Af Ragnhild Ståhl-Nielsen

Med hastige skridt går hun rundt i cirkler. I takt til trommerne rammer hendes fødder den tørre jord, der i en pertentligt revet firkant danner scene. Hun går rundt, indtil en anden kommer ind fra siden og tager over uden at standse et øjeblik.

De er seks performere i alt. Sammen kom de ud fra skoven og ind i den lysning, hvor vi sidder, ikke langt fra Naturcenter Amager. Lyden af trommer intensiveres, mens de går ind og ud mellem hinanden, går flere, så færre, flere, til det bliver umuligt at have overblik og man må give sig hen til systemets rod og de stadigt mere insisterende trommelyde, der også får selskab af lydene fra andre instrumenter.

To performere i hver sin cirkel. De holder intens øjenkontakt, mens de passerer hinanden med få millimeter imellem sig. Enkelte gange kommer de til at støde ind i hinanden. En travl storby er landet her, midt i skoven, hvor alle hvirvler rundt efter, hvad de skal nå, og kun ser menneskene omkring dem, når de er i vejen. Et enkelt par bryder med dette mønster, da de får scenen for sig selv. De går tæt rundt om hinanden uden at bryde øjenkontakten, indtil de afbrydes af de andre, der igen trasker ind over scenen.

Alle tager deres blågrønne kapper, som de har haft af og på flere gange, og binder dem om livet som nederdele. De danner én cirkel og bevæger sig i noget, der ligner en moderne folkedans. De sparker til scenen, til den tørre, brune jord, så den hvirvler op omkring dem. De lægger sig i den, vender sig, til de er smurt ind i jorden. Folkedans er en tradition, man har i mange kulturer, der handler om at være sammen om noget, og i flere kulturer at skabe kontakt til guderne eller naturen. I det hele taget er ritualer en måde for mennesker at skabe kontakt til det ikke-menneskelige, og der er noget rituelt over den stramme koreografi fyldt med gentagelser. Joanne Leighton, der er koreografen bag, ønsker at skabe forbindelse til naturen.

Den simple scenografi består i scenen af jord og skoven omkring den. De eneste på scenen er performerne, lyden kommer fra et PA-anlæg. Foruden deres kapper, er performerne iklædt jeans og bluser i blå og grønne farver. Deres påklædning er forskellig fra hinanden, men i deres hektiske bevægelser flyder de sammen. Man ser sig selv i deres intethed. Man ser sig selv haste mod metroen for et øjeblik siden. Man ser Nørreport station, hvor det en travl morgen kan se ud som om, at alle går i cirkler.

Leighton har bragt os tættere på naturen, ved at tage os med ud i en skov, men hun har også bragt os tættere på os selv, ved at vise, hvordan vi ser ud i byen. En sjælden gang imellem får performerne øjenkontakt på tværs af scenen og er lige ved at smile. Det er her, magien er.