Wa(l)king Copenhagen 30. juni-9. juli - refleksioner og film

Wa(l)king Copenhagen 30. juni-9. juli – refleksioner og film

Græsset er (næsten) altid grønnere på den anden side af skærmen

I denne cyklus fokuseres der på diversitet hos planter og mennesker. Vi går ad grønne ruter ud af byen, taler om drømme og månepåvirkninger, leder efter spiselige planter og får vist eksempler på steder i byen, hvor den vilde natur er forsvundet.

Af Mille Højerslev

I øjeblikket skriver jeg fra et andet hjem end det, jeg indtil nu har skrevet fra. Jeg er rejst til Sydfrankrig for at tilbringe de næste par uger i svigerfamiliens skød. Min søn længes efter sine bedsteforældre. Og min kæreste, der aldrig har vænnet sig til mørket og kulden i Danmark, længes efter de tørre landskaber, lyset og varmen, der får mennesket og naturen til at smelte sammen. Og jeg selv længes efter bjergene.

I sin videovandring spørger landskabsarkitekt Rikke Juul Gram samtlige af de personer, hun har aftalt at mødes med på sin tur ud af en af Københavns grønne kiler i retning mod Porsemosen, hvor de kommer de fra. Det gør hun, fordi hun tror på, at vi har noget med os derfra, hvor vi kommer fra, hvilket afspejler sig i måden, vi oplever og lever i byen på. Hun snakker bl.a. med boligminister Kaare Dybvad, stadsarkitekt Camilla Van Deurs, ’københavnersnuden’ skribent Holger Dahl og billedkunstner Heine Skjerning, der alle sammen giver forskellige blik på byens forhold til naturen og københavnernes forhold til landskabet i denne tid, hvor vi har holdt afstand til hinanden og manglet plads mellem husene.

Undervejs på ruten planter Gram tretten små bøgetræer (”kuvøsetræer” kalder hun dem også, fordi de er så små), der skal vise københavnerne ud til naturen. Samtalerne peger i retning af, at der er behov for nye politiske prioriteringer, der forbedrer livskvaliteten for byens indbyggere – også de grønne. Men et svar adskiller sig fra de andre. Det kommer fra assistenten Signe, som står bag kameraet. ”Ens eget valg betyder også noget”, siger hun. Hun kommer fra Nor i Odense, men plejer oftest at sige, at hun kommer fra Aarhus. For det er der, hun selv har valgt at bo. Eller sagt på en anden måde af Trevor Davies, som er co-direktør for Metropolis: ”Det handler om altid at have sit narrativ med sig og udvikle sin historie”. Sådan ligger de landskaber, vi er vokset op med og siden vokser ind i, som rødder inde i vores kroppe. Livet igennem vokser de; rødderne breder sig og forplantes nye steder på tværs af have, sund og landegrænser.

En minoritet i byen

At skabe sig selv, sin verden og sine omgivelser er man nødt til, hvis man ikke er en del af majoriteten. Det kender filippinsk-svenske Sebastian Care/Paolo de Venecia Gile til. De definerer sig nemlig ikke inden for de binære kønskategorier. Vi starter i danseren, koreografen og drag-kongens lejlighed. Eller det vil sige Paolo de Venecia Giles lejlighed. Paolo er nemlig syg, og Sebastian Care vikarierer. Sebastian ligger i et oppusteligt bassin uden vand med udsigt til en blå himmel. Med sig i bad har De spejlet Meer og stentasken Martha, som også kommer med på tur, da De senere bevæger sig ud på opdagelse i byrummet. Meer når at blive ganske beskidt undervejs og bliver renset med desinficerings-spray i samme omgang, som en skraldespand og bænk på Dronning Louises Bro bliver det.

Formålet med videovandringen er at fremhæve forskellige detaljer i det urbane rum og forstørre deres volumen. Stereotype fremstillinger af homoseksualitet og udpluk fra en overhørt samtale, der bliver til en sang: ”der er så mycket folk”, som performes på den tætbefolkede Blågårdsgade, er blandt de fremhævede og forstørrede detaljer. Videovandringen er perfekt ’stylet’, og Sebastian Care er i fuld kontrol over sit indhold og sin fremtræden – fra brug af virkemidler og rekvisitter til sin ansigtsmimik.

Men indimellem slår den smukke overflade sprækker, og vi bliver tilskuere til den sorg og smerte, der knytter sig til ikke at være, som folk er flest. Det viser sig bl.a., da Sebastian går forbi en gruppe mænd, der smiler, drejer hovederne og sender lange blik og måske laver tilråb, da De går forbi. Hvorfor Sebastian i sin indledende video fortæller, at De er nervøs, mærker og forstår man pludselig godt.

