En totaloplevelse af dystopi og håb – betragtninger om HABITAT + BODYSCAPING
af Gustav Fabricius
Hvorfor kender jeg ikke navnet på den smukke lilla blomsterbusk som har den helt særlige egenskab, at den drager en type sjældne sommerfugle til sig?
Den står blandt andre vækster, der lige så indtagende og organisk bekræfter et spirende liv midt i det, der denne dag er tørt, men for det meste er et muddervådt-dystopisk landskab. Et konstrueret landskab, et jorddepot på tusinde af kubikmeter, der i sin egen skønhed vidner om menneskets ufravigelige foretagsomhed i sin stræben efter et bedre, mere effektivt og mere lønsomt liv. Det er absurditeten i vores fremmedgørende kultur, der bliver forestillingens dybereliggende gys denne smukke premiereaften i Nordhavn, hvor vi bliver præsenteret for menneskets hovedløse, men retningsbestemte virkelighed.
Publikum guides rundt i mindre grupper af en af forestillingens performere over et 3-4 timer langt forløb af momenter, der vekselvirkende skal stimulere sanserne og intellektuelt bringe os i en tilstand, hvor vi bogstaveligt foreslås at slå rødder, påtage os et ansvar og finde ydmygheden frem over for naturen og hinanden – i de nydannede og tilfældig sammensatte grupper.
Tiden går hurtigt, uden at oplevelsen forceres. Min gruppes guide denne aften forstår det rum, hun skaber omkring os. Hun investerer sin skrøbelighed og styrke i forestillingen, og det skaber et sitrende humant rum, vi kan spejle, fordi spændingen, der opstår, hverken er kunst eller virkelighed, men noget tredje, der gør forestillingens sandheder almene og tilgængelige med kunstneren på sidelinjen – netop som guide.
Det skaber en interessant kommunikativ drejning, når kunstneren søger et sprog, der skal virke uden for kunstens eget rum og opleves dialogsøgende som et aktuelt modsvar af alvor på baggrund af den samfundsmæssige derangering og isolation, som den skabende og udøvende kunst har oplevet under Coronaepidemien.
Det flotte og farlige greb med guidernes 3 timer lange intimt opbyggede nærkontakt med et (næsten) autonomt publikum var så stærkt, at guidernes fællesdans midt i den landskabelige monumentalitet på en måde kom ud af skala. Det er interessant, fordi dansen her illustrerer en disharmoni i vores kultur, når vi som art helt bogstaveligt forsøger at magte uden for vores fysiske rækkevidde. Er landskabet for stort eller menneskekroppen for lille – eller omvendt – til det, vi vil?
Den samlede performance og udstillingen var en stor totaloplevelse af varierende niveauer af dystopi og håb uden start og afslutning – og det virker. Solnedgangen blev i sig selv et dystopisk skue med Jacob Kirkegaards lydmæssige flotte tableau som baggrund. Interessant ville være at opleve samme set up en tåget regnfuld dag, hvor rummets grænser måtte være mere udflydende, mindre monumentalt.
Min kæreste og jeg havde taget vores 13-årige søn med. Børn og teenagere har, bevidst som ubevidst, uforbeholdne reaktioner på det, de oplever. Graden af hans engagement undervejs var et signal om, at tematikken var nærværende og blev formidlet i en form, han sugede til sig. Det tænker jeg er et kvalitetsstempel og indikerer, at forestillingen godt kan opleves af et lidt yngre publikum end angivet i programmet.
Tak for en berigende oplevelse.
Dette indlæg er skrevet uopfordret af Gustav Fabricius, der deltog som publikum til premiereforestillingen 10. juni.
Læs mere om HABITAT + BODYSCAPING her.
Foto: Nana Francisca Schottländer