgsmål fra 2022 og besvarer dem også selv fra forskellige tidsperioder, som ligger 30-60-300-3.000-30.000 år tilbage i tiden og frem i tiden.
Refshaleøen blev lavet af Københavns Havnevæsen, der fyldte jord på sandbankerne under det lave vand. Siden 1872 byggede B&W skibe her, som bidrog til både at gøre verden større og til en komprimering af verden i rum og tid. Især containerskibe åbnede for en ny global arbejdsdeling i produktion og distribution, som knækkede værftet selv og mange industribyer. Sammen med udflytningen til forstæderne, også København.
Lukning af B&W blev en langtrukken tragedie, hvor værftet blev hvirvlet ind i den nye finansialiserede økonomi. Refshaleøen blev overtaget af Refshaleøens Ejendomsselskab A/S under Refshaleøen Holding A/S, som er ejet af en række af vorespensionsselskaber og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Jorden var billig i København dengang.
I kommuneplanen er Refshaleøen et perspektivområde, der kan bebygges efter 2031 til 15.000 nye beboere og 15.000 arbejdspladser. Øen er viklet ind i Lynetteholm-projektet i forhold til økonomi og infrastruktur.
Investeringsfonde opkøber de bedste steder i byen og forvandler dem til aktiver i den finansielle sfære. Men bør netop de bedste steder i byen ikke være frie fælleder for københavnerne? Papirøen blev det ikke, men Refshaleøen kan nå at blive det.
Imellem den historiske og efterladte industriø og øen som investeringsobjekt for fremtidig byudvikling er der opstået en potent mellemtid, som peger frem i en helt anden anvendelse af Refshaleøen som et sted, der kan udvikle sig organisk i en permanent foranderlighed skabt af menneskelige aktiviteter og frie biotoper.
Der foregår jo allerede en masse på Refshaleøen. Hvorfor ikke lade det blive hovedstadens store fri fælled? Et sted. hvor aktiviteter er reguleret, så de kan udfolde sig på et lavt kommercielt niveau, der passer til alle kreditkort? Hvilket sted kunne det ikke blive?
Arkitekten Lene Tranberg tog smukt fat i det: “Jeg drømmer om, at København kan videreudvikle den temporære byudvikling med de spontant opståede zoner. Når man griber steder som Papirøen eller Refshaleøen, opstår der noget værdifuldt. De der selvgroede steder er så magiske. Man føler, at der pludselig er frihed i byen. En frihed til at drømme lidt og holde en pause. Hvor byggekranen ikke er i gang.”[1]
På bunden af dokken mødte vores stemmer hinanden fra forskellige positioner i fortiden og fremtiden. På nogle spørgsmål var der fælles værdier om menneskelige behov på tværs af tiderne. Og under distancens og de lange erfaringers blik fremstod de styrende begreberne i 2022, ’vækst’ og ’udvikling’, at være udtryk for en bizar blindhed.
’Tidernes metode’, som kritisk og analytisk utopisk linse, blotlagde voksende systemiske defekter i nutiden. En af blindhederne er byplanlægningens alt for korte tidshorisont og dens temaer, der bliver snittet til ud fra byen som økonomisk vækstobjekt. Hermed forbliver nødvendig og frugtbar viden i mørket.
Den snævre tidshorisont i nutidens planlægning er en barriere for de store strukturelle omstillinger, som de økologiske kriser, samt flere og flere borgeres ønsker for deres liv, gør uomgængelige. Det kalder på en helhedsplanlægning, som træder de nye veje, der fører langt ind i fremtiden. Det er ikke ét projekt eller én plan (der gentages hvert fjerde år), men en omstillingsproces gennem generationer. For de oprindelige folk var 7 generationer frem og tilbage et naturligt tidsrum for beslutninger. Hvad er f.eks. det ansvarlige tidsperspektiv for at håndtere havstigning – 60, 200 eller 500 år?
Stemmerne fra fremtiden var uforstående over for den måde, byudvikling foregik på i 2022. De berettede om, hvordan ’den centralistiske storby’ var blevet forladt som konceptet for bosætning. Det var interessant at høre om, hvordan de selv levede i mindre (ikke små) bysamfund i landskaber af blandede biotoper, der gav rigelig med føde. Byerne var integrerede i én natur, de selv var en del af.
Holistisk planlægning, der tør udfordre de bevarende barrierer og samtidig begreber for nye virkeligheder, kan være et redskab til at udpege steder i det etablerede systems panser af nærsynethed, systembevarende love, hævdvundne privilegier og økonomiske særinteresser, som skal nedbrydes, hvis det nødvendige og indlysende skal realiseres. Står noget i vejen, kan det fjernes med folkeorganisering og politiske beslutninger af love, der fremmer formålet.
Der er brug for flere opbrudsdialoger. De foregår rigtig mange steder ud over landet, men de må løbe sammen til noget større og magtfuldt, hvis det skal batte noget.
[1] Politiken Byrum 2. januar 2020: Lene Tranbergs nytårstale: Lad os deles om noget mere og eje noget mindre.