Personificering af et træ

Selvom træer har været på jorden længere tid end os, er de også en del af en minoritet – i hvert fald i København, hvor den vilde natur er truet. Det tænker jeg på, mens jeg ser performer Nanna Rosenfeldt-Olsen trække et træ med sig rundt i byen som en amputeret arm eller en død hund. Efterhånden som vandringen fremskrider, bliver træet personificeret. Det får vand at drikke i springvand og i parker. Det besøger metroen og kører op og ned ad rulletrapperne. Det laver lyde, der lyder som musik, når dets grene slår i takt mod et hegn. Og på den måde opstår der en opmærksomhed og respekt for den natur, som vi i byen måske kommer til at tage for givet i dagligdagen, fordi vores egne liv synes vigtigere.

Vild natur i byrummet og manglen på samme

Græsset er ikke grønnere på den anden side af Camilla Berners skærm. Billedkunstneren genbesøger gamle projekter udført i perioden 2011-16, hvor hun har kortlagt steder med vild natur og plantet haver med vilde planter i byens efterladte og uberørte rum. Gennem fotografisk dokumentation viser hun, hvordan der så ud dengang, hun arbejdede på stederne, og afslører for os, hvordan ser der ud i dag. Konklusionen er, at der ikke er meget tilbage af det oversete og vilde.

På flere af de tomme områder, som Berner besøger, er en byfornyelse i gang; enten er der allerede bygget nye boliger, eller også er nye byggerier i fuld gang. Alligevel er der enkelte vilde levn tilbage. På det første sted, Berner besøger, vokser f.eks. en japansk pileurt op gennem asfalten uden for den børnehave, man har opsat på grunden.

Berners idyllisering af fortiden og kritik af nutiden skaber en god anledning til at reflektere over, hvilke typer grønne oaser vi ønsker os i fremtiden, og hvad vi kan gøre for selv og sammen at skabe sådanne rum. Siger det ikke en del, at de friserede områder, Berner besøger, nærmest er mennesketomme, mens byens folk strømmer til Amager Fælled, og flere har fået øjnene op for Sydhavnstippen?

Det politiske og aktivistiske perspektiv er dominerende i Berners vandring. Men perspektivet følger også en opmærksomhed på de planter, vi har i det offentlige rum; f.eks. gederams, ærteblomst, lugtløs kamille, kæmpe bjørneklo, kornvalmue, kornblomst, kongelys, kløver og hvidmalet gåsefod. Det er op til os københavnere, hvordan vi vil hjælpe til at værne om den vilde natur i byen – sammen og hver for sig.

Søvngængertilstand og drømmetydning

Hvis vi har gået rundt derhjemme og været halvt vågne og halvt sovende i vores forsøg på at opretholde en nogenlunde normal hverdag under COVID-19, hvilke drømme tager vi så med os ind i den vågne tilstand? Er der drømme, der er gået i opfyldelse? Er der drømme, der er brast? De spørgsmål stiller forfatter Rikke Oberlin Flarup sig selv og en række venner og kollegaer, alt imens hun indsamler nedskrevne drømme fra de personer, hun møder og snakker med på sin tur. Vi hører blandt andet om en drøm, hvor et spædbarn fødes og løber direkte op i de norske fjelde for at forsvinde fra civilisationen. Og om et voksent barnebarn, der er lærer på en højskole og tænker sig selv som empatisk, men kritiseres af sin mormor for ikke at være bedre til at lytte til sine elever. De sover alle i en ’samfundsseng’, og dynerne er landskaber.

Labyrintiske veje gennem coronakrisen

Som hos billedkunstner Jytte Høy er forfatter, historiker og aktivist Rebecca Solnit en reference hos danser Marie Topp. I sin vandring fremhæver Topp den labyrintiske og svimlende følelse, man kan opleve, når man vandrer uden et konkret formål: ”A labyrinth is a symbolic journey (…) but it is a map we can really walk on, blurring the difference between map and world” lyder et af de citater, hun hiver frem. Citatet stammer fra førnævnte forfatters bog Wanderlust (2000).

Topp forholder sig til labyrinten som tema gennem forskellige iscenesættelser af rum, bevægelse og citater fra andre forfattere som Jorge Luis Borges og Inger Christensen. Netop dette fokus synes relevant i denne tid, hvor vi især skal finde vores egne veje rundt i regeringens anbefalinger. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg har eller ikke har trodset anbefalingerne ved at rejse ud af landet. Den forvirring, klaustrofobi og frustration, der knytter sig til denne underlige tid, fanger Topp og vækker i mig.

Ingen Roskilde, men masser af ’orange feeling’

Med de åbne grænser taler mange om, at sommeren alligevel ikke er aflyst. Men det er den i allerhøjeste grad for de, som havde indløst billet til årets udsolgte Roskilde Festival. Instruktør, koreograf og fotograf Jacob Stage går på opdagelse i byen efter ’the orange feeling’, som er svær at beskrive og videregive, hvis ikke man har været på festivalen og oplevet den på eget krop. Følelsen finder han i det små: I gamle fotografier, en spontan og overraskende musikoplevelse i en tunnel, løb, leg og hoppen gennem vandpytter, ’live-painting’ på plexiglas og opmærksomhed på kunstværk, der i format minder om et værk, der kunne være kurateret til Roskilde Festival.

