Verden set gennem spejlet – reportage fra STUDIO CITÉ

Benjamin Vandewalles omrejsende spejlcirkus vender verden og selvopfattelsen på hovedet og giver dig et nyt syn på dine omgivelser, dine bekendte, dem, du ikke kender endnu, og sidst men ikke mindst på dig selv.

Af Kristoffer Møllegaard

De fleste af os har nok et spejl eller to derhjemme. I badeværelsets, entreens og klædeskabets vante omgivelser er disse objekters funktion klar: De hjælper dig med at lægge makeuppen, sammensætte dagens matchende outfit og tjekke status på den vordende ølvom. De er mondæne brugsgenstande, der viser os en 1:1 repræsentation af os selv.

Sådan forholder det sig ikke på nyligt åbnede Enghave Plads, hvor Benjamin Vandewalles Studio Cité, en omrejsende kunstnerisk legeplads, i skrivende stund opholder sig, og hvor fællesnævneren for alle de forskellige opfindsomme konstruktioner er spejlet og dets evne til at vise os verden som den er – men også som den ikke er.

Tag for eksempel den store Peri-Sphere XL, en kæmpe bygget af træ, metal og, selvfølgelig, masser af spejle. Herpå ligger jeg sammen med tre andre deltagere på ryggen og kigger op i både små og store spejle, der med konstant skiftende indstillinger snart viser mig Enghave Plads i omvendt frøperspektiv, snart svimlende girafperspektiv, alt imens kompagniets performere – og somme tider de lokale børn – danser omkring os i en smuk og til tider sanseforvirrende leg med omgivelserne, og jeg gennem høretelefoner trakteres med et lydspor, der er lige dele forunderligt og foruroligende.

Eller hvad med Inter-Face, der udenpå ikke ligner mere end et skur på hjul, men indeni ved hjælp af lyd, lys og spejle smelter mit ansigt sammen med min meddeltager – det ene øjeblik har min modpart fået mit skæg på; det andet ser jeg et ansigt, der på mærkværdig vis er genkendeligt som mig selv, men samtidig også er en anden person; og i et tredje øjeblik bevæger alt sig så hurtigt, at alle forskelle udviskes, og jeg og mennesket på den anden side af glasset smelter sammen i et virvar af ansigtsudtryk og nyfundne fællesskabsfølelser. Seancen slutter, lyset slukker, og for en kort stund sidder jeg i mørket og samler mig, før døren åbnes, og jeg lukkes ud til solskin, smil på læben og en high-five med denne forhenværende fremmede, som jeg efter kun otte minutter i en boks nu føler en sær form for intimitet med.

Jeg fortsætter uforvarende dette tema, da jeg dernæst sætter mig på sædet foran Inter-View-boksen og, uden at have nogen idé om, hvad der venter mig, stikker hovedet ind i komplet og altomsluttende mørke. Lyset dæmmer op, og jeg ser, at mit hoved befinder sig i en lille hvid kasse med et andet, fremmed hoved i den anden ende. Det ukendte ansigt åbner sine øjne, finder mine og bevæger sig langsommeligt direkte imod mig – faktisk så langsommeligt, at jeg først opdager bevægelsen, når intimsfæren er lige ved at blive overskredet. Det føles en smule angstprovokerende for sådan en som mig, der normalt ikke bryder sig om øjenkontakt med fremmede, men samtidig ømt og smukt. Vi kigger hinanden i øjnene længe uden at sige noget, og da ansigtet trækker sig tilbage, og lyset med vant langsommelighed forsvinder, overraskes jeg over det lille stik af melankoli og afsavn, jeg pludselig begynder at føle. Jeg trækker hovedet ud af kassen og får senere at vide, at publikums reaktioner på netop denne forlystelse varierer betydeligt: Nogle bliver decideret forskrækkede, andre ser øjenkontakten som en udfordring, og nogle, som jeg, føler, at de i dette næsten for intime møde lærer noget om ikke bare det ansigt og dertilhørende menneske, de ser i den anden ende af boksen, men også om dem selv, deres egne grænser og følelsesliv.

