Wa(l)king Copenhagen 20.-29. juli – refleksioner og film

DEN FARLIGE MENNESKEKROP

Siden midten af marts har hele verden performet en hverdagskoreografi, som alle på nuværende tidspunkt har lært at mestre: Vi (der har mulighed for det) spritter hænder og vasker måske stadig vores indkøb. Vi åbner døre med albuen; nogle bruger den sågar til at hilse med som erstatning for et knus eller et håndtryk. Det forventes af os, at vi holder afstand til andre kroppe, ligesom vi helst skal undgå at røre ved objekter og overflader, som andre har været i berøring med. For hvem ved, måske kan vi blive smittet med coronavirusset den vej? Med andre ord: Menneskekroppen er gjort farlig.

Af Mille Højerslev

I sin vandring undersøger Sara Hamming, hvordan kravet om social afstand og den ekstreme hygiejne har påvirket hendes sind, krop og opfattelse af sproget. Ordene ’afstand’ og ’distance’ (på engelsk), som er printet på aflange strimler af papir, følger hende gennem byen. Med sit eget spyt klistrer hun dem på sine bare fødder; hun klister dem på en Rittersport-indpakning, som hun finder i en skraldespand; på brostenene, hun går på. Hendes spyt driver i store mængder ned ad køleren på en bil, der står udstillet i en bilforretning. Undersøgelsen er absurd, fordi virkeligheden er det.

Jenny Gräf Sheppards krop ser farlig ud, ja, nærmest syg. Hendes krop er dekoreret med fluorescerende orange-røde plamager. Leddene piber og fløjter, når hun bukker tæer og fod; hendes vejrtrækning er tung og insisterende, fordi hun kun trækker vejret gennem munden. I en anden video ligger hun på ryggen med øjnene lukket og fløjter op mod fuglene. Hun bader også sit hår i en algefyldt sø. Hvad er den sygdom, hun er smittet med? Er det kunst? Er kunstnerne farlige? Videoerne med de forskellige kropsdele danner nu en ny, digital krop, når man ser dem ved siden af hinanden i arkivet på www.metropolis.dk/jenny-graf-sheppard.

AFSTAND

Toshie Takeuchi opfinder en ny hverdagskoreografi, hvor hun kommer fysisk tæt på andre mennesker, men samtidig undgår at skabe farlige situationer. Hun har lavet et tæppe eller et flag til lejligheden, hvorpå der står: ”Change came / How to reconnect”. I sit første møde med et andet menneske er værket spændt ud mellem en lygtepæl og et træ, og de to går de på hver deres side og rører ved hinanden gennem tekstilet. I den næste sekvens ser vi Takeuchi hilse på en fremmed. De starter med at sidde på asfalten ansigt til ansigt med hænderne foran kroppen, benene krydset og fødderne hvilende på lårene. De rykker tættere på hinanden, og deres underarme rører. En lille sten holder deres skuldre på afstand, da de bevæger sig igen. Samme sten føres op til ørene, og de rykker hovederne sammen. De rykker fra hinanden med en hånd på den andens skulder. Til sidst sidder de ryg mod ryg, før de rejser sig og hver især går videre ud i byen.

’Afstand’ er også et tema for Falke Mikailsen. Det har det faktisk været gennem det meste af hans tilværelse, fornemmer man, som aktivistisk grønlænder bosiddende i København. For hvis der er noget, danskerne er gode til, så er det at lægge afstand til enhver diskussion om Grønland og kritiske røster som Mikailsen. Grønlændere er ikke som danskere, får vi fortalt. Hvor danskere bedst kan lide at socialisere i mindre grupper, kan grønlændere godt lide at samles i store grupper – også med personer, de ikke på forhånd kender. Alle inviteres ind. De kan lide at grine og fortælle historier. Alt det beretter Mikailsen om, mens han står uden for Tivoli, der hver sommer 1. august fejrer Grønland og grønlandsk kultur og samler grønlændere, danskere og turister til en stor fest. Han lever op til sin egen karakteristik af sit folk og fortæller sandheder og historier om svigt, man nok aldrig ville høre, hvis han ikke var der til at fortælle dem. Hvad historiebøgerne mangler, og hvad medierne og de danske politikere undlader eller glemmer at fortælle, bliver beskrevet under vandringen.

 
KUNSTEN I BYEN

Hvem, der gives stemme til, og hvem, der udelades fra samtalen, er bl.a. et tema for Louise Haugaard Jørgensen. ”Hvide kunstnere kan hævde neutralitet (…) Vi går ud fra, at de følelser, vi beskriver, vækker genklang hos alle uanset etnicitet (…) Vi er udtryk for et nulpunkt, som andre undviger fra”, fortæller hun, mens hun filmer rundt om en hvid monumental skulptur af Jørgen Haugen Sørensen. Kolossen hedder værket. ”Jeg har ladet min smag danne. Ladet mit synsfelt udfylde af kolosser som denne”. På sin vandring undersøger Jørgensen, hvordan navne på kunstværker, gader, veje og pladser rummer fortællinger om fortid og nutid; om ulighed, ubalance og uretfærdighed.