Mens jeg ser med, kommer mine egne Roskilde-oplevelser tættere på. Men jeg tænker også på mine aftenture i Frederiksberg Have, hvor jeg har set unge samle sig i forsøg på at skabe en festival-stemning. Fra hvert et hjørne af haven har jeg kunnet høre fulde stemmer og Medinas stemme strømme ud fra højtalerne. Forskellen i dag er, at de unge går hjem og i bad og desinficerer deres indkøbte øl.

Mor og datter og de spiselige planter

Billedkunstner Maj Horn er taget på tur i området omkring Utterslev Mose for at samle urter, frugter og svampe. Bunden her er våd og næringsrig, og mosen skal da også vise sig at indeholde masser af mad – sikkert mere end, hvad de to får vist og formidlet. Horn har allieret sig med sin mor, Charlotte Horn, som er landskabsarkitekt og noget af en ekspert i spiselige planter. Den måde, Charlotte Horn deler ud af sin viden på, er utrolig generøs.

På deres tur rundt i og omkring Utterslev Mose finder mor og datter f.eks. skovjordbær og vilde hindbær, mælkebøtter, der i smagen minder om rucola, skvalderkål, bynke (også kendt som ”fattigmandspeber”), der bl.a. kan bruges som krydderi, skovløg, hyld og rødkløver. Efter at have set videoerne føler jeg mig godt klædt på til selv at gå ud og plukke og spise af naturen. Derfor kan vandringen også siges at tage form som et opslagsværk, man kan vende tilbage til og søge information i.

Ud i naturen og under en motorvej

Danser Mathias Theisen tager os på opdagelse i landskabet nær sit hjem ved Trekoner. Vi går på stier, men ledes også væk fra stierne og ind i skovlignende områder og ud på marker. Hans bevægelser er forskelligartede, men de samler sig alle om det langsomme og repetitive.

I en af sine første videoer laver han en bevægelse, der ligner, at han lægger an til et kuglestød, og jeg har det et øjeblik som om, jeg ser på de Olympiske Lege. I næste video befinder han sig på et amfiteater, og hans bevægelser i dette kodede landskab får mig videre til at tænke på det antikke Grækenland og oldtidens besættelse af sport, ungdom og skønhed. Vi kommer ud i naturen, i skov, på marker, på toppen af en bakke med udsigt til en lyseblå sø og går frem og tilbage over en bro og slutter i et industrielt område under en motorvej, ligner det. Det er næsten som om, jeg kan lugte bilosen gennem skærmen efter at have tilbragt det meste af dagen i det midtsjællandske grønne.

Fra en ensom fugl til masseforsamling

Mo Maja Moesgaard laver små indgreb i den stille corona-ramte hverdag med spontane tegninger på plexiglas og får os at se på nutiden med den nære fortids øjne. På et tidspunkt i løbet af dagen befinder vi os i et beboelsesområde. I nederste venstre hjørne af det plexiglas, vi ser igennem, sidder en fugl og spiser fra jorden. Et nyt stykke plexiglas lægges over, og Moesgaard tegner en silhuet af et menneske. Så en til og flere, så der til sidst former sig en gruppe. To personer holder et skilt. Er vi mon til #BlackLivesMatter-demonstration? Dette skift mellem de to forskelligartede stemninger overrasker på samme måde, som demonstrationerne gjorde. Fra at møde få eller ingen i gaden var der pludselig i løbet af to uger flere tusinder samlet. I en anden situation er vi på bar. I den anden ende af lokalet sidder en mand og læser en bog. Mens vi er på baren, tegner Moesgaard to veninder med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden. Askebægeret må hun også tegne. Jeg kommer til at tænke på tiden før corona, hvor der ikke var noget krav om social afstand, men hvor man måske også lagde mindre mærke til andre.

Alle har et forhold til det, de ser

Samlet set inspirerer vandringerne i denne cyklus os til at turde udforske og omfavne landskaberne omkring os; at gå nye veje og ikke træde i de samme fodspor; se hvor langt man faktisk kan komme ud af byen og ind i naturen til fods; plukke mælkebøtter og skvalderkål på gåturen og spise dem som salat om aftenen; eller koge suppe på brændenælder.

Men trangen til at komme ud i naturen, hvor fornemmelsen af tid opløses, og fortid, nutid og fremtid på forvirrende og forstyrrende vis smelter sammen, kan også overføres til en lyst til forandring, en anden form for tænkning og nye perspektiver på den tid, vi lever i. Hvilket Trevor Davies også bemærker. ” Jeg tror, det er en tid, som altid har været her. Vi har bare nægtet at kende de følelser og situationer i vores liv”. Hans refleksioner passer også på den nuværende racismedebat, problemer med strukturel racisme og #BlackLivesMatter.

30. juni: Rikke Juul Gram
1. juli: Paolo de Venecia Gile
2. juli: Marie Topp
3. juli: Camilla Berner
4. juli: Jacob Stage
5. juli: Rikke Oberlin Flarup
6. juli: Mo Maja Moesgaard
7. juli: Nanna Rosenfeldt-Olsen
8. juli: Mathias Theisen
9. juli: Maj Horn