Kropsligt stof til eftertanke

Af Martin Rørtoft

Reportage fra Tape Riot på Københavns Hovedbanegård d. 7. juli 2017

Som performance er Tape Riot lidt af en fandenivoldsk og svært placerbar genrehybrid, der benytter sig af elementer fra arkitektur, grafisk design, dans, performance og lydkunst, der kommenterer på og udvikler sig i situationen, hvorfra den er opstået. Fra den hvermandsejede startplacering ’under uret’ udfoldede Tape Riot’s to dansere sig med McDonald’s, 7-Eleven, Matas og Starbucks som baggrundstæppe sig til et live-mix af urbane lyde, skabt på stedet af Asphalt Piloten’s lydingeniør, i konstant voksende linjer og grits af tape, der dannede grafiske mønstre og arkitektoniske strukturer, der lagde sig som et ekstra lag på virkeligheden på denne lune juliaften.

Det blev et fysisk møde mellem kunsten og det offentlige rum på Hovedbanegården. På nær den faste kerne af Metropolis-fans var størstedelen af publikum frivillige (og ufrivillige) tilfældigt forbipasserende i transit samt en bred skare af Hovedbanens faste indbyggere. Sjældent har publikumssammensætningen været så forskelligartet som til Tape Riot, der trods sin kunstneriske abstraktion virkelig var en uforudsigelig og tilgængelig performance, der formåede at appellere til høje og lave, fulde og ædru.

Og reaktionerne var ligeså spraglede som deres ejermænd, lige fra foragt til forundring, til mangel på forståelse eller ren glæde. Og der blev brugt tape, ja rigtig meget af det, til stor frustration for Hovedbanegårdens renovationsteam, som ikke havde så meget fidus til tapens opbyggelige univers, men så var der modsat en forundring at spore hos de af Hovedbanens brugere, der nyder en elefantøl i ny og næ. Tape Riot havde mange fine momenter i sit flow rundt på gulve og vægge, og det var netop i sin umiddelbarhed med stedet og menneskene, at den bevægede os, publikum, på hver vores måde.

Der var ingen barrierer eller prosceniumsåbning her, og det skabte en særlig dynamik i rummet, at publikum skiftede i konstant flux. Nogle blev 30 sekunder, nogle blev alle 50 minutter. Der var også noget enormt sympatisk og modigt i at præsentere et værk som Tape Riot i disse omgivelser, hvor man bringer kunsten ud til folk, hvor kunst er sjældent set.

Uventede møder opstod – mellem performere og publikum, og mellem publikum. Men ligeså udadtil appellerende, ligeså afvisende og indebrændt kunne Tape Riot opleves. Dens virkelige appel, tror jeg, fandtes i dens vekslen mellem de introverte og ekstroverte momenter. Danserne kom aldrig ud over rampen, de forblev låste men frie inden for de strukturer eller systemer af tape, som dannedes rundt om dem, og som de bevægede sig inden for.

Danserne var mærkeligt udtryksløse. Eller udtrykte de en form for melankoli? Hvad var det for en eksistens, som de bevægede sig i? Deres bevægelser var akavede og uforløste, abrupte og dog rytmiske, sarte og aggressive på samme tid. Løb, bevægelse, slowmotion, momenter af klassiske dansebevægelser. Som en afvisning og en indbydelse i samme bevægelse, sådan kunne det opfattes. Jeg forsøgte at begribe den kamp, som danserne kæmpede, men måtte opgive og slå min kognitive forståelse fra for blot at følge den kropslige og musikalske puls.

Nogle gange skal man bare være lige der i øjeblikket. Kropsligt stof til eftertanke.

Tape Riot kan opleves til 16. juli på Vesterbro
– foto: Martin Rørtoft