16. juli: Lotte Fløe Christensen / Walking Landscapes Silkeborg

TID: 16. juli kl. 06.00-18.00
RUTE: 23 km fra Laven til Silkeborg
KATEGORI: Performance


TIDSVANDRING

Lotte Fløe Christensen startede sin vandring i Laven uden for sin farmor og farfars gamle hus. Turen begyndte på en af hendes farfars faste gåturs-ruter, og derefter gik vandringen vestpå mod Silkeborg.

Lottes farfar gik ud af skolen efter 7. klasse og arbejdede som mælkemand, grisebonde og fejemand. Han sad ofte og læste Kierkegaard, Platon eller andre filosoffer. Han samlede på citater, og kort inden sin død gav han en notesbog, som Lotte engang havde lavet til ham, tilbage – fyldt med citater. Ud over at læse gik hendes farfar dagligt en tur. Ligesom de filosoffer, han læste, mente han, at det var godt for både krop og tænkning.

På vandringen stoppede Lotte op hver time, stillede sit kamera, slog op i citatbogen og læste et citat højt. Med inspiration fra det tilfældigt valgte citat lavede hun en interaktion med landskabet. Hun fotograferede interaktionen med sit analoge mellemformatskamera, afskrev citatet og lagde eller hængte papiret, hvor den fotografiske performance var foregået.

Turen var en bevægelse i tre tider: citaternes tid, farfarens tid og Lottes egen tid – som en hyldest til det, der er, og det, som ikke er mere.

OM KUNSTNEREN

Lotte Fløe Christensen er billedkunstner og arbejder konceptuelt og intuitivt. Det skulpturelle og performative fylder meget i hendes proces, mens hoveddelen af de endelige værker er fotografier. Lotte bruger landskabet og elementer fra naturen som redskaber til at kigge på den menneskelige væren og eksistens.

DOKUMENTATION

VIDEOSAMMENDRAG

VIDEOS – de 13 nedslag

16. juli kl. 6

16. juli kl. 7

16. juli kl. 8

16. juli kl. 9

16. juli kl. 10

16. juli kl. 11

16. juli kl. 12

16. juli kl. 13

16. juli kl. 14

16. juli kl. 15

16. juli kl. 16

16. juli kl. 17

16. juli kl. 18