Med ryggen mod verden – reportage fra REVERSE

Jeg bevæger mig baglæns som en lille levende ludobrik gennem en by og en verden, der har øjnene stift rettet mod fremtiden forude. Hvad sker der, hvis vi vender blikket bagud og går med ryggen mod verden for en stund?, spørger Johannes Bellinkx os med den velkomponerede by- og lydinstallationen REVERSE. 

Af Ida Marie Fich

Jeg sætter den ene fod bagved den anden. Allerede dér er det en ny oplevelse bare at gå. Front og øjne rettet mod den hvide linje, jeg ikke kan se, før den viser sig under mine fødder, men som jeg ved snor sig bag mig. Jeg har tillid til, at den undervejs vil fortælle mig, hvis jeg snart skal dreje om et hjørne eller finde vej ned af en trappe. Eller skal til at krydse en befærdet vej. Med ryggen først.  

At gå og give slip

Ruten i REVERSE er nøje afmærket med hvide spor spændt ud over et udpluk af indre København, der sammen med lydsporene i mine ører sender mig på en meditativ rejse i tid og rum. Jeg ser mig selv ovenfra som en lille rød prik, der bevæger sig langsomt mod strømmen på en radarskærm. Pludselig er det ikke kun mine fødder, der må gribe anderledes i asfalt og brosten og grus; også mine øjne og tanker tvinges til at opgive idéen om, at jeg kan forudse, hvor jeg er på vej hen. Det er på en og samme tid en lettelse og vildt grænseoverskridende at give slip på kontrollen og lade mig føre af installationens for det meste usynlige hænder. Sårbar og stærk på samme tid.  

”Det er jo ren mindfullness”, tænker jeg, mens jeg hengiver mig til at sætte fødderne rigtigt og følge lydlandskabet i mine ører. Det er ikke for ingenting, at Østens filosofi har vundet indpas herhjemme med yoga på skoleskemaet og buddhistiske buzzwords i enhver selvhjælpsbog med respekt for sig selv. For vi kan ikke løbe fra, at vi er formet af et tidsperspektiv, der peger frem, frem, fremad med et evigt krav om udvikling og om ikke at se sig tilbage. På min baglæns tur over Israels Plads og Torvehallerne nyder jeg at forestille mig, at jeg ikke aner, hvor jeg nu er på vej hen.  

At støde sammen og lade sig gribe

Herfra bærer mine fødder mig videre ind i afkroge og bagsider af min by. Jeg når lige at føle mig desorienteret, før jeg genkender et sted, jeg bare ikke har oplevet fra dette perspektiv før. Og jeg støder da også ind i den virkelighed, REVERSE er en kommentar på; bogstavelig talt, da jeg flere gange er ved at træde folk over tæerne eller undskyldende ramler ind i dem. Jeg har ikke øjne i nakken, og turister, børn, lørdagskøbenhavnere, løbere og ældre ægtepar sender mig undrende og forargede men også smilende blikke. Det føles som et stærkt statement at gå der, som en installation i bevægelse i installationen, følge mit bagudrettede blik og insistere på at gå imod strømmen.    

På rutens 1,5 km. konfronteres jeg netop med spørgsmålet om, hvordan vi vælger at bevæge os gennem vores by – og vores liv: Med øjnene stift rettet mod en fremtid, vi alligevel ikke kender, før vi er der, eller med erkendelsen af, at den tid og de steder, vi har lagt bag os, er lige så vigtige at lade sig styre af? Til det sidste lader jeg mig gribe af REVERSE og overgiver mig til at gå mere baglæns gennem livet. 

Læs mere om REVERSE her.
29. juni-7. juli 2019 i København.