Den dag virkeligheden gloede tilbage

Jeg må op at stå på forreste række, hvor der ikke er så langt op til den lille træboks. Det er den, vi skal kigge ind i for at opleve Johannes Bellinkx’ performanceinstallation Framing. Eller tage del i, som Johannes siger i sin introduktion. Vi har lige stået sammen og kigget ud over Den Røde Plads, hvor en solrig eftermiddag går sin vante gang med cykler, barnevogne, skatere og lyden af byens stemmer og biler fra Nørrebrogade.

Af Ida Marie Fich

Og så – ja, hvad så? Jeg har trukket den sorte poncho over hovedet, så alt lys lukkes ude. Kigger ind i den sorte boks. Sveder. Venter. Den lille klap går op, og jeg ser et stykke blå himmel. Klappen går ned. Forlængelsen af mine øjne rykker sig nedad. Klappen går op. Asfalt og en skygge. Noget drømmende musik. Den første sekvens af Framing varer lige lang tid nok til, at min indre hund efter plot (jo, den har vi alle sammen) begynder at kede sig: Hvornår sker der noget?, hører jeg den gø i baghovedet.

Et magisk møde
Og så sker der noget. Foran og bagved rammen. Det er ikke så meget i de for det meste tydelige små iscenesættelser, at magien sker, men i det tilfældige møde mellem dem og virkeligheden. Skønheden i at jeg gribes af en ”indstilling”, som ikke virker iscenesat. At det er selve indramningen, det lille udsnit, jeg præsenteres for, der pirrer mig. At vente på en reaktion på det iscenesatte fra en udenforstående, som vi ikke kan forudse. Jeg begynder at ville have mere, prøver at forlænge mit blik uden for rammen. For det er ikke den samme plads, som vi betragtede lige før, uden for installationen, uden vores kikkertboks for øjnene.

Det skjulte blik
Og så den både groteske og fascinerende oplevelse af at blive kigget i øjnene af de mennesker, der undrende betragter installationen. Nogle vender sig hurtigt væk og går videre. Andre holder et fast blik, insisterende, og vi forsøger tydeligvis begge at regne ud, hvad der lige sker her. Mit blik er skjult, som når jeg stalker ekskærester og kendisser på de sociale medier. Jeg kan skjule mig bag ponchoen og træboksen, og det at jeg er en del af et kunstværk. Men jeg har ikke valgt at kigge lige der hen, på dig. Det er virkelig et drug, jeg hurtig bliver afhængig af, det blik.

En ”bokset” verden
Så det er, som Johannes Bellinkx selv siger: Når vi ”bokser” verden, kun ser på et udsnit af den, ser vi detaljer og sammenhænge, vi ellers ikke ville se. Det er det, der sker i film, på fotos, på Instagram, når dine følgere kun ser et udsnit af, hvem du egentlig er. Men den virkelige styrke ved Framing er den plads, omgivelserne får. Jeg elsker, at holdet bag ikke har overiscenesat Den Røde Plads. Det var nu tæt på at være for meget engang imellem, men langt hen ad vejen formåede de at bevare et hårfint skel mellem fiktion og virkelighed med subtile billeder og virkemidler, som omgivelserne kunne reagere på. Eller de kunne bare få lov at være en del af billedet. Jeg elsker, at jeg bliver tvunget til at tænke: Hov, var det iscenesat eller ej? Min cykeltur hjem var fuld af små bokse med små indrammede billeder af vores allesammens virkelighed.