100% Fremmed?

100% Fremmed? – 100 udvalgte portrætter

DATO: 29. juli-6. sept. 2020
STED: Kongens Nytorv, København K
KATEGORI: Byrumsudstilling

 

Hvornår er man dansk, og hvornår er man fremmed? Hvordan får minoriteterne mere taletid? Udstillingsprojektet 100% Fremmed? bringer debatten ud i det offentlige rum med 100 udvalgte portrætter i tekst og foto af og med borgere med flygtningebaggrund.

Portrætterne vises på Kgs. Nytorv i København som den første udstilling på den nyrenoverede plads 29. juli-6. sept.

Den oprindelige udstilling med 100 portrætter blev vist på Københavns Rådhus i 2017, inden den turnerede til 22 danske byer, hvor der undervejs blev tilføjet nye portrætter. I alt har ca. 200.000 set udstillingen siden 2017. 100 ud af de nu i alt 250 portrætter fra hele landet vises på Kgs. Nytorv. Udvalget er kurateret af udstillingens fotograf/kurator Maja Nydal Eriksen.

 

100% Fremmed?

100% Fremmed? i Randers – foto: Søren Pagter

 

Tidligere flygtninge tager ordet

100% Fremmed? er portrætter af borgere, som har fået asyl i Danmark mellem 1956 og i dag. De repræsenterer statistisk de i alt 167.000 mennesker fra primært 30 lande, som er kommet hertil som flygtninge i perioden.

Politikere, medier, m.fl. taler ofte om ”flygtningene”, men sjældent med dem. Således forbliver ’flygtninge’ en abstraktion, en kategori.

Med 100% Fremmed? tager de tidligere flygtninge selv ordet. Hvem er de? Hvad er vigtigt for dem? Og hvordan er det at leve i Danmark i dag? Udstillingen viser 100 portrætter, der i tekst og foto giver et indblik i, hvad det vil sige at være menneske i Danmark i dag – fremmed eller ej.


Mød menneskene bag tallene

Startspørgsmålet for de 250 interviews var: Hvor fremmed føler du dig? Det førte til 250 samtaler, der giver et nuanceret og personligt indblik i disse menneskers liv med alle deres almenmenneskelige glæder og sorger. De viser, hvordan nationalitet kun er én ud af mange grunde til at føle sig fremmed i dag, og peger mod det, vi har til fælles.

 

100% Fremmed? i Sønderborg – foto: Maja Nydal Eriksen

 

Moderne landskabsportrætter

100% Fremmed? udfordrer den nationalromantiske fremstilling om nation og folk og placerer deltagerne i det officielle danmarksbillede. Deltagerne poserer i karakteristiske kulturlandskaber i de byer, de kommer fra – steder, der forbinder det nationale med det globale: Tivoli, Vikingeskibsmuseet, Dybbøl Mølle, Skagen Strand, Gellerupparken, m.fl. Portrætterne skaber et alternativ til den ofte tunge, socialrealistiske portrættering af mennesker med flygtningebaggrund.

Dansk flygtningehistorie personificeret

Ud over at være en række personlige portrætter er 100% Fremmed? også et indblik i den danske flygtningepolitik set fra højst individuelle synspunkter.

Til at begynde med kom flygtningene fra Ungarn, Rusland, Polen, Vietnam, osv., mens der de seneste år er kommet flest fra Syrien, Afghanistan og Irak. Nogle har boet her i over 60 år, andre i ganske kort tid. Hvad kan de tidligere flygtninge fortælle om, hvordan de blev taget imod i Danmark? Hvordan har de mærket den danske flygtningepolitik og -debat på egen krop? Føler de sig repræsenteret i debatten?

Gå på opdagelse i udstillingen fra 29. juli og frem til 6. sept. Udstillingen er tilgængelig døgnet rundt.

Se alle 250 portrætter på www.100pctfremmed.dk

100% Fremmed?

 

FAKTA

  • 100% Fremmed? portrætterer 250 borgere, som har fået asyl i Danmark i perioden 1956 til i dag fra primært 30 lande.
  • De 250 personer er udvalgt til statistisk at repræsentere de i alt 167.000 mennesker, som har fået asyl i perioden, ift. oprindelsesland, årstal for ankomst, køn, alder, m.m.
  • 100% Fremmed? går tilbage til 1956, da det var her, de første større flygtningegrupper ankom i kølvandet på Den Ungarske Opstand og efter FN’s flygtningekonvention blev vedtaget i 1951.
  • 100% Fremmed? har været vist i 22 byer siden 2017 med ca. 200.000 besøgende:
    København, Køge, Rødovre, Ballerup, Høje-Taastrup – og med støtte fra Nordea-fonden 2018-19: Roskilde, Sønderborg, Flensborg, Marielyst/Falster, Randers, Skagen, Aalborg, Horsens, Aarhus, Viborg, Vejle, Herning, Rønne/Gudhjem, Aabenraa, Frøslev, Esbjerg og Silkeborg.
  • 100% Fremmed? er produceret af Metropolis – Københavns Internationale Teater i samarbejde med fotograf/kurator Maja Nydal Eriksen og de 250 deltagere.
  • Udstillingen 100% Fremmed? er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommune, Sportgoodsfonden, Interkulturelt Center og Knud Højgaards Fond. Turnéen blev støttet af Nordea-fonden samt de deltagende kommuner/byer.

 

Se mere om de tidligere udstillinger med 100% Fremmed? i arkivet.