Tape Riot – set med Arkitektens øjne

Af Karen Toftegaard – i samtale med arkitekt Søren Arildskov

Når jeg går gennem byen, lægger jeg mærke til de små fortællinger, der når mine ører og øjne undervejs. Fragmenter af samtaler, attituder på mennesker, der med sigende kroppe viser, hvad de synes om det, der foregår lige foran dem, på telefonen i deres hånd eller i deres distraherede tanker, som prøver at få brikkerne til at falde på plads fra dagens tumult.

Når jeg sidder på en café eller i en bus, læner jeg mig ofte fremover for at høre, hvad de taler om henne ved det andet bord eller på bussædet ved døren. For jeg er nysgerrig på, hvordan andre mennesker oplever verden. Hvad ser de, når de, med hele deres samling af erfaringer, viden og fornemmelser, kaster et blik på verden? Det samme stykke af verden, som jeg selv ser på med andre øjne. Derfor spørger jeg arkitekt Søren Arildskov, der er partner hos Juul Frost Arkitekter, om han vil være med til at se Tape Riot. Hvad lægger han mærke til, når den tyske gruppe Asphalt Piloten taper et stykke af byen til med dans, musik og tape?

Sammen ser vi Tape Riot tirsdag den 11. juli, hvor Asphalt Piloten lægger deres rute forbi DGI-byen. Her er bidder af vores samtale om oplevelsen.

Foto: Arkitekt Søren Arildskov lagde især mærke til, hvordan Asphalt Piloten brugte tape, dans og lyd til at danne rum i det offentlige rum inden i og uden for DGI-byen.

 

Kulturformidleren (Karen Toftegaard):

”Da vi var inde i svømmehallen, fortalte du, at du har et meget passioneret forhold til lige præcis den type malertape, som de brugte. Fordi du hver dag i 6 år på arkitektskolen brugte den tape til at sætte dit tegnepapir fast med. Hvordan ser du de tape-tegninger, som gruppen lavede?”

Tegninger af tape

Arkitekten (Søren Arildskov):

”Normalt ser man på tegninger som enkeltindivider – som en abstraktion, men her er det ligesom tegninger, der foregår ude i den tredimensionelle verden. Det er sådan en sjov sammenblanding af det todimensionelle, som er tegningens verden, og så den tredimensionelle verden. De interagerer på en sjov måde. Når man laver tapelinjer på både vandrette og lodrette flader, så opstår der perspektivlinjer, så tapen danner helt nye rum. Fordi perspektivlinjerne gør, at man oplever en dybde i en ellers flad tegning. Det er ret interessant, at man med så få midler som et par strimler tape kan ændre rummet og perspektivet.”

 

Kulturformidleren:

”Ja og så var det forskellige overflader, tapen kom til at være på. F.eks. inde i Svømmehallen var det som om, tapen trådte tydeligere frem, fordi det var sorte kakler med hvide striber. Her kunne man ellers godt tro, at den hvide tape ville forsvinde lidt.”

 

Arkitekten:

”Ja, det var ret sjovt, for der var et grid i forvejen, som tapen kunne lægge sig oven på som en slags millimeterpapir, man tegner på.”

Arkitekten:

”Da vi stod ved indgangen til DGI-byen, lagde jeg mærke til, at lige så snart man sætter det første stykke tape på en væg, så har man indtaget huset på en meget enkel, kraftfuld måde. Normalt kender vi grafittien, der bemægtiger sig huset, når der er sat et tag. Så er det deres hus. Deres sted. Og der sker lidt det samme her, hvor Asphalt Piloten gør hele facaden og hele huset til deres scenografi. Det er interessant, hvordan man med så få midler som en rulle gaffatape kan indtage en hel facade.”

 

Angsten for det tomme papir

Arkitekten:

”Kroppene bevæger sig rundt i et tomt rum, og så begynder tape-aktivisten at danne rum omkring danserne. Han bygger rum omkring dem, og så begynder danserne at forholde sig til de tape-rum efterhånden, som de opstår. Der var nogle scener i begyndelsen, hvor danserne ligger på gulvet i DGI-byens forhal, og så går tape-aktivisten hen og tegner omkring dem. Så forholder danserne sig til den ramme. Jeg kommer til at tænke på begrebet ”Angsten for det tomme papir”. Man sidder der i begyndelsen og kigger på det blanke papir. Det er svært at forholde sig til, når man ikke har nogen kontekst. Det er altid svært at opfinde noget, når der ikke er noget i forvejen. Og det er lidt det samme med danserne. Der kommer også lige så stille noget, de kan spille op ad, når tape-stregerne trænger sig på.”

 

Doodling med tape, krop og lyd

Kulturformidleren:

”Det minder mig også om doodling, hvor man tegner løs. Her i Tape Riot doodler man med både kroppen, tapen og lyden. Så gik man afsted med det, som var i det offentlige rum, og tegnede løs med kroppen, tapen og lyden.”

Arkitekten:

”Det er sjovt, for som arkitekt er du vant til at tænke i rum. Alle de elementer, de bruger, dansen, tapen og lyden, er meget rumdannende. Samtidigt foregår det i et allerede eksisterende rum – en fjerde dimension. De fire dimensioner spiller hele tiden sammen. Det giver et andet blik på det, vi kalder virkeligheden. Det rum, som er i forvejen, ændrer sig meget. Bare det, at vi kommer ind i en institutionel forhal i DGI-byen og så det, at vi pludselig hører skvulpende vandlyde på den digitale lydside, gør, at vi pludselig opfatter, at vi er i et rum med noget vand. Lyd er meget rumdannende. Meget effektfuldt og simpelt.”

 

Kulturformidleren:

”Er lyd, krop og tape nogle rumdannende elementer, du bruger i dit arbejde som arkitekt?”

 

Hvad sker der, når man sætter en linje?

Arkitekten:

”Jeg arbejder jo meget med byrum – at danne rum. Man kan sige, at vi ikke på samme måde kan styre, hvor folk er. Men alligevel kan vi. Byrummet lever kun, når der kommer folk i rummet. Vi tegner til en menneskelig interaktion.”Tape Riot” er en hurtig en-til-en aktion. Hvad sker der, når man sætter en linje? Du kan se, at folk går uden om, når man sætter et stykke tape på gulvet. Så ændrer man folks flow. Det er et meget godt billede på, hvad vi også kan som arkitekter. Ved at lave en særlig belægning, noget beplantning eller nogle andre ting, så kan du også styre, hvordan folk opfører sig og sende signaler om, hvor man skal gå, stå og sidde. Det er meget rumdannende. Igen er det interaktionen mellem mennesker, bevægelse og så noget statisk arkitektur. Det er jo også derfor, jeg synes, det er interessant at se ting som Tape Riot, for det er lidt det samme, man arbejder med som arkitekt. Det er bare en lidt mere doodle-agtig måde at gøre det på. Det er en hurtig måde at arbejde med rum på, hvor vi som arkitekter sidder med en stor tung proces. På tyve minutter har man bygget et helt univers op her, som forholder sig til 3 dimensioner.”

Se, hvor du ellers kan opleve Tape Riot under Metropolis i København den 7. – 16. juli.