Kunst i offentlige rum skaber en nærhed, bygger bro mellem forskellige tider og styrker en lokal identitet. Det viser det gode eksempel i hvert fald. Men det er ikke alle nedslag, der er lige heldige på den officielle kunstrute, som Valby og Hvidovre Kommune har anvist. Hvad laver en skulptur af en afklædt kvinde f.eks. foran en fodboldklub, og hvorfor har man placeret en grill klos op ad den, undrer Camilla Nørgård og Åse Eg Jørgensen sig over. Hvorfor har man taget Fiskerkonen fra Sydhavnen og doneret hende til Gammel Strand? Med sorg i hjertet filmer de også udviklingen på Grøntorvet, der engang husede atelierer, kunstnerdrevede udstillingssteder og dannede ramme om en række andre kunstneriske aktiviteter. Men nu er de erstattet af en kommende grøn bydel, der bygges af ikke særligt bæredygtige materialer, bl.a. billigt beton.

Anu Ramdas skaber et værk, som Camilla Nørgård og Åse Eg Jørgensen med stor sandsynlighed ville synes om. De fortæller nemlig, at de sætter pris på de midlertidige værker, som optager en ikke-permanent plads i byrummet. Det må man sige er tilfældet med det værk, Ramdas’ skaber på sin vandring. Hun tegner nemlig figurer og symboler med farvekridt på asfalterede veje og pladser for at vise, hvordan hun ser verden i former og farver. Som bekendt forsvinder disse tegninger så snart, det begynder at regne, eller asfalten på anden måde bliver våd. Man kunne ønske sig, at COVID-19 ville forsvinde ligeså let.

Hvor udgangspunktet for Nørgård og Jørgensen er at gå ad en fastlagt og af andre defineret rute, lader Anna Weber Henriksen kunsten skabe nye ruter. I selskab med en kobberplade, som hun trækker efter sig rundt i byen, vil hun tegne et nyt kort over Vestegnen. Kobberpladen laver spor, hvorhen den trækkes, og de samme spor viser sig også i pladen som ridser, graveringer og murstriber. Kobberpladen fungerer også som en forstærker af de lyde, der er i byen, fortæller Henriksen. ”Vandrende Kartografi” kalder hun sit vandringsværk. ”Der er blevet ridset billeder ind i kobberplader i mange hundrede år inden for naturvidenskaber og billedkunsten”, forklarer hun. Dybtrykket er siden 1500-tallet brugt til at kortlægge Danmark og hele verden. ”I dag bliver det landskabet, der får lov at sætte sine mærker her i pladen”.

 
DET GEMTE OG GLEMTE

Et foredrag med titlen Seneste nyt om stenalderarkæologi i København danner udgangspunktet for Georg Jagunovs vandring. ”Meget forgår og forsvinder inden for en relativt kort tidsrække. Et af de materialer, der forbliver, er sten – særligt flintesten”, fortæller Jagunov. Han bevæger sig gennem Københavns landskaber og geologiske lag og forklarer, hvordan byens mange udvidelser og byggerier er et praktisk problem for arkæologer og geologer pga. de mængder af jord, der flyttes rundt på. Med tiden dækker den nye og gamle jord de oprindelige geologiske lag, der forbinder os til vores fortid og forfædre.

Der er ingen tvivl om, at den påkrævede afstand til mennesker og ting skaber paranoia og angst. Mon ikke der er mange, der har beskrevet hverdagen med COVID-19 som en ond drøm, man bare venter på at vågne op fra? Eja Due bruger drømmen og natten som ramme til at invitere os med ind i angsten. Hun går gennem natten, filmer byen og mørket og optager dens stilhed. ”Jeg tror på, at vi har oplevet angst på den ene eller anden måde. Nogle er måske bedre til at undertrykke det end andre”, fortæller hun til en mand, som hun møder kl. 5 om morgenen, da solen er stået op.

For Metropolis har forsamlingsforbuddet og kravet om social afstand rent praktisk haft den konsekvens, at dette års festival er rykket online. Vi udgør ingen fare for andre, når vi oplever kunst via vores telefon, computer og tablet. Kun for os selv – hvis vi altså ikke sørger for at have hygiejnen i orden.

Hvad betyder denne afstandstagen? Hvad gør den ved os som mennesker og individer; ved vores sprog og måden vi kommunikerer med hinanden på; ved vores historie og forholdet til de, vi deler samfund med? Hvilke konsekvenser har afstanden for fællesskabet? Det er spørgsmål, som kunstnerne i denne cyklus bygger videre på.

Vandringerne fortsætter til 11. august med en ny kunstner hver dag.

Følg med live på www.facebook.com/walkingcopenhagen.
Læs mere her.

20. juli: Louise Haugaard Jørgensen
21. juli: Georg Jagunov
22. juli: Toshie Takeuchi
23. juli: Eja Due
24. juli: Jenny Gräf Sheppard
25. juli: Anna Weber Henriksen
26. juli: Anu Ramdas
27. juli: Camilla Nørgård
28. juli: Falke Mikailsen
29. juli: Sara Hamming

UDVALGTE FILM

20. juli: Louise Haugaard Jørgensen

21. juli: Georg Jagunov

22. juli: Toshie Takeuchi

23. juli: Eja Due

24. juli: Jenny Gräf Sheppard

25. juli: Anna Weber Henriksen

26. juli: Anu Ramdas

27. juli: Camilla Nørgård

28. juli: Falke Mikailsen

29. juli: Sara Hamming