Oven på en sådan omgang har jeg brug for noget lidt mindre intenst, og efter et hurtigt stop i kompagniets medbragte minibar, hvor jeg bydes på et glas forfriskende saftevand, afprøver jeg den nærmest meditativt langsomt cirkulerende madras-og-musik Micro-Sphere og de to mobile Peri-Spheres – vogne man kan ligge på, der har forholdsvist simple spejlkonstruktioner, jeg selv får lov til at styre, mens en af de mange frivillige kører mig rundt på pladsen i et virvar af konstruktioner, publikummer og lokale hunde på middagstur. Det kræver is i maven, en sund balancenerve og tiltro til min chauffør, der til min store lettelse tydeligvis har fuld kontrol over køretøjet. Jeg halvt vælter (balancenerven er, trods sin ellers gode stand, blevet en kende udfordret) derefter over til de mange forskellige Peri-Masks, der gør mig henholdsvis tre og én meter høj, begrænser mit udsyn til brostenene omkring mine fødder, giver mig øjne i nakken og mere til.

Slutteligt inviteres jeg til at deltage i opførslen Framing the Circle, hvor jeg og de andre deltagere iføres nogle særlige, næbagtige masker, der begrænser vores udsyn til en lille boks indrammet i sort, næsten som en gammel film; og høretelefoner, der lægger ud med at forklare os formålet – hold altid danserne i dit begrænsede syn, næsten som om du filmer dem. Vi slutter en cirkel om danserne og begynder, nu med musik i ørerne, at gå i ring omkring dem i relativt heftigt tempo. Det vækker minder om Igor Stravinskijs berømte Le Sacre du printemps, men i stedet for som i balletten at danse sig ihjel tager performerne os heldigvis i hånden og fører os ud i bylandskabet, hvor de fremviser deres akrobatiske evner i vindueskarme, på cykelstativer og rundt om skraldespande. Jeg ”filmer” løs gennem masken, fuldstændigt opslugt af den sanseoplevelse det er at lukke omverdenen ude og fokusere så intenst på et enkelt menneske og dets smukke, til tider humoristiske, men samtidig fjerne dans. Jeg bliver set i øjnene, mine begrænsede sanser bliver kælet for, men jeg kan samtidig ikke slippe den snert af voyeuristisk skyldfølelse, jeg føler som passiv beskuer med kamera-syn. Seancen slutter så roligt, som den startede – med lukkede øjne og afslappet kropspositur, og da jeg åbner øjnene igen, er det med en vished om, at jeg har oplevet noget nærmest filmisk romantisk.

Således efterhånden stopmættet med indtryk af vidt forskellig art spørger jeg Benjamin Vandewalle – den gale professor, der har designet og bygget alle disse underfundige forlystelser, men foretrækker titlen koreograf – om meningen bag galskaben. Han fortæller mig, at hans udgangspunkt var idéen om, at den måde, vi ser verden på, bestemmer den måde, vi opfører os på. Hans formål er at udfordre dette syn i både bogstavelig og overført betydning og derved få mig og resten af publikum til at genoverveje måden, hvorpå vi betragter verden omkring os, vores medmennesker og os selv. Dette gør han ikke ved at kreere nye kunstværker, som vi kan iagttage, men derimod at skabe nye måder, hvorpå vi kan beskue det uforlignelige kunstværk, som livet er.

Spejlets dagligdags funktion vil til stadighed ofte blot være at vise dig et spejlbillede, en nøgtern gengivelse af det velkendte. Vandewalles tivoli med dets mange blanke overflader tilbyder derimod noget helt andet – muligheden for at se verden, som du aldrig har set den før, gennem dine egne eller andres øjne. Studio Cité reflekterer omverdenen, medmenneskene og dig selv på en måde, der fordrer omtanke – og ender dermed gennem utallige krumspring med at vende tilbage til netop spejlets primære funktion: selv-refleksion. Min dag på Enghave Plads har vist mig nye perspektiver på, hvad jeg førhen troede var gammelkendt, og jeg kan allerede nu sige, at jeg kommer til at se mit eget spejlbillede med nye øjne, når jeg i aften skal børste tænder.

Læs mere om Studio Cité og Framing the Circle – kan opleves til 14. juli 2019 